Inget nytänkande om OS

Print Friendly
Jørn Hansen
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, Odense 



Robert K. Barney (red)
Rethinking the Olympics: Cultural Histories of the Modern Games
491 sidor, hft.
Morgantown, WV: Fitness Information Technology 2010
ISBN 978-1-935412-05-2


Redaktøren bag ovennævnte publikation, Robert Knight Barney, har i sit professionelle liv som idrætshistoriker i Nordamerika næsten udelukkende beskæftiget sig med IOC og de olympiske lege. Han var blandt andet med til at grundlægge og redigere Olympika. The International Journal of Olympic Studies.Derudover har han været direktør for ”The International Center for Olympic Studies at the University of Western Ontaria”, hvor han stadig er aktiv efter sin overgang til emeritus. Da centeret i 2008 kunne fejre sit 20 års jubilæum, blev Barney bedt om at redigere en antologi ud fra artikler, der tidligere havde været bragt i Olympika. Resultatet blev et udvalg på 17 artikler, som danner grundlaget for Rethinking the Olympics. I den forstand er der ikke tale om spritnye artikler, men for hovedpartens vedkommende gedigne artikler, der er skrevet for mellem 5 og 18 år siden, kun antologiens sidste bidrag Deane Neubauers: ”Modern Sport and Olympics Games. The Problematic Complexities Raised by the Dynamics of Globalization” er af nyere dato i og med den fører os frem til de olympiske lege i Beijing.

At de fleste artikler har nogle år på bagen, er dog ikke ensbetydende med at de problemstillinger, de tager op, nødvendigvis ikke længere er relevante for diskussionen af de olympiske lege. Tværtimod er de fleste af artiklerne gode grundige bidrag, der medvirker til udbygge vores viden om IOC og de olympiske lege. Desværre har redaktøren i sin indledning, der bærer samme titel som bogen, ikke oplyst læseren nærmere om, hvori revurderingen af det olympiske mere konkret består i, hvad angår de 17 bidrag der er tale om. Det kan undre, når man nu vil sælge bogen på ”revurderings­tanken”. Går man ind i de enkelte artikler, må man således selv udlede, hvori revurderingen består. I det følgende vil der med varieret tyngde blive set se nærmere på de enkelte artikler i de tre hovedafsnit som redaktøren har inddelt bogen i.

De første otte artikler er rubriceret under overskriften ”Setting the stages”, hvor der lægges ud med fire artikler, der omhandler arven fra antikken. Oldtidshistorikeren Michael B. Poliakoff understreger i artiklen ”Stadium and Arena: Reflections on Greek, Roman and Contemporary Social History” den store forskel der i antikken var mellem de rituelle græske lege og ”brød og skuespil” kampene i de store arenaer i Romerriget, samt hvorledes denne forskel kan bruges til at forstå forskellige tendenser i den moderne amerikanske sportskultur.

Var det den manglende accept i Frankrig, og den gode opbakning fra Nazi-Tyskland, der førte til at Coubertin i den grad bakkede legene og disses iscenesættelse i Berlin 1936 op?

Jeffrey O. Seagrave undersøger i ”The Olympic Games 393 A.D.–1895 A.D.: The Genealogy of an Idea in Literature, Music and Dance”, hvorledes idéen om de olympiske lege har overlevet i kunstens verden frem til ”genfødslen” i 1896, mens David C. Young i to artikler ”On The Source of the Olympic Credo” og ”More on the Olympic Saying, It’s More Important” diskuterer, hvor sentensen “Det er mere vigtigt at deltage end at vinde” oprindeligt stammer fra. Var det Coubertin selv, Bishop Talbot eller helt andre, der oprindeligt formulerede dette slogan – vi får dog ikke noget entydigt svar.De næste fire artikler, der bringes som en del af ”Setting the Stages” omhandler udviklingen under de moderne olympiske lege. Sigmund Loland, der er den eneste bidragsyder uden for den angelsaksiske verden, lægger i sin artikel ”Coubertin’s Ideology of Olympism from the Perspective of the History of Ideas” ud med sin i nordisk sammen­hæng kendte diskussion af Coubertin’s opvækst og uddannelse, og den betydning dette har haft for udformningen af den olympiske tanke, mens en anden filosof, William J. Morgan, i ”Cosmopolitianism, Olympism, and Nationalism: A Critical Interpretation of Coubertin’s Ideal of International Sporting Life” diskuterer baggrunden for det paradoks, at Coubertin og IOC på trods af deres internationale orientering fra de moderne olympiske leges begyndelse har måttet acceptere stærke nationalistiske strømninger under afholdelsen af legene.

To artikler behandler de meget omdiskuterede olympiske lege i Berlin 1936. Den australske historiker W. J. Murray undersøger i ”France, Coubertin, and the Nazi Olympics: The Response” Frankrigs deltagelse i OL i Berlin og relatere dette til det omdømme Coubertin havde i sit hjemland og Tyskland, og hvad dette betød for Coubertins vurdering af legene i Berlin. Var det den manglende accept i Frankrig, og den gode opbakning fra Nazi-Tyskland, der førte til at Coubertin i den grad bakkede legene og disses iscenesættelse i Berlin 1936 op? James M. Pitsula undersøger i ”The Nazi Olympics: A Reinterpretation” forholdet mellem nazisternes kampmentalitet og den olympiske idé. Ved at sammenholde Hitler’s tanker fra Mein Kampf og fra lærebøger for Hitlerjugend påpeger han, at der reelt var afgørende sammenfald mellem Agon-elementet i den olympiske tanke og nazisternes ideologi. Nyfortolkningen består derfor i at den gængse forklaring om, at Goebbels i sin tid skulle overtale Hitler til at bakke legene op, ikke længere kan stå alene.

Bogens anden hoveddel omhandler ”Persistent Problems, Issues and Crisis” og lægger ud med to artikler om præstationsoptimering. Yderligere en emeritus, Roberta J. Park fra Berkeley bidrager med artiklen ”‘Cells or Soaring?’: Historical Reflections on Visions of the Body, Athletics, and Modern Olympism”, hvor hun har set nærmere på, hvorledes den moderne atlet er blevet til fysiologisk model, og hvilken betydning den tyske sports­medicin fra 1900-tallets første årtier har haft i den sammenhæng. Thomas Hunt fra Austin i Texas undersøger i ”Sport, Drugs, and the Cold War: The Conundrum of Olympic Doping Policy, 1970-1979” dopingdiskussionen i IOC og de begyndende antidopingtiltag.

Derefter følger to artikler om de olympiske leges kommercialisering, hvor Mark Dyreson i den sammenhæng i ”Marketing National Identity: The Olympic Games of 1932 and American Culture” har set nærmere på første gang Los Angeles var vært for OL og på hvad kommercialisme og amerikansk kultur – forstået som ”Vestlig” kultur – har betydet for de olympiske lege. I den efterfølgende artikel, ”Family Feud: Olympic Revenue and IOC/USOC Relations”, har redaktøren selv sammen med Stephen R. Wenn og Scott G. Martin set nærmere på kampen om det overskud, der blev et resultat af legenes endegyldige kommercialisering efter Los Angeles 1984. En kamp der foregik mellem IOC og USA’s nationale olympiske komité i forhold til såvel mediekontrakterne som de olympiske partner­programmer. En kamp, der da artiklen blev skrevet i 2001, hovedsageligt faldt ud til IOC’s fordel, hvad vel stadigt er tilfældet.

De næste tre artikler omhandler længerevarende kontroverser eller problemer i IOC og OL-sammenhænge.  Englænderen og eksperten i sovjetisk idræt Jim Riordan redegør i ”The Rise and Fall of Soviet Olympics Champions” med et udblik til USA for udviklingen i Sovjetunionen under den kolde krig. Jan Rintala og Judith A. Bishoff tager i ”Persistent Resistance: Leadership Positions for Women in Olympic Sport Governing Bodies” fat på den vedvarende underrepræsentation af kvinder inden for den internationale olympiske komités ledende poster, mens Douglas Booth i ”Gifts of Corruption? Ambiguities of Obligation in the Olympic Movement” ud fra blandt andet Bourdieus analyse af gengældelsestanken ved at give og modtage en gave diskuterer korruptions­problemerne i forbindelse med IOC’s praksis ved tildelingen af værtskabet for OL i 1990’erne. Interessant nok relateres disse problemer til den masse af frivillige, der uden betaling har engageret sig i arbejdet med OL.

Netop problemet med værtskabet er emnet for de to efterfølgende artikler. Canadieren David Whitsons artikel ”Olympic Hosting in Canada: Promotional Ambitions, Political Challenges” analyserer de forskellige erfaringer de canadiske værtsbyer Montreal, Calgary og Vancouver har gjort med OL og ønsket om i den sammenhæng at sikre sig status som en global kulturby. Det gik ikke altid lige godt, især Montreal fik store økonomiske problemer efter legene i 1976. Da artiklen er skrevet før legene i Vancouver er det kun sporadiske udsagn om disse vinterlege.

Den anden artikel vedrørende politik og værtskab for OL er mere interessant og nytænkende. I ”The ”Mormon Games”: Religion, Media, Cultural Politics and the Salt Lake Winter Games” analyserer historikeren Larry R. Gerlach fra University of Utah vinterlegene i 2002. På en overbevisende måde redegør han for, hvorledes den stærke indflydelse fra mormonerne i Utah til en vis grad er blevet overset på grund af korruptionsproblemerne og på grund af skyggerne fra 11. september.

Antologiens sidste artikel udgør også bogens tredje hoveddel om globalisering og fremtidens udfordringer. Med udgangspunkt i gængse globaliseringskarakteristika analyserer Deane Neubauer medie- og markedsmekanismerne i forbindelse med de seneste olympiske lege. Der er nyttige informationer, men ikke så megen revurdering.

Sammenfattende bringer de 17 artikler i Rethinking the Olympics et væld af informationer om de olympiske lege. I den forstand er der tale om interessant læsning, selv om tilgangen entydigt er båret af et nordamerikansk ståsted og udblik, der er fx ingen artikel om legene i Asien, og hvad dette har betydet for IOC og historieskrivningen om OL. Redaktørens arbejde kunne have været gjort bedre. Der er ikke redegjort for, hvori nytænkningen generelt består, hverken i indledningen eller i de enkelte artikler. Jeg tenderer derfor til at opfatte titlen som et salgstrick. Endelige er det et irritations­moment, at der kun ved enkelte artikler er anført, hvornår de oprindeligt er blevet skrevet. Sidder man med en bog, kan det vel ikke være meningen, at man skal slå op i tidsskriftet Olympika for at finde de korrekte bibliografiske data.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

© Jørn Hansen 2010.


Hitta bästa pris på boken hos Prispallen.se
Kjøp boken fra Capris.no
Sammenlign priser på bogen hos Pensum.dk
Buy this book from Amazon.co.uk
Buy this book from Amazon.com
Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message