Långt mellan guldkornen

Jørn Hansen
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, Odense 



Jacqueline Merchant, Barbara L. Griffin & Anne Charnock (red)
Sport and Physical Activity: The Role of Health Promotion
322 sidor, hft.
Basingstoke, Hamps.: Palgrave Macmillan 2007
ISBN 978-1-4039-3412-3


Begreber som “active living” og “healthy lifestyle” er i løbet af det sidste årti blevet integreret i de fleste idrætsuddannelser verden over. Hvor de fleste idræts­uddannelser tidligere tog udgangspunkt i sporten og gymnastikken ud fra en pædagogisk-, trænings- og bevægelsesmæssig forståelsesramme har behovet for sundhedsfremme udvidet denne forståelsesramme med begrebet fysisk aktivitet, samtidig med at der internationalt er blevet etableret, hvad jeg vil betegne som en WHO-konsensus, i tilgangen til sundheds­fremme og fysisk aktivitet. Når jeg skriver tilgang i stedet for forskning eller studier er det helt bevidst, fordi meget arbejde med fysisk aktivitet og sund­hedsfremme i højere grad er præget af praktiske anvisninger på, hvorledes fremtidens idrætspædagoger i overensstemmelse med diverse nationers folkesundhedsprogrammer kan intervenere for at fremme fysisk aktivitet i sund­heds­­øjemed.

Antologien Sport and Physical Activity er udtryk for denne nyere tendens inden for uddannelsen af idrætslærere eller ”Physical Education teachers” som det efterhånden er kommet til at hedde i internationalt sprogbrug, og henvender sig da også som en lærebog primært til studerende. De tre redaktører er alle knyttede til sundhedsuddannelser ved University of Sunderland, og de 19 artikler har som forståelsesramme for arbejdet med sundhedsfremme den angelsaksiske verden, hvad dog ikke adskiller sig synderligt fra WHO’s forståelsesramme. Aktuelt refereres der til den britiske regerings ønske om sundhedsfremme, som det blev formuleret i 2004 iChoosing Health. White Paper og som efter alt at dømme har stor lighed med den danske regerings program Sund hele livet fra 2003 og sikkert også kan genfindes i den svenske regerings sundhedsprogrammer. Interessant er det således, at ind­delingen af antologiens artikler i fire hoveddele spiller flot sammen med den danske regerings sundhedsprogram. Bogens første del omhandler en introduktion til sundhedsfremme, sport og fysisk aktivitet som begreber, medens de tre følgende dele ”Health of the Individual”, ”Health of Communities” og ”Health of Society” fuldstændigt overlapper tredelingen i Sund hele livet: Hvad kan den enkelte gøre for fremme af sundheden, hvad kan fællesskaberne gøre og hvad kan det offentlige gøre. Jo, der er tale om konsensus både i denne tredeling, og når talen kommer om social ulighed i sundhed – et område, hvor WHO generelt har sat diverse regeringsprogrammer over for en næsten uløselig opgave.

At vurdere alle 19 artikler vil være en dræbende opgave for såvel anmelderen som læseren af anmeldelsen, især fordi der generelt er langt mellem de store guldkorn. For eksempel får vi i artiklen ”Health Benefits of Physical Activity across the Lifespan” at vide, at ”healthey eating and appropriate regular exercise is the key” (s. 78). For de fleste artikler gælder, at de i deres bestræbelser på fremme af sundhed og fysisk aktivitet i deres praksisanvisninger er enormt velmenende, men sjældent påviser store resultater. I fokus er påpegningen af, hvor vigtig fysisk aktivitet er for fremme af sundheden. Dette er dokumenteret, siges der i de fleste artikler, men alligevel bruges der rigeligt med spalteplads til at henvise til slig dokumentation. Konsensus-traditionen betyder tilsyneladende referencer selv til banaliteter. Vedrørende Prochaskas og DiClementes kendte stages of chance model står der således ordret: ”The model identifies five stages of chance (Marcus and Forsyth, 2003)” (s. 110).

Det ligger i sagens natur, at anvisningerne på praktisk intervention ikke indeholder større passager med samfundskritiske overvejelser; kun én artikel, ”Culture, Lifestyle and Identity: Constructing the Healthy You”, diskutere den disciplinerende side af fysisk aktivitet og sundhedsfremme. I stedet er der i højere grad tale om såkaldte politisk korrekte tilgange til de velmenende sundhedsfremmende tiltag. I bogen er derfor også artikler, der omhandler ”Ethnicity and Health Promotion”; “Disability, Sport and Exercise” samt ”Gender and Sport: Promoting/Preventing Health in Our Schools” – hvor det i konklusionen bliver pointeret: ”we need to address the low participation rates and drop out rates of girls in sport and physical activity” (s. 198).

De efter min opfattelse bedste artikler i bogen udgøres af de to første artikler, der tager fat på de definitoriske og praktiske problemer, der er forbundet med brugen af begreberne sport og fysisk aktivitet inden for den samme sundhedskontekst – der kommer der i det mindste en række interessante bud på, hvorledes man kan omgås disse problemer. Endvidere er der en brugbar oversigtsartikel om udviklingen inden for FN og WHO i arbejdet med sundhedsfremme, ”Global Health Promotion: Issues, Principles and Practice”, som også har blik for det sendrægtige og indviklede ved det bureaukratiske verdenssundhedssystem.

Sammenfattende præsenterer antologien en række artikler, der berører velkendte problemstillinger, uden at disse analytisk eller i praksis løftes op på et højere plan. Bogen præsenterer sig selv som ”student friendly”, måske har den været lidt for venlig i hovedparten af artiklerne. 

 

 

© Jørn Hansen 2008


Köp boken från Bokus.se
Kjøp boken fra Capris.no
Køb bogen fra Adlibris.dk
Buy this book from Amazon.co.uk
Buy this book from Amazon.com

Print Friendly, PDF & Email

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.