Analys av socialt kapital och styrning inom europeisk idrott går inte på djupet

Bjarne Ibsen
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC), Syddansk Universitet

Indledning

Bogen, Social Capital and Sport Governance in Europe, består af en række artikler, som alle har det til fælles, at de analyserer idrætten ud fra to begreber, social kapital og governance, og sammenhænge der imellem. De seneste ti år har disse begreber fået meget opmærksomhed i samfundsvidenskaberne, men forholdsvis få forskere har brugt dem til at forstå idrætten, og meget få har brugt de to begreber i sammenhæng. Resultatet af dette er en interessant bog med flere gode artikler men også med en række svagheder.

Bogen er delvis et resultat af et forskningsprojekt om idræt og social kapital, som fandt sted fra 2006 til 2008 og var støttet af EU-kommissionens Marie Curie Excellence Grant til Dr. Margaret Groeneveld på Bocconi University.

Centrale begreber til at forstå idrætten

Der er flere gode grunde til at benytte de to begreber i en analyse af idrætten. De to begreber har som nævnt fået stor opmærksomhed i samfundsvidenskaberne de seneste to årtier, men overraskende få har brugt begreberne og dertil knyttede teorier på analyser af idrætten. Det er især overraskende, fordi der er meget ved idrætten, der synes at kunne forstås og forklares ved hjælp af social kapital og governance. Alene titlen på Robert Putnams berømte bog Bowling alone fra 2000 antyder, at udviklingen i idrætten illustrerer det fald i social kapital, som Putnam finder er sket i USA. Ifølge Putnam er ”league bowling” nemlig et eksempel på en form for socialt netværk og social interaktion, hvor den sociale kapital især dannes. Gennem 1980’erne og 1990’erne voksede antallet af bowlere i USA, men det var ”bowling alone”, hvor man lejlighedsvis bowler med nære venner, familie eller kolleger, der voksede, mens antallet af ”league bowlers”, der deltager i turneringer og typisk er organiseret i foreninger, faldt stærkt. Med Putnams definition og forståelse af social kapital fik man en teori, der gav den type af sociale netværk og relationer, som meget idræt bygger på, en væsentlig samfundsmæssig værdi.

Tilsvarende synes begrebet governance (forstået som styring gennem netværk) bedre at kunne forklare den måde, der udøves politik inden for idrætsfeltet – domineret af frivillige foreninger og organisationer med en betydelig magt – end de tidligere dominerende begreber og teorier for politisk styring har kunnet.

Det interessante ved denne bog er forsøget på at koble de to begreber. På den ene side antages det, at omfanget og karakteren af den sociale kapital i et land eller på et samfundsområde har betydning for karakteren af den politiske styring gennem netværk. Omvendt har dele af forskningen i social kapital interesseret sig for den institutionelle kontekst betydning for dannelsen af social kapital. I forlængelse deraf er det interessant at se på, hvilken betydning styringsformen har for den sociale kapital i idrætten.

Bogen indeholder 10 kapitler. Et indledende kapitel hvor Houlihan og Groeneveld meget fint redegør for bogens centrale begreber og deres sammenhæng. Dernæst et interessant kapitel om EUs idrætspolitik ud fra et governance perspektiv. Dette efterfølges af syv artikler om idræt, social kapital og governance i følgende europæiske lande: Tjekkiet, Danmark, England, Frankrig, Irland, Italien og Norge. Bogen afsluttes med en sammenfattende analyse og konklusion.

I denne anmeldelse vil jeg koncentrere mig om en kort beskrivelse og diskussion af den indledende artikel, artiklen om EUs idrætspolitik samt de to kapitler om social kapital og governance i Norge og Danmark.

Social Capital, Governance and Sport af Barrie Houlehan og Margaret Groeneveld

Der er ingen tvivl om, at det er Putnams analyser af Italien og USA, som har været inspirationen for den enorme interesse for begrebet social kapital, vi har set det seneste årti. Og det er især hans forståelse af begrebet, som benyttes i denne bog. Men bogen begrænser sig ikke til denne definition. Det er en væsentlig kvalitet ved den indledende artikel, at den så grundigt og indsigtsfuldt redegør for forskellene mellem Putnams og Bourdieus forståelse af begrebet. Mens Putnam definerer begrebet ved horisontale netværk og de deraf afledte normer for gensidighed og tillid, definerer Bourdieu begrebet som de magtfuldes middel til at realisere egne interesser. For ham er social kapital noget den enkelte besidder, men som kan akkumuleres ved at deltage i sociale netværk, der giver adgang til andre former for kapital. En given persons sociale kapital afhænger således af omfanget af de netværks-forbindelser, som personen kan mobilisere.

Kapitlet argumenterer overbevisende for, hvorfor regeringer i meget højere grad har kastet sig over Putnams forståelse af social kapital end Bourdieus forståelse. For det første sætter Putnam begreb på en udbredt opfattelse af voksende atomisering og fragmentering i samfundet. Hans forståelse tillægger samtidig fællesskaberne og de frivillige foreninger en særlig rolle, fordi tillid – ifølge Putnam – udvikles ud fra konkrete erfaringer med tillidsbaserede sociale interaktioner. For det andet sætter hans forståelse mindre fokus på klasseforskelle og social ulighed, som Bourdieus indkredsning af begrebet gør.

I kapitlet redegøres der for en række undersøgelser, som finder, at idrætten bidrager til demokrati og social kapital, mens andre forskere er mere kritiske. De to forfattere konkluderer, at

… it is the lack of robust empirical evidence of the positive social outcomes arising from participation in sport and sports associations that characterises the current state of knowledge (p. 10).

Der redegøres tilsvarende grundigt for begrebet governance og dets forskellige fortolkninger: ’Governance as networks’, ’Governance as steering’ og ’Good governance’. Forfatterne forsøger at forklare det – påståede – skifte fra ’command and control’ politikken til ’governance as networks’ som et resultat af neo-liberal politik og voksende involvering af organisationer, virksomheder og andre aktører i stadigt mere komplekse problemstillinger, som den offentlige sektor ikke er i stand til at varetage alene.

… policy objectives have to be negotiated with civil society organisations on which the state is, at least partially, dependent for resources such as information, administrative capacity and expertise(p. 10).

Til forskel fra ’Governance as networks’ har staten en større og mere afgørende rolle i ’Governance as steering’. Staten er altså ikke sat på et sidespor, men har fået en anden og stadig central rolle i et samspil med en række ikke-statslige aktører.

En anden kobling mellem governance og social kapital er ’good governance’ og interessen for, om bestemte organiseringsformer er fremmende for udviklingen af social kapital, tillid mv.:

Institutional arrangements produce particular habits and norms of trustworthiness such as intolerance of corruption, cheating or the exploitation by majorities as unacceptable behaviour, thus making people inherently trustworthy through socialisation mechanisms(p 14).

Forfatterne argumenterer således for, at social kapital bl.a. er et resultat af bestemte institutionelle forhold, dvs. at

patterns of sports club governance may have considerable impact on the capacity of sports clubs to generate social capital and on the type of capital that is produced (p. 14).

Bogens fokus er således ikke, at staten har fået mere eller mindre indflydelse på idrætten, men i højere grad hvordan sports organisationer og klubber er reguleret. Et centralt mål for styringen af idrætsorganisationer og klubber synes at være, at disse skal være gode samarbejdspartnere for det offentlige. Og det kan ske på andre måder end ved udnyttelsen af deres økonomiske afhængighed af det offentlige. Fx ved aktivitetsindberetninger, kontrol, formulering af mål og måling af nøgle-indikatorer. Men hvilken betydning har det for dannelsen af social kapital?

The EU and Sport Governance. Between Economic and Social Values af Borja García

I en meget interessant artikel om EUs sportspolitik redegør Borja García med et stort overblik for, hvordan EU i mange år har balanceret mellem to syn på idrætten: A) Sport som en social-kulturel aktivitet med implikationer for civilsamfundet og B) sport som en økonomisk aktivitet. Den social-kulturelle dimension blev italesat før den økonomiske og hænger bl.a. sammen med EU-institutionernes ønske om større social-kulturel integration blandt EU-borgere. Denne dimension ved idrætten og idrætspolitikken har især haft opbakning fra idrætsorganisationerne, Europa Parlamentet, medlemsstaterne samt DG Education and Culture (EU kommissionens generaldirektorat for uddannelse og kultur).

Inden for EUs forskellige institutioner har der imidlertid også været et andet syn på idrætten og EUs rolle i forhold dertil. Domstolen og ’DG Competition Policy’ har vedvarende fastholdt, at sport har en økonomisk dimension og derfor må følge de samme regler, som andre økonomiske områder. Dvs. at idrætten må følger reglerne for det indre marked: Den frie bevægelighed for a) arbejdere, b) varer, c) kapital og d) udbud af service. Når dele af Kommissionen har fokus på dette, skyldes det i høj grad andre økonomiske sfærer, som har store interesser i idræt (bl.a. medie-sektoren). I den forstand er reguleringen af sporten en ’indirect sports policy’, idet reguleringerne ikke primært er rettet mod sporten men har konsekvenser for sporten. Derfor har den økonomiske dimension også haft meget større indflydelse på EUs sportspolitik end den socio-kulturelle dimension har haft.

Sports-organisationerne har argumenteret for, at sporten har en særlig karakter, og denne forståelse har i stigende grad præget deklarationerne for sport, bl.a. i Amsterdam- og Nice-deklarationerne, hvor der argumenteres for, at idrætten har særlige værdier og strukturer, som der må tages hensyn til. Disse er ganske vist ikke bindende men dog retningsgivende.

Mellem disse to retninger inden for idrætspolitikken er der de seneste år opstået en form for kompromis. De europæiske institutioner anerkender sportens særlige sociale værdi og komplekse struktur, som omfatter meget mere end den kommercielle og professionelle sport. På den anden side har EU institutionerne også fokus på, at EUs regler også gælder for sporten. Men da EU ikke kan lovgive på området, og idrætsorganisationerne vender sig stærk imod en regulering af idrætten, er der nu i højere grad fokus på ’improving sports’s standards of governance’.

Garcia konkluderer, at

EU institutions seem to be playing a game of carrot and stick with the sporting movement. If sport organisations improve their standards of governance and demonstrate that their commercial activities are really motivated to develop the social and grassroots dimensions of sport, then there will be less reason for EU intervention. The EU is offering sport organisation a degree of ‘supervised autonomy’ (p 33).

Det er en meget interessant artikel, selvom den ikke fortæller meget om sammenhængen mellem governance og social kapital.

Governance and Social Capital: Democratic Effects and Policy Outcomes in Nordic Sport Model af Ørnulf Seippel

De seneste ti år er der i Norge gennemført en række undersøgelser af norsk idræts organisering, idræts-demokratiet og den sociale kapital i idrætten. Ved at inddrage denne forskning søger Seippel at undersøge ”how governance structures and social capital influence ’democratic effects’ and ’the outcome’ (efficiency, efficacy and equity)”. Med udgangspunkt i Putnams antagelse, at deltagelse i frivillige organisationer bidrager til ’generaliseret tillid’, som er fremmende for demokratiet, undersøger Seippel, om det norske idrætssystem har en positiv indvirkning på tre demokratiske dimensioner.

For det første er en stor andel af befolkningen medlem af en idrætsklub, og derfor har sporten potentialet til at bidrage til udvikling af individuelle demokratiske færdigheder. Men en stor del af medlemmerne er enten passive eller har forholdsvis svage relationer til andre medlemmer. Derfor kan det antages, at det især er de mange frivillige, som bidrager til social kapital og demokrati. Norske studier viser imidlertid, at de frivillige i idrætten er mindre motiveret af kollektive værdier, end frivillige på andre områder er, og at hovedparten af de frivillige bruger forholdsvis lidt tid derpå. Dette giver grund til at tro, at det alligevel er begrænset, hvor meget idrætsforeningerne bidrager til udvikling af individuelle demokratiske færdigheder og holdninger.

For det andet påstår Seippel, at idrætten i meget lille grad deltager i den offentlige debat. Når man hører om idrætten i medierne er det primært resultater, præstationer mv. Endvidere viser studier, at medlemskab af en idrætsforening i mindre grad end medlemskab af andre typer af frivillige organisationer skaber ’generaliseret gensidighed’. Seippel tolker dette som udtryk for, at sport er bedre til ’bonding social capital’ end til ’bridging social capital’.

Endelig ser Seippel på den politiske repræsentation. Hvad angår det interne repræsentationssystem har norsk foreningsorganiseret idræt et formelt demokratisk system. Men den reelle deltagelse i de forskellige demokratiske fora er meget lille. Hvad angår det eksterne system beskriver Seippel det som et system, der fungerer gennem mindre formaliserede netværk eller som ’a family relation’, og at idrætssystemet i mindre grad end andre samfundsområder udøver politik på ’normal vis’.

I den anden del af analysen undersøges effekten af det norske idrætssystem baseret på en analyse af effekten af den statslige støtte til idrætsanlæg, hvor Seippel ser på tre effekter: Efficiency, efficacy og equity.

Hvad angår ’efficiency’ (effektivitet) bygger hele systemet for offentlig støtte til idrætsanlæg i Norge i høj grad på social kapital, ved at offentlig støtte forudsætter en stærk lokal opbakning, og for denne del af analysen konkluderer Seippel, at

a basic governance-structured-arrangement is indeed efficient in bringing together different types of resources where the outcome is experienced as profitable for all actors involved (p. 174).

Idrætssystemet og den måde idrætsfaciliteter støttes på har imidlertid en tendens til at fremme anlæg for bestemte idrætsaktiviteter, deltagelsesformer og målgrupper på bekostning af andre deltagelsesformer og målgrupper – primært ikke-organiseret idræt og voksne idrætsudøvere. Dvs. at systemets effektivitet i ressourcemæssig forstand er på bekostning af dets ’efficacy’ (virkning i forhold til målsætning) og ’equity’ (lighed).

Seippel finder altså, at det norske system langt fra er perfekt, men alligevel bedre end andre idrætspolitiske systemer. Artiklen er en interessant analyse af det norske idrætssystems (governance system) effekter. Artiklen havde dog fortjent, at der have været mere plads til at uddybe analysen, som visse steder er noget kortfattet og forenklet. Endvidere er forbindelsen mellem governance og social kapital ikke overbevisende i dele af analysen.

Danish Sport Governance: Tradition in Transition af H. Thomas R. Persson

Den fjerde artikel, som her skal omtales, er Thomas Perssons analyse af ‘Danish Sport Governance’. Analysen tager udgangspunkt i følgende postulerede sammenhæng mellem governance og social kapital:

How sport is governed has a central role for the creation and recreation of social capital. The ways Sport Governing Bodies govern influences the arenas where social capital potentially may be created. Likewise, social capital is central to governance in that the smoothness of the everyday business may be determined by internal as well as external networks (p. 68).

En meget interessant hypotese, men desværre kommer artiklen aldrig til for alvor at handle om dette.

Undersøgelsen ser på Dansk Boldspil Union, Dansk Håndbold Forbund og Dansk Sejlunion, dvs. tre traditionelle DIF-forbund. Dette valg af forbund / idrætsgrene begrundes ikke udover, at de er blandt de største i Danmark. Men valget er problematisk i lyset af Perssons forsøg på at sige noget generelt om det danske idrætssystem. Det kan være svært at gøre dette ud fra en analyse af tre forbund, men det havde styrket analysen, hvis den havde omfattet et mindre forbund og et forbund, som beskæftiger sig med nye idræts- og motionsformer.

Persson skelner mellem ’Leisure ties’ og ’Professional ties’. ’Leisure ties’ er det, vi normalt vil betegne som social kapital, dvs. de sociale bånd mellem idrætsudøvere. Han finder, at de sociale bånd i de undersøgte idrætsgrene især kan betegnes som ’bonding social capital’, hvor sammenholdet ligner ’en stor familie’. Derimod finder han, at idrætten i Danmark i lille grad bidrager til dannelsen af ’bridging social capital’, som han mener, at forestillingen om idrættens betydning for demokratisk dannelse og integration især afhænger af. Dette finder han især belæg for ud fra det forhold, at idrætsforeningerne har svært ved at inkludere forældre med en indvandrerbaggrund i idrætsforeningerne. Han beskriver, at båndene mellem forældre til børn udelukkende er knyttet til børnenes deltagelse i idrætsforeningen, i turneringer mv., men ikke rækker derudover. Dette er givetvis en rigtig observation, som andre studier også har vist, men analysen er alligevel meget forenklet. For det første ser analysen kun på forældrene og ikke voksne aktive. For det andet kan ’bridging social capital’ ikke alene vurderes ud fra relationerne mellem forskellige etniske grupper.

I en anden del af artiklen ser Persson på, hvordan de tre idrætsforbund repræsenterer deres klubber. Ud fra eksempler fra fodbold og sejlsport, hvor medlemsklubber er uenige i ledelsens beslutninger, finder Persson, at der er ’problems of mistrust and missed reciprocity’ mellem forbundene og klubberne. Denne afstand mellem de nationale idrætsorganisationer og de lokale idrætsklubber er også vist i andre undersøgelser, men Perssons forklaringer derpå er problematisk. For det første synes han at antage, at uenighed skyldes ’mistrust’ og ’missed reciprocity’. Men uenighed kan jo ganske enkelt være et resultat af forskellige interesser og holdninger, som der vil være i enhver organisation. ’Mistrust’ er derfor snarere et resultat af måden, man håndterer denne uenighed. Endvidere mener Persson, at

sport governance is about serving your membership and some of the clubs are clearly wondering what kind of service they are getting for their membership fees (p. 74).

Dertil kan man indvende, at sport governance i et demokratisk system i højere grad handler om at agere demokratisk, hvilket indebærer at der tages beslutninger på et demokratisk grundlag. Men det er ikke det, som analysen ser på. Endelig forklarer Person uenigheden og afstanden mellem forbundene og deres medlemsklubber med, at der er dårlig kommunikation. Det kunne også skyldes, at forbundene i stigende grad er professionaliseret og i mindre grad bygger på frivillige i bestyrelse og udvalg, som repræsenterer klubberne.

Persson konkluderer, at

there seems to be a case of increasing national mistrust and missed reciprocity. That is, the Danish public is starting to question what they are getting for their tax money(p. 76).

Derfor finder han, at

sport needs to live up to good governance criteria and, consequently, become more open, show good as well as less good cases in order to demonstrate that they are working hard on living up to their side of the mutual dependency arrangements (p. 76).

Det kan være rigtigt, men det er slet ikke underbygget i artiklen, og det bygger udelukkende på en normativ opfattelse af, hvad good governance er.

Desværre indeholder artiklen en række af sådanne påstande, der ikke er belæg for i analysen. Lad mig blot nævne fire udokumenterede påstande.

[1]

I indledningen til artiklen henviser Persson til Putnams påstand om, at social kapital i USA eroderer, mens andre forskere i nordiske lande snarere viser det modsatte. Derpå argumenterer han for, at dansk idræt er en mellemting mellem disse to positioner. Men det kan han ikke sige noget om, fordi studiet ikke undersøger udviklingen i social kapital over tid.

[2]

Social capital primarily seems to exist either due to initiatives for individuals, the real enthusiasts, or due to an unreflecting belief by membership or state in old institutions (p. 78).

Det havde været interessant at få denne påstand uddybet og dokumenteret, da det til dels er det modsatte af hele artiklens og bogens udgangspunkt, at social kapital er et resultat af strukturerne og styringsformerne.

[3]

If being honest about making sport governance more professional, the Danish sport community, Sport Governing Bodies as well as clubs, need to be serious about creating a more inclusive sport community and a culture that fully includes women and non-ethnic Danes on all levels of sport governance (p. 78).

Det er anmelderen af denne bog helt enig i, men er denne tilstand et resultat af karakteren af social kapital og governance i idrætsforbund eller idrætsklubber, eller skyldes det noget helt andet? Det viser analysen desværre ikke noget om.

[4]

Vedr. en diskussion af tidligere planer om at sammenlægge de to store idrætsorganisationer i Danmark (Danmarks Idræts-Forbund og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) konkluderer Persson:

The research findings suggest that a future positive decision will strengthen the social capital, leisure and professional, of the DIF and the DGI in relation to the state and, therefore, indirectly the majority of the Danish population (p. 79).

Dette er der heller intet belæg for, og det synes at være et rent normativt synspunkt. Tværtimod konkluderer han tidligere i artiklen, at social kapital er et resultat af individers initiativer og medlemmernes ureflekterede tro på det.

Samlet vurdering

Bogen indeholder andre interessante analyser. Bl.a. en analyse af Nordirland, der viser, at sporten kan bidrage til at opbygge bånd og tillid på tværs af protestantiske og katolske grupper og samfund. Og en analyse af sejlsport i Italien, som konkluderer, at medlemskabet af sejlsportsklubber bidrager til at reproducere social og økonomisk kapital blandt medlemmerne, men at netværkene er forbeholdt en eksklusiv gruppe, som mindre kapital-stærke grupper er udelukket fra.

Desværre lykkes det ikke redaktørerne af bogen at sammenkæde de forskellige analyser af forholdet mellem ’governance’ og ’social kapital’. I det afsluttende kapitel konkluderer Margaret Groeneveld og Fabien Ohl, at

The various national contexts and policies, reflected in all the chapters, show the diversity of uses of sport culture and governance and influences on social capital (…). In other words, the data in this book cannot be used to justify the priority given to one type or use of sport culture over another (p. 193).

Men denne erkendelse forhindrer jo ikke, at forfatterne kunne have forsøgt at sammenligne de forskellige styringsformer og deres betydning for dannelsen af social kapital. Fx have forsøgt at udvikle en typologi. I stedet nøjes forfatterne med at skrive, at det er meget komplekst, og at der mellem landene er store forskelle. Sådan skriver samfundsforskere som regel, når de ikke er blevet klogere på det fænomen, de undersøger. Men det skyldes måske, at bogens to centrale begreber defineres for bredt og anvendes meget forskelligt i de forskellige artikler. Groeneveld og Ohl må da også konkludere:

What this volume illustrates most clearly is that social capital as metaphor and as concept, is, in fact, a reflection of myriad forms of traditional social exchange relations across a broad spectrum of practice (p. 194).

Bogens væsentligste værdi er dels de teoretiske refleksioner over sammenhængen mellem governance og social kapital, dels flere interessante analyser af denne sammenhæng i forskellige lande og forskellige idrætsgrene. Det er imidlertid en skuffelse, at forfatterne ikke formår at bruge de forskellige analyser til at identificere ligheder og forskelligheder i forholdet mellem governance og social kapital.

Copyright © Bjarne Ibsen 2013