Et forskningsbaseret jubilæumsskrift i et flot layout med en række gode billeder

Print Friendly

Jørn Hansen
Idræt og biomekanik, Syddansk Universitet


Hans Bolling & Leif Yttergren (red) 200 år av kroppsbildning: Gymnastiska centralinstitutet/Gymnastik- och idrottshögskolan 1813–2013 290 sidor, inb., ill. Stockholm: Gymnastik- och idrottshögskolan, GIH 2013 ISBN 978-91-980862-0-1

Hans Bolling & Leif Yttergren (red)
200 år av kroppsbildning: Gymnastiska centralinstitutet/Gymnastik- och idrottshögskolan 1813–2013
290 sidor, inb., ill.
Stockholm: Gymnastik- och idrottshögskolan, GIH 2013
ISBN 978-91-980862-0-1

Svenske historikere, der arbejder med idrætshistorie, har haft nogle travle år. Sidste år kunne man i Sverige fejre 100-året for De Olympiske Lege i 1912, hvad førte til to store publikationer, og i år har man kunnet fejre 200-året for grundlæggelsen af Gymnastiska Centralinstitutet/Gymnastik- och idrottshögskolan. Som det var tilfældet med sidste års ene publikation, antologien Stockholmsolympiaden 1912, er det Hans Bolling og Leif Yttergren, der har påtaget sig redaktørarbejdet. Og igen er der tale om en interessant antologi i et flot layout med en række gode billeder.

De to redaktører lægger selv ud med antologiens først artikel ”200 år av kroppsbildning – Gymnastiska Centralinstitutet/Gymnastik- och idrottshögskolan – en introduktion”, som derfor også er den bredest anlagte artikel i antologien. Intentionen med antologien har været at sætte fokus på en række forskellige perspektiver, som har spillet en væsentlig rolle igennem de 200 år instituttet/højskolen har eksisteret. Det drejer sig om verdens ældste og stadig eksisterende institut/højskole for uddannelse af lærere inden for idræt og helse. Fra begyndelsen var der tale om, at både ”frisk- och sjukgymnastik” stod centralt i den uddannelse, som P.H. Ling, som den første leder af skolen, stod bag. Om Lings system så var så unik et svensk foretagende, som nogen en overgang i forhold til udviklingen i instituttets første århundrede har hævdet, er så i høj grad diskutabelt. Ling var givetvis inspireret af en række andre samtidige gymnastikpædagoger, men satte fra begyndelsen også en række afgørende fingeraftryk, som længe kom til at præge uddannelsen ved skolen. Fx sygegymnastikken, som dannede grundlaget for den senere fysioterapi, og så en indgroet mistillid til konkurrenceidrætten, en mistillid som i øvrigt også gjorde sig gældende hos ”Turnvater Jahn” i Tyskland. Introduktionen forholder sig derudover til en række problemer som forholdet mellem mandlighed, nationalisme og social integration, udbredelsen af Ling gymnastikken til andre lande, kropsøvelserne, kønsaspekter, pædagogikken og videnskabelighed i uddannelsen, som bliver behandlet mere udførligt i antologiens øvrige artikler. Og da Ling gymnastikken, og hvad deraf fulgte, jo igennem en årrække har været et centralt forskningsområde i svensk idrætshistorisk forskning, er der da også noget at komme efter.

I antologiens anden artikel ”Gymnastik, nation och manlighet. Grundandet av Gymnastiska Centralinstitutet” af Jens Ljunggren diskuteres Ling gymnastikkens første skridt i Sverige ud fra et gymnastik- og idéhistorisk perspektiv. Ling gymnastikken etableredes samtidig med, at en række mellemeuropæiske filantroper ligeledes udformede gymnastiksystemer. Mest kendt blev med tiden den tyske turnen, som Friedrich Ludwig Jahn formede. Ved en sammenligning af Ling gymnastikken og turnen påviser Ljunggren, hvorledes den svenske gymnastikudgave fra begyndelsen var knyttet til staten, til det offentlige skolevæsen, mens filantroperne og Jahn var knyttet til civilsamfundet. Med baggrund i bl.a. ønske om en stærk mandlig ungdom, som baggrund for en almindelig værnepligt, kan indførelsen af Ling gymnastikken i Sverige på en måde opfattes som en ”revolution fra oven”, som medvirkede til at give den svenske gymnastik en særlig status i det offentlige rum. Både i Sverige og Tyskland indgik gymnastikken også i bestræbelserne på at forme gode samfundsmedlemmer. Ifølge Ljunggren blev fremgangsmåden i Sverige præget af en rationel tankegang – efter Ling, mens den i Tyskland i højere grad var præget af emotioner – efter Jahns forankring i troen på det tyske folk. Supplerende hertil kan tilføjes, at det emotionelle aspekt bestemt, som påvist af Ove Korsgaard, har spillet en stor rolle for den måde den svenske gymnastik blev etableret i Danmark på. Hvor svensk gymnastik – som tilfældet var for turnen i Tyskland – blev forbundet med den grundtvigianske tro på det danske folk og med sangen, digtene og historien.

I ”Svärdet, facklan och staven samt en ek på villovägar? Synen på sjuk och frisk vid GCI 1813 till cirka 1950” beskæftiger Anders Ottosson sig i en spændende artikel med udviklingen af ”Medikal gymnastik” eller sygegymnastik på instituttet/højskolen. Fra begyndelsen stod sygegymnastikken centralt i uddannelsen og var tilsyneladende vigtig for, at færdiguddannede kunne brødføde sig. I begyndelsen betød den rationelle tankegang, der lå til grund for sygegymnastikken, at sygegymnasterne stod stærkere end datidens ortopæder, der mest udøvede ikke invasive behandlinger. Men i takt med at datidens lægekunst mere og mere blev til lægevidenskab ændredes dette. Afgørende blev det, da ortopæderne blev mere kirurgisk orienterede, og da de i 1913 fik det første professorat på KI begyndte magtbalancen at tippe til fordel for medicinen. Udskilningen af sygegymnastikken fra GCI begyndte gradvis, samtidig med at sygegymnastikken måtte underordnes en medicinsk overvågning. En udskilningsproces, der let kunne gennem­føres, fordi der også kom et kønsaspekt ind i billedet. Fra 1864 tillod GCI kvinder at tage uddannelse ved GCI, og med tiden blev sygegymnastikken stort set et kvindeområde.  Det drejede sig her som i andre tilfælde i medicinhistorien om kampen om definitionsretten i forhold til sygdom og sundhed – en kamp lægerne som regel har vundet.

Pia Lundquist Wanneberg beskæftiger sig i bogens fjerde artikel med ”Elin Falk, GCI och föreställningar om barnet- En analys av gymnastikstriden vid Stockholms folkskolor 1910-1913” med en voldsom strid, der i det angivne tidspunkt med udgangspunkt i en reform som Elin Falck stod bag, udspandt sig om de ”rigtige” pædagogiske øvelser for datidens børn i folkeskolen. En diskussion Wanneberg relaterer til de daværende (konstruerede) forståelser af barnet. På den ene side var den traditionelle opfattelse af barnet som et menneske på et ”primitivt udviklingsstadie”, der i bevægelsessammenhænge krævede kommandoer med militær islæt. På den anden side stod fornyerne, der så barnet som en aktivt udviklende person, der skulle undervises i en tilpasset og engagerende gymnastik, som kunne udvikle barnet til medborger i samfundet. Interessant nok en tankegang, der oprindelig også lå til grund for den filantropiske gymnastik.

Det var mænd der sørgede for gymnastikkens udbredelse på de danske højskoler, der som private folkelige oplysningsinstitutioner var noget helt andet end svenske højskoler – ja de må vel nærmest placeres som en del af civilsamfundet.

Elin Falck var en af flere kvindelige pionerer, der blev uddannet fra instituttet/højskolen. I artiklen ”Sally Högström og det moderne kvindeprojekt. Svensk gymnastik og GCI’s betydning i Danmark” beskæftiger Else Trangbæk sig nærmere med Sally Högström, som kom til at stå for uddannelsen af de første kvindelige Ling gymnaster i Danmark. Et moderne projekt, hvor gymnastik, sundhed og hygiejne gik hånd i hånd. Ling gymnastikkens indførelse i Danmark var et anliggende for mænd. Det var mænd der sørgede for gymnastikkens udbredelse på de danske højskoler, der som private folkelige oplysningsinstitutioner var noget helt andet end svenske højskoler – ja de må vel nærmest placeres som en del af civilsamfundet. I forhold til kønsaspektet var den udbredte opfattelse, at der var tale om en gymnastik for en universel krop, hvad ikke helt svarede til datidens kvindeforståelse. Ernst Trier fra Vallekilde højskole ønskede da også en speciel introduktion til svensk gymnastik for kvinder. I den sammenhæng kom Sally Högström ind i billedet, da hun som en kvinde fra det borgerlige miljø i Sverige fik til opgave at undervise i gymnastik på Vallekilde. Det var op ad bakke, men gradvist fik hun udbredt gymnastikken i sammen med øget kendskab til hygiejne. På den måde blev Sally Högström en af fortropperne i udformningen af det der senere er blevet betegnet som det moderne kvindeprojekt eller ”projekt husmoder”, hvor kvinden som husmoder kom til at varetage såvel opdragelsesmæssige som hygiejniske funktioner i hjemmet.

I ”Pionjärer med moraliskt mod : ett sekel med en kvinnlig lärarutbildning i kroppsövning” af Susanne Lundvall og Jane Meckbach er det to kvindelige gymnastiklærer fra GCI, der er i fokus: Martina Bergman og tidligere omtalte Elin Falk. Begge virkede de som reformatorer inden for uddannelsessystemet. Elin Falk som reformator af svensk skolegymnastik, og Martina Bergman som reformator af den engelske skolegymnastik, samtidig med at hun etablerede en læreruddannelse for kvinder. Fælles for fortællingerne om de tre kvindelige pionerer er, at de har haft stor gavn af Olle Halldéns studie Vandringsboken: en femtiårig brevkorrepondance mellan kvinnliga gymnastikdirektörer examininerade 1893 från Kungliga gymnastiska centralinstitutet fra 1996, som har været en guldgrube i forhold til at anskueliggøre, hvorledes udbredelsen af det svenske gymnastiksystem opfattedes som en væsentlig del af uddannelsen for kvindelige gymnastikdirektører.

I antologiens syvende kapitel ”Rationell träning. GCI:s fysiologiska forskning i möte med samhälle och idrott” af Daniel Svensson og Sverker Sörlin fokuseres der, som det fremgår af titlen, på en interessant måde på mødet mellem fysiologien, idrætten og samfundet. Udgangspunktet er tiden efter Anden Verdenskrig, hvor den danske fysiolog og Lindhardt-elev Erik Hohwü-Christensen er blevet leder af GCI. Et interessant skifte, eftersom Jan Lindhardt kraftigt havde kritiseret Ling gymnastikkens ”såkaldte videnskabelighed”. De to forfattere ser en sammenhæng mellem efterkrigstidens tillid til rationalisering, modernisering og øget produktivitet på det samfundsmæssige område, og så fysiologernes opfattelse af muligheden for at dyrke kroppen som en rationel maskine, som bl.a. gjorde sig gældende hos Hohwü-Christensen. I forhold til instituttet/højskolen betød dette et skift fra et Ling gymnastisk helhedssyn til en fysiologisk begrundet rationel træning. Ved god pleje af den kropslige maskine kunne man både øge produktiviteten og samtidig garantere en øget folkesundhed. Derfor blev fysiologisk grundforskning mere interessant end egentlig idrætsforskning. I princippet var der for fysiologerne vel ikke forskel på arbejdsfysiologi og idrætsfysiologi, kun fordi eliteidrætsudøveren havde en optimal motor, blev disse interessante for fysiologerne på GCI. Som en konsekvens af dette blev apparatur som fx cykelergometer en del af såvel træningen for eliteidrætsudøverne som for den relevante træning af den kropslige motor så en sund person kunne indgå i ”folkehemmet”.

Et særligt afsnit er helliget skolens forhold til idrætten (sporten) i form af den frivillige idræt under RF, hvor indførelsen af skoleidrætsmærket her – som i Danmark – spillede en rolle for udbredelsen af denne.

Hvor artiklen om ”Rationell träning” koncentrerede sig om tiden efter Anden Verdenskrig, så dækker den følgende artikel, ”Från exercis och dagövningar till Idrott och hälsa. Skolans fysiska övningar” af Björn Sandal, tiden fra skolens begyndelse til vor tid. Fra Ling gymnastikken under indflydelse af militære øvelser til en mere pædagogisk skole­gymnastik med fokus på eksakte øvelser. Vi hører på ny om Elin Falk og skolereformen, samt om overgangen til den konditionsorienterede træningslære under Hohwü-Christensen. Et særligt afsnit er helliget skolens forhold til idrætten (sporten) i form af den frivillige idræt under RF, hvor indførelsen af skoleidrætsmærket her – som i Danmark – spillede en rolle for udbredelsen af denne. Den seneste udvikling på skolen fra ca. 1960 og frem dækkes under overskriften ”Från fysiologi till hälsa”, hvor fysiologien og idrætten (boldspil) kom i fokus, siden er dans og friluftsliv blevet føjet til, men boldspillet og den fysiske træning er stadig de dominerende områder. De nye udfordringer, som de såkaldte livstilsbetingede sundhedsproblemer og den ikke organiserede idræt skaber for skolen uddannelse, behandles til gengæld kun sporadisk.

På trods af, at GCI/GIH har eksisteret i 200 år og i midten af forrige århundrede ansatte den første professor blev en egentlig forskeruddannelse først etableret ved skolen i 2010. Hvad dette har betydet og medført af nye problemer behandles i antologiens næstsidste artikel ”Idrottsvetenskap – läran om … idrott? En nutidshistoria om forskarutbildningsämnet idrottsvetenskap” af Håkan Larsson, der har fået ansvaret for forskeruddannelsen ved GIH. Artiklen starter med en begrebsanalyse i forhold til såvel begrebet idræt som begrebet videnskab, derefter undersøges der med udblik til de andre idrætsforsknings­institutioner i Sverige, hvad man rent forskningsmæssigt gør i praksis. Problemerne med de to hovedlinjer i forskningen, den naturvidenskabelig-medicinske og den humanistisk-samfundsvidenskabelige, debatteres i forhold til de genstandsfelter, de umiddelbart passer med, nemlig henholdsvis ”fysisk aktivitetsvetenskab og/eller idrottens mening”, samt de forskellige publikationstraditioner. På ønskelisten står dog her som ved andre idrætsforskningsinstitutioner mere interdisciplinær forskning.

Den sidste artikel i antologien ”Hövdingarna. GCI/GIH:s chefer under 200 år” af Jan Lindroth omhandler hovedparten af de personer, der har været leder af institutionen fra P.H. Ling til Karin Henriksson-Larsén. 23 er det blevet til i alt, så det er begrænset, hvad der kan stå om hver enkelt. Mere interessant er derfor også en række omdrejningspunkter, som Lindroth anfører i sin opsummering, som fx hvor mange officerer har været ledere i forhold til civile og hvornår, fx var lederne fra 1862-1946 all officerer. Hvornår indtog den første videnskabsmand pladsen som leder; Hohwü-Christensen i 1946, som samtidig har været den eneste udlænding på posten. Hvornår blev den første kvinde leder af institutionen; Stina Ljunggren i 1977. Hvordan var relation fra lederside til idrætsbevægelsen; ofte har den vist sig at være ganske fraværende.

Som helhed bliver man som læser af antologien ganske godt orienteret om udviklingen på uddannelsesinstitutionen gennem de 200 år, den har eksisteret. Så vidt, jeg kan bedømme, er langt de fleste artikler formidling af forskning, som de forskellige forfattere selv har bedrevet og eventuelt opdateret til lejligheden, og det er der jo absolut ikke noget galt med, tværtimod. Et forskningsbaseret jubilæumsskrift er altid at foretrække fremfor en journalistisk tour de force. Dertil kommer, at der jo har været ganske mange gode kræfter at trække på. Antologien gør især god fyldest ved at præsentere en række forskellige tilgange til udviklingen på instituttet/højskolen. At der så også er tale om en del gentagelser, er så en af omkostningerne ved den valgte fremgangsmåde, som redaktørerne allerede indledningsvist gjorde opmærksom på.

Copyright © Jørn Hansen 2013

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message