När idrott blev vetenskap – svensk avhandling om idrottens väg från gräs, grus och kolstybb till det akademiska finrummet

Tags:

Print Friendly

Bjarne Ibsen
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet


Joakim Wirén Åkesson Idrottens akademisering: Idrottsvetenskaplig kunskap inom forskning, utbildning och på arbetsmarknaden 236 sidor, hft. Malmö: Malmö högskola 2014 (Malmö Studies in Sport Sciences | Vol. 14) ISBN 978-91-7104-543-0

Joakim Wirén Åkesson
Idrottens akademisering: Idrottsvetenskaplig kunskap inom forskning, utbildning och på arbetsmarknaden
236 sidor, hft.
Malmö: Malmö högskola 2014 (Malmö Studies in Sport Sciences | Vol. 14)
ISBN 978-91-7104-543-0

I både Sverige, Norge og Danmark har vi de seneste tre til fire årtier set en stærk vækst i både antallet af akademiske uddannelser og i forskning i idræt, og samtidig er antallet af jobs inden for idrætsfeltet også vokset. I Danmark, hvor anmelderen af denne bog har beskæftiget sig med både forskning og uddannelse inden for området de seneste 35 år, har det skønsmæssigt ført til en tidobling i antallet af forskere på det humanistiske og samfundsvidenskabelige område, som (bl.a.) forsker i forskellige problemstillinger og emner inden for idrætten; antallet af universitetsuddannelser i idræt er øget fra to til fire; og samtidig er der etableret stillinger på University Colleges, som bl.a. omfatter forskning i idræt.

Derfor var det med store forventninger jeg gik i gang med at læse Joakim Wirén Åkessons afhandling om ’Idrottens akademisering’, som blev forsvaret på Malmö högskola den 23. maj 2014. Når anmeldelsen af afhandlingen først publiceres nu, skyldes det alene, at undertegnede anmelder er blevet forsinket pga. vigtige forsknings- og uddannelsesforpligtelser.

Afhandlingen handler om ’hur vetenskaplig kunskap produceras, förmedlas och kommer till använding, eller efterfrågas, på idrottens område’ (side 16). Afhandlingens centrale begreb er ’akademisering’, som Åkesson definerer som ’den process genom vilken ett kunskapsområde utvecklas till ett vetenskapligt kunskapsområde, i meningen att den vetenskapliga kunskapen på området ifråga expanderar och får större betydelse’ (side 16 og 22). ’Vetenskaplig kunskap’ defineres som ’kunskap som har producerats utifrån vetenskapliga principer och genom vetenskapliga procedurer – det vill säga genom forskning’ (side 20). Åkesson afgrænser afhandlingen til ’humanistiskt och samhällsvetenskapligt orienterad idrottsforskning’ og ’kunskapsefterfrågan inom organisationer i vilka idrott utgör en kärnverksamhet, såsom idrottsföreningar, idrottsförbund, fitnessföretag och fritidsförvaltningar’ (side 17 og 18).

Teori og metode

I det meget kortfattede teoretiske kapitel præciserer Åkesson, at ’forskning’, ’uddannelse’ og ’praktik’ er både relativt selvstændige – med egne strukturer og logikker – og meget afhængige af hinanden. ’På de tre arenorna produceras, förmedlas och tillämpas kunskap på olikartade sätt’ (side 22). Men relationen og integrationen mellem forskning, uddannelse og praktik varierer fra kundskabsområde til kundskabsområde. Åkessons afhandling belyser akademiseringen på alle tre områder inden for idrætten, dvs. produktionen af videnskabelig kundskab inden for idrætsforskningen, formidlingen deraf inden for højere idrætsuddannelse, anvendelsen af den videnskabelige kundskab i praksis samt relationen mellem de tre kundskabsområder.

Afhandlingen er inspireret af og bygger i stor udstrækning på Peter Dellgran og Staffan Höjers afhandling fra 2000 om Kunskapsbildning, akademisering och professionalisering i socialt arbete. Endvidere er afhandlingens analyser – eller refleksioner – inspireret af et institutionelt perspektiv, som Åkesson definerer som ’den process genom vilken handlingar och agerande utvecklas från att vara enstaka beteenden av några få aktörer till att bli varaktiga mönster för agerande över tid och rum’ (side 25), og han ser idrættens akademisering som ’en särskild typ av institutionaliseringsprocess’ (side 26). Det er et relevant teoretisk udgangspunkt, men Åkesson gør ikke noget forsøg på at udvikle det teoretiske ræsonnement i forhold til undersøgelsen, fx ved at udvikle arbejdshypoteser for, hvilke institutioner og aktører der i særlig grad har haft indflydelse på akademiseringen af idrætten i Sverige. Det kunne have styrket den analytiske del af afhandlingen.

Den forskningsmæssige tilgang er både arkæologisk (empirisk afdækning af området) og genealogisk (analyse af sammenhængen mellem de dele og emner, som det empiriske arbejde har afdækket).

Afhandlingen omfatter tre empiriske studier: Det første studie belyser udviklingen i den humanistiske og samfundsvidenskabelige idrætsforskning i Sverige. Det andet studie har fokus på de akademiske idrætsuddannelser, og det sidste studie ser på, hvad idrætten (dvs. organisationer hvor idræt udgør en central del af virksomheden) efterspørger af lønnet arbejdskraft. Undersøgelserne er gennemført i perioden fra 2007 til 2012. Den forskningsmæssige tilgang er både arkæologisk (empirisk afdækning af området) og genealogisk (analyse af sammenhængen mellem de dele og emner, som det empiriske arbejde har afdækket). De primære kilder til analyserne er dokumenter og statistikker fra Sveriges Statistiska centralbyrå, Universitets- och högskolerådet, Arbetsförmedlingen, Centrum för idrottsforskning og Riksidrottsförbundet. Informationerne derfra er suppleret med uformelle interviews med nøglepersoner med sigte på ’att pröva riktigheten i övriga empiriska observationer’ (side 45).

Kortlægningen af forskning, akademisk uddannelse og arbejdsmarkedet inden for idrætsfeltet.

Afhandlingen er først og fremmest en kortlægning af omfanget af og udviklingen i idrætsforskning i Sverige, en kortlægning af udviklingen i de akademiske idrætsuddannelser samt en kortlægning af, hvad arbejdsmarkedet på idrætsområdet efterspørger af arbejdskraft og kvalifikationer.

Første del er en kortlægning af primært den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning i idræt i Sverige gennem 40 år fra 1970 til 2009. Først gennemgås udviklingen i de institutionelle og organisatoriske rammer for idrætsforskningen, både for forskningen generelt og for idrætsforskningen specifik. Bl.a. om etableringen af Idrottens forskningsråd i 1970, som blev afløst af Centrum for idrottsforskning i 1988, dannelsen af flere organisationer for idrætsforskning (bl.a. Svensk förening får beteendevetenskaplig idrottsforskning (SVEBI) og Svenska idrottshistoriska föreningen (SVIF)).

Dernæst kortlægges forskningsproduktionen i form af afhandlinger, forskningsrapporter samt videnskabelige artikler i såvel svenske som internationale tidsskrifter. Kortlægningen påviser en tidobling i antallet af forskningsproduktioner (afhandlinger, rapporter, bøger, artikler mv.) fra 1970-tallet (78) til 2000-tallet (771), en fordobling i antallet af forskningsinstitutioner, hvor der forskes i idræt ud fra et humanistisk og samfundsvidenskabeligt perspektiv (6 i 1970-tallet til 11 i 2000-tallet), og en større spredning af forskningen på videnskabelige discipliner samt problemstillinger. Men samtidig viser kortlægningen også, at det gennem alle årene har været den pædagogiske forskning, der har domineret og dernæst historie og psykologi, mens den sociologiske og samfundsvidenskabelige forskning hele tiden har haft en lille rolle inden for idrætsforskningen i Sverige. Endelig viser kortlægningen, at den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning i idræt i Sverige i lille grad er blevet publiceret internationalt. Kun 83 artikler er det blevet til i internationale videnskabelige tidsskrifter i perioden fra 1975 til 2009, men denne side af forskningen er dog øget stærkt i 2000-tallet.

I en fin analyse af fire type af idrætsforskning: (1) Positivistisk, (2) Främjande, (3) Kritisk og (4) Marknadsorienterad forskning konstaterer Åkesson, at ’markedsorienteret forskning’ endnu ikke har fået større gennemslag i Sverige, og han forklarer det med, at der gennem mere end 40 år ’… har etablerats forskningsmiljöer, lärosätesövergripande organisationer, relationer och nätverk, med därtill hörande regler, rutiner, normer, traditioner och interaktionsmönster, genom denna institutionaliseringsprocess har blivit motståndskraftig mot förändringar i sin omgivning’ (side 88). I sammenhæng med denne analyse kunne det have været interessant, hvis Åkesson havde diskuteret, hvad det havde betydet for svensk idrætsforskning, hvis et forslag fra en udredning i 1987 om at nedlægge den særlige statslige støtte til idrætsforskning, fordi – hævedes det – det modvirkede etableringen af idrætsforskning i det almene forskersamfund (side 54).

I 2000-tallet voksede antallet af studerende på disse særlige idrætsakademiske uddannelser fra 191 i 2000 til 780 i 2009.

En anden del af kortlægningen belyser udviklingen i idrætsuddannelser ved universiteter og højskoler (university colleges) i Sverige. Også her gives først et interessant indblik i det svenske universitets- og højskolesystem og udviklingen deri siden 1970’erne: Fra et system med forholdsvis få akademiske uddannelsesinstitutioner, relativ stor selvbestemmelse og forholdsvis få studerende til det moderne universitets- og højskolesystem med mange universiteter og højskoler, større styring i forhold til jobefterspørgslen, større samarbejde med det omgivende samfund, en større indretning af studierne i forhold til EU og en stærk vækst i antallet af studerende i forhold til 1970’erne. Over 30 år – fra 1977 til 2009 – voksede antallet af studerende på universiteter og højskoler i Sverige fra knap 200.000 til godt 500.000 med en bredere social rekruttering, og samtidig voksede antallet af professorer fra ca. 1.500 til ca. 5.500.

Det smittede selvfølgelig også af på de akademiske idrætsuddannelser, som gennemgås i det efterfølgende afsnit. I mange år var idrætsuddannelserne knyttet op til læreruddannelser (i form af idrætspædagogiske kurser og senere også uddannelsesretninger), men i 1970’erne og 1980’erne etableredes uddannelser som tog sigte på fritidsidrætten – først og fremmest idrætstrænere. Men Åkesson viser, at disse nye uddannelser var stærkt præget af idrætslæreruddannelserne. ’…förenklat kan det uttryckas som att man utbildade idrottslärare anpassade för idrottsrörelsens verksamhet’ (side 100). Indtil 2000 fandtes kun nogle få akademiske idrætsuddannelser i Sverige udover idrætslæreruddannelserne. Denne stærke undervisningsorienterede linje i de akademiske idrætsuddannelser i Sverige blev i 2000-tallet suppleret af mere selvstændige management-orienterede uddannelser og træneruddannelser. I 2012 fandtes der 15 af sådanne selvstændige akademiske idrætsuddannelser i Sverige. I 2000-tallet voksede antallet af studerende på disse særlige idrætsakademiske uddannelser fra 191 i 2000 til 780 i 2009. Men selvom pædagogik ikke er et centralt fag i mange af de nye idrætsuddannelser, er flere af dem placeret ved pædagogiske institutioner. ’De finns placerade här för att föregångare till dem fanns här och att (det högre) utbildningssystemet inte är utformat så att utbildningar flyttas så snart de ändrar innehåll och får en annan ämnesdisciplinär tyngdpunkt’ (p 121).

Åkesson forsøger også at give læseren et indblik i, hvad der undervises i på de forskellige uddannelser, men det er kun overskrifter (fx ’kultur’, ’sociologi’, ’filosofi’, ’lederskap’, ’barn og unge’), som ikke siger så meget. I det hele taget er store dele af gennemgangen af idrætsuddannelserne meget opremsende og temmelig overfladisk. Det havde været interessant med nogle nedslag i enkelte fagområder for at se, hvad der undervises i, hvilken litteratur der benyttes osv. Bl.a. havde det været interessant få viden om, i hvilken udstrækning de nye uddannelser bygger på svensk eller international forskning i idræt. Åkesson forklarer denne markante udvikling af nye idrætsvidenskabelige uddannelser med, at universiteterne og højskolerne (university colleges) havde fået mulighed for at starte nye typer af uddannelser som følge af de nævnte uddannelsesreformer i Sverige. Samtidig mener Åkesson, at universiteterne og højskolerne havde identificeret ’ … idrotten som en sektor inom vilken det behövdes mer professionell och högutbildad personal’ (side 119). Men vi får ikke at vide, om det var noget man ’troede’, eller om det var noget man havde undersøgt.

Tredje del af analysen af akademiseringen af svensk idræt består af en kortlægning af idrættens (lønnede) arbejdsmarked med særligt fokus på ’kunskapsefterfrågan och dess förutsättningar på denna akademiska arena’ (side 126). Kortlægningen er dog afgrænset til organisationer og institutioner – såvel frivillige (ideella), offentlige som kommercielle – ’för vilka idrott utgör huvudsakligt eller ett centralt verksamhetsområde’. I denne afgrænsning går Åkesson udenom skoler, som beskæftiger idrætslærere. Det kan der være gode grunde til, men det er underligt, at det slet ikke nævnes eller begrundes i lyset af, at det vel er det største arbejdsmarked for akademisk uddannede i idræt i Sverige. Kortlægningen er gennemført ved brug af a) data fra Statistiska centralbyrån om antal idrætsorganisationer (bredt forstået) med (lønnede) ansatte og antallet af ansatte deri; b) statistik fra Arbetsförmedlingen over opslåede stillinger; samt c) ’utlysningsannonser för idrottstjänster från Arbetsförmedlingen och Riksidrottsförbundet’. ’Utlysningsannonserna’ blev analyseret ved at se på arbejdsopgaver, efterspurgt kompetence samt efterspurgt uddannelsesbaggrund. Dette er en interessant og original måde at analysere arbejdsmarkedet inden for idrætten, men den efterfølgende analyse viser også, at der er store begrænsninger i denne tilgang, som jeg kommer ind på senere.

I det hele taget forsvinder store dele af den offentlige sektor som arbejdsmarked for idrætsuddannede ud af analysen, hvilket givet et skævt billede af den samlede kortlægning og analyse.

Kortlægningen viser, at der samlet findes omkring 26.000 idrætsforeninger, regionale og nationale idrætsforbund samt andre frivilligt / ideelt drevne organisationer og ca. 14.500 kommercielle virksomheder, hvor idræt er et centralt virksomhedsområde. Det er en imponerende kortlægning af idrættens organisering i Sverige, men kortlægningen forbigår offentlige organisationer og enheder bortset fra en banal opgørelse af antallet af kommuner, landsting og statslige universiteter og højskoler. Det havde fx været interessant med en opgørelse over, hvor mange offentlige idrætsanlæg, der som regel drives af lønnede ansatte, der findes. Kortlægningen registrerer ca. 1200 kommercielt drevne idrætsanlæg og ca. 500 ideelt (forenings)drevne anlæg, men der må også findes et stort antal kommunalt ejede anlæg. I det hele taget forsvinder store dele af den offentlige sektor som arbejdsmarked for idrætsuddannede ud af analysen, hvilket givet et skævt billede af den samlede kortlægning og analyse.

Ud fra den tilgængelige statistik fra Statistiska Centralbyrån påviser Åkesson, at der de seneste tyve år er sket en stærk professionalisering af svensk idræt. I begyndelsen af 1990-tallet var der 13.000 ansatte i ’idrottsorganisationer’ (som i statistikken kan kategoriseres som organisationer for idræt), og det var øget til ca. 30.000 i begyndelsen af 2010-tallet. Det er både sket ved, at antallet af idrætsorganisationer, der har ansatte, har øget og ved at disse organisationer har flere ansatte. Analysen viser dog også, at det især er deltidsstillinger, som er vokset i antal. Åkesson giver selv et bud på, hvorfor organisationerne i stigende grad udbyder deltidsstillinger, mens antallet af udbudte heltidsstillinger næsten er konstant i den undersøgte periode. Han mener, at det måske kan skyldes, at der ’saknas möjlighet och resurser att erbjuda annat än deltidsanställningar? Eller kanske förklaringen är att utlysningarna ofta rör tjänster där deltids- och visstidsanställningar anses särskilt lämpliga’ (side 139). Jeg tror, at det hænger sammen med, at hovedparten af de ’organisationer’, som ønsker at opslå stillinger, er frivillige (ideelle) organisationer, som er for små til at ansætte professionelt uddannede specialister på heltid. Endvidere viser analysen, at den stærke stigning i antal opslåede stillinger, som især er sket siden 2006, først og fremmest er tidsbegrænsede stillinger (’visstid’), og samtidig kendetegner det stillingsannoncerne, at der i meget større omfang end tidligere efterspørges ’erfarenhet’. Især det sidste er interessant, fordi det kunne tyde på, at arbejdsmarkedet på dette område tillægger den kompetence, som opnås på anden vis end gennem formaliserede uddannelser, stor betydning. Denne del reflekterer Åkesson slet ikke over!!!

Den sidste del af analysen af idrættens arbejdsmarked er en indholdsanalyse af ’såsom de framstår i utlysningar av tjänster via Arbetsförmedlingen och Riksidrottsförbundet’ (side 147). Analysen viser for det første, at det først og fremmest er ’idrottskonsulenter’ (og ’föreningskonsulent’ og ’fritidsledare’) og ’idrottstränare’ (+ ’idrottsinstruktörer’, ’simlärare’ etc.), som organisationerne ønsker at ansætte. Dernæst følger stillinger til almene organisatoriske opgaver. Til sidst foretager Åkesson en interessant analyse af, hvad der forventes (ud fra stillingsannoncerne) af de forskellige stillingstyper. Analysen viser, at ’det i första hand är attityder av olika slag som efterfrågas, följt av erfarenhet, färdigheter och kunskap’ (fx efterspørges personer til stillinger, som kan arbejde selvstændigt, som er servicemindede, og som er engagerede og positive). Endvidere forventes ’kunskap som direkt handlar om idrott’ (fx om idrottsrörelsen eller ’ideella organisationer’). Åkesson undrer sig imidlertid over, at holdninger og personlige egenskaber tillægges så stor betydning. ’Hur du är framstår av utlysningarna att döma som betydeligt mer essentiellt än vad du kan (har kunskap om) (…) att kunna göra saker – handla, agera och genomföra saker. Det är alltså prioriterat att ha färdigheter och kunna agera framför att besitta teoretisk kunskap’ (side 167). Problemet ved en sådan konklusion er imidlertid, at sådanne annoncer er præget af en vis konformitet i, hvordan sådanne stillingsannoncer skal se ud, og jeg tror, at de fleste stillingsannoncer ser sådan ud i disse år. Når kundskaber ikke tillægges så stor betydning i stillingsopslagene, kan det også skyldes, at det tages for givet. Endelig ved man jo ikke, hvad der er lagt vægt på ved ansættelsessamtalen.

Samlet konkluderes det imidlertid, at hovedparten af efterspørgslen efter ansatte i idrætten ikke sigter på akademisk uddannede generelt eller idrætsvidenskabeligt uddannede specifikt, og dette gælder især for de som arbejder med idræt på det operative niveau.

Relationen mellem forskning, uddannelse og arbejdsmarkedet

I den sidste del af afhandlingen analyseres – eller snarere diskuteres – relationen mellem forskning, uddannelse og arbejdsmarked inden for idrætten. Først ser Åkesson på forholdet mellem forskning og uddannelse og konstaterer, at ’i ämnen som pedagogik, psykologi, hälsa, medicin och fysiologi bedrives det mycket idrottsforskning och utbildning med likartade udgångspunkter och analyser’ (side 175-176). Han mener, at dette gælder for træneruddannelserne, fordi de har et slægtskab med idrætslæreruddannelserne.

Åkesson finder ligeledes, at de uddannelser, som tager sigte på at uddanne instruktører og coaches til den kommercielle fitness- og helseindustri i større udstrækning bygger på ’en nyare marknadslogik’ (side 177). Han mener således, at de ansatte inden for fitness-området adskiller sig fra ansatte inden for den traditionelle foreningsidræt ved i højere grad at skulle ’hantera många olika roller, såsom instruktörer för foretags klienter, mäklare mellan klienter och företaget, samt entreprenörer med en personlig kundbas och eget varumärke’ (side 177). Dette er der imidlertid ikke dokumentation for i afhandlingen, og spørgsmålet er, om det ikke snarere er en helse-logik til forskel fra den traditionelle sports-logik, som præger disse uddannelser. Instruktører i fitness-industrien har givetvis andre opgaver, end en træner typisk har i en idrætsforening, men forskning i idrætsforeninger i Danmark og andre lande viser, at mange trænere i foreninger også er ledere i bestyrelse og udvalg og i det hele taget må varetage mange forskellige opgaver og roller.

Sandsynligvis benyttes generel viden og forskning inden for økonomi, lederskab og organisering, men uden en særlig kobling til idrættens særlige forudsætninger.

Det er mere overbevisende, når Åkesson skriver, at ’sport management-utbildningar är relativt vanliga i Sverige. Däremot finns det inte mycket idrottsforskning på området’ (side 178). Sandsynligvis benyttes generel viden og forskning inden for økonomi, lederskab og organisering, men uden en særlig kobling til idrættens særlige forudsætninger. Åkesson mener, at det kan skyldes, at mange af disse sports-management-uddannelser er opstået på de samme pædagogiske institutioner, hvor idrætslæreruddannelser og også coaching-uddannelser er opstået og udviklet. ’På liknande sätt som tränarutbildningarna kan sägas vara syskon med idrottslärarutbildningarna kan sport managementutbildningarna i bästa fall liknas vid ett adopterat syskon. De finns i familjen vid idrotttsvetenskapliga utbildningar men bygger i grunden på en skild logik – de har ett annorlunda ideologiskt arv’ (side 179). I forlængelse af dette konkluderer Åkesson, at der er ’en uppenbar diskrepans mellan den vetenskapliga kunnskap som produceras genom idrottsforskning och kunskapen som förmedlas till studenter vid idrottsutbildningar på högskolor och universitet’ (side 180).

Åkesson finder en større overensstemmelse mellem, hvad idrætsuddannelserne primært uddanner de studerende til, og de mest efterspurgte jobs (yrkesroller) inden for idrætten: ’Konsulenter och tränare / instruktörer har i viss mån sina motsvarigheter på utbildningssidan – i form av sport management och sport coaching-utbildningar’. Han mener dog ikke, at den forgrening / differentiering, der er sket på arbejdsmarkedet i form af træner- og konsulentroller inden for den traditionelle idræt og fitness-managers og instruktører inden for fitness- og helseområdet har ført til tilsvarende tydelige forgreninger på uddannelsessiden, der passer til de efterspurgte kompetencer på arbejdsmarkedet. Primært fordi de nye sports-management-uddannelser har en tendens til at fokusere på det kommercielle marked og derved forbigår uddannelse af managere til den traditionelle idræt i foreninger og ideelle organisationer. Sidst i afhandlingen konstaterer han desuden, at ’Det verkar inte finnas några sport management-utbildningar som uttryckligen specialiserar sig på att hantera verksamhetsområden som arenor / anläggningar respektive evenemang. Detta är förvånande eftersom just dessa verksamhetsområden har en ansenlig volym på arbetsmarknaden. Det finns inte heller någen forskningsvolym att tala om på dessa områden i Sverige’ (side 190).

Til sidst ser Åkesson på forholdet mellem forskning og arbejdsmarkedet på idrætsområdet. Her viser kortlægningen meget tydeligt, at ’Den forskning som bedrivs om utvecklingen och hanteringen av idrottsorganisationer i Sverige är (…) begränsad. Detta utgör ett problem då det på praktikfältet – arbetsmarknaden – behövs vetenskaplig kunskap på detta område’. Men han konstaterer også, at denne kundskab sjældent eftersørges af organisationer inden for idrætsområdet. Det mener han bl.a. skyldes, at ’Inom folkrörelselogiken är den specialiserade, akademiskt utbildade, professionella aktören alltjämt en udda fågel’ (side 186). Det er altså forskersamfundet, som har identificeret dette behov, men i praktikken ser man ikke samme behov. Det er en interessant iagttagelse, og det kunne have fortjent nogle flere refleksioner fra Åkessons side.

Kommentarer til afhandlingen

Åkesson skal have ros for at have taget dette væsentlige emne op. I lyset af den store vækst de seneste tre årtier inden for forskningen i idræt er det underligt, at Åkesson er den første i de nordiske lande (så vidt undertegnede ved), der har foretaget en større granskning af udviklingen i og relationen mellem forskningen, de akademiske uddannelser og arbejdsmarkedet inden for idrætsfeltet. Åkesson er en pioner på dette forskningsområde. Tak for det.

Det er en imponerende kortlægning, som Åkesson har gennemført af både idrætsforskningens og idrætsuddannelsernes udvikling siden 1970’erne. Mange foreliggende data og informationer er indsamlet og systematiseret på en overbevisende måde, der har resulteret i fine oversigter og tabeller, som giver anledning til gode refleksioner og nye forskningsspørgsmål. Det er et vigtigt grundlag for fremtidig forskning.

Afhandlingen indeholder mange gode og tankevækkende refleksioner, som kommentarer til kortlægningen, men flere af disse refleksioner havde fortjent en større og mere dybdegående diskussion. Det gælder især i afhandlingens sidste relativt korte kapitel om relationerne mellem forskning, uddannelse og arbejdsmarked, som havde fortjent en dyberegående og mere teoretisk inspireret analyse.

Endvidere savnes en dybere analyse af, hvad der kan forklare udviklingen i idrætsforskningen og de akademiske idrætsuddannelser samt relationerne mellem forskning, uddannelse og arbejdsmarked.

Men afhandlingen har også nogle svagheder og mangler. For det første er der væsentlige begrænsninger ved nogle af de metoder og kilder, som Åkesson har valg. Jeg synes især, at det kan diskuteres, hvor godt ’utlysta idrottstjänster’ er som valid kilde til information om, hvad arbejdsmarkedet efterspørger inden for idrætsfeltet. Det er usikkert, hvor repræsentative de ’utlysta idrottstjänster via arbetsförmedlingen’ er for det samlede ’utlysta idrottstjänster’, og som Åkesson selv nævner, er der givetvis mange stillinger, som slet ikke bliver opslået (utlysta). Endvidere tvivler jeg på, at teksterne i disse stillingsannoncer udtrykker alt, hvad den enkelte organisation efterspørger. Fx behøver man ikke i en stillingsannonce for en idrætstræner at skrive, at man forventer, at ansøgeren har stor viden om idræt og træning. Jeg tror, at et spørgeskema til et udvalg af forskellige typer af organisationer inden for idrætsfeltet suppleret med kvalitative interviews ville have givet en mere valid information om, hvad arbejdsmarkedet på idrætsområdet efterspørger. Men jeg anerkender, at analysen af ’utlysta idrottstjänster’ er både original og interessant.

Endvidere savnes en dybere analyse af, hvad der kan forklare udviklingen i idrætsforskningen og de akademiske idrætsuddannelser samt relationerne mellem forskning, uddannelse og arbejdsmarked. Bl.a. hvad der kan forklare, at den pædagogiske forskning gennem fire årtier har bevaret sin dominans, og den lille rolle den sociologiske, organisationsteoretiske og politologiske forskning har haft inden for svensk idrætsforskning – som i væsentlig grad adskiller den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning i Sverige fra både Danmark og Norge. Åkesson er dog flere steder inde på, at det måske skyldes, at den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning især er opstået på institutioner med en idrætslæreruddannelse, hvor der især er fokus på pædagogik, og han henviser også til historisk institutionel teori og specifikt antagelsen om ’path dependence’. ’Med tiden tenderar dock institutioner att växa sig allt starkare och bli allt mer motståndskraftiga mot förändringar. De riskerar med tiden att i växande grad bli konserverande och reproducerande – att bli tröga’ (side 89). Og den manglende sammenhæng mellem forskning, uddannelse og arbejdsmarked forklares med, at de ’… har uppstått, etablerats och institutionalisrats under olika tider och under varierande samhällsideologiska omständigheter, har de fått skilda logiker som en del av sin ideologiska grundstruktur. Därigenom reproducerar de specifika, historiskt formade mönster för tänkande och agerande’ (side 190). Det er en relevant forklaring, men det bliver kun til korte kommentarer, som kunne have fortjent en større uddybning og ’bevisførelse’. Andre teorier kunne også have bidraget til at forklare udviklingen. Fx. den sociologiske og politologiske retning inden for den ny-institutionelle teori, som forklarer organisationers udvikling og handlinger ud fra både de formelle (tvangsmæssige) krav (fx den statslige regulering af forskning og uddannelse) og deres evne til at agere legitimt i forhold de omgivelser, de er mest afhængige af. Det kan således undre, at den ellers meget fine gennemgang af statens regulering af såvel forskning som de akademiske uddannelser stort set ikke inddrages eller diskuteres i den afsluttende analyse.

Endelig er afhandlingen visse steder (ubevidst) normativ i den forstand, at akademisering opfattes som (entydigt) positivt. I stedet for at se det som et problem, at store dele af idræts-arbejdsmarkedet ikke efterspørger akademisk uddannet arbejdskraft, så havde det været interessant med refleksioner over, om det er de akademiske uddannelser, der er problemet med deres fokus på teori, international litteratur (hvis man ikke har litteratur om svenske forhold), lille interesse for praksis og generelt svage orientering mod at kvalificere de studerende til konkrete professioner. Er den delvise professionalisering, der har fundet sted på et område, der har været – og stadig er – domineret af erfaringsbaseret læring og kundskab et gode? Det havde i den sammenhæng været interessant, om Åkesson havde forsøgt at definere og forstå forskning og akademisk uddannelse i forhold til andre former for kundskabsproduktion og vidensdannelse. Fx ved at reflektere over forskellen mellem den form for kundskab og viden, som skabes videnskabeligt, og den mere erfaringsbaserede kundskab, som dominerer store dele af idrætten.

Copyright © Bjarne Ibsen 2015

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message