ISSN 1652–7224   :::   Publicerad den 18 januari 2006
Motion på recept
– men motion med respekt?

Kirsten Kaya Roessler
Center for idræt, sundhed og civilsamfund, Syddansk Universitet, Odense




For nylig skrev professor Bente Klarlund en tankevækkende artikel i det danske avis Politiken om den energi, mennesker forbruger i dagligdagen med almindelige bevægelser. Energien kaldes NEAT (non-exercise activity thermogenesis), og undersøgelser viser, at personer med et lavt NEAT-niveau, dvs. et lavt niveau af småaktiviteter i dagligdagen, bliver overvægtige. Artiklen lægger op til en anbefaling til den danske undervisningsminister Bertel Haarder om at øge niveauet af hverdagsbevægelse i skolernes undervisning. Tanken bag artiklen er, at bevægelser gør nytte.

Denne teori kan umiddelbar virke en lille smule reduktionisktisk. I hvert fald giver den anledning til forskellige tankeeksperimenter. Når det er vigtigt at forbruge energi ved små bevægelser for at undgå fedme, kunne man invitere til forslag til øgning af energiforbrændingen. Katolikkerne beder livet igennem deres rosenkrans og bevæger rytmisk en perlekæde gennem hænderne, kineserne har indbygget aktivitet i morgenritualer. I Danmark mangler specifikke religiøse eller kulturelle ritualer i dagligdagen. Men det kunne måske være dans og diskotek i skolens frikvarter, forhindringsbaner mellem klasselokaler, svævebaner på vej til busstopstedet, løbehjul i større virksomheder eller rokkestoler på plejehjemmet. At tænke bevægelse i dagligdagen kræver en ny forståelse af rum. Nemlig rum som en mulighed til bevægelser. Det er dog ikke de fysiske muligheder, der her skal stå i midtpunktet.

Tænker man udviklingspsykologisk, så burde livets gang afspejle sig i kroppens forandring. Den spinkle, bevægelige barnekrop afløses af pubertetens søgende fysiske uligevægt og videreudvikles til den voksnes ”færdige” krop. Livet afrundes ved alderdommens krop, som bliver mindre og mindre bevægelig. Det kunne være et ganske harmonisk og meningsfyldt forløb. Men i dag har moderniteten lavet om på denne udvikling. Allerede barnets krop trues af manglende bevægelighed, fedmen opstår tidligt i livet og kroppen kæmper mere eller mindre livet igennem mod den fysiske stilstand, mod overflødighedens tegn som sætter sig på hofterne. Stilstandens problematik skal så løses med en række af sundhedspædagogiske tiltag over hele landet.

Debatten om den manglende bevægelse kunne viderekvalificeres ved at stille spørgsmålet efter de psykologiske årsager for bevægelse eller manglen på den. Ud over den store kulturelle forandring i civilisationens forløb, hvor kroppen bruges mindre og mindre, er kroppen også udtryk for en indre balance. Det er ikke alle, der bliver tykke, selv om mange af de normalvægtige også har for lidt bevægelse. Så der må skjule sig flere aspekter bag bevægelsen.

Tanker om bevægelsens nødvendighed lader spørgsmålet ubesvaret, hvorfor mennesker egentlig bevæger sig eller undgår at bevæge sig. Undersøgelser, som søger efter årsager for manglende fysiske aktivitet, giver følgende fem svar: folk har fysiske barrierer (fx skader eller sygdom), emotionelle barrierer (fx en fornemmelse af at se dårlig ud, når de bevæger sig), motivationsbarrierer (mangel på interesse), tidsmæssige barrierer (manglende fri tid til rådighed) eller de mangler fysiske muligheder i nærheden (ingen faciliteter). Disse barrierer burde åbne for en diskussion om bevægelsens rum i nærmiljøet. Det skal være nemt, ukompliceret og trygt at kunne komme til fysisk aktivitet.

Men der findes også en genuin psykologisk dimension i bevægelsen. Udtryk som f.eks. ”der er gang i hende” udtrykker den psykologiske dimension af at være i bevægelse. Eller set den anden vej rundt, så er den psykologiske lidelse depression kendetegnet ved en mangel på fremdrift, en mangel på libido, mangel på appetit og mangel på bevægelse. Man er ”bevægelsesløs”.

Bevægelse eller manglen på det er altså også udtryk for en psykologisk tilstand, et forhold til sammenhæng og mening. Bevægelse skal give mening, og når bevægelsen i dagligdagen mangler, så er det også meningssiden vi skal have fat i.

Psykologiens analyse af bevægelse peger mod forskellige niveauer:

En psyko-motorisk sammenhæng.
De motoriske erfaringer påvirker den sanselige udvikling, som påvirker den kognitive udvikling. Småbørn som ikke berøres og ikke bevæger sig, taber kognitive evner eller udvikler disse ikke. Viden om disse forhold blev allerede fremlagt gennem psykologiske undersøgelser i 1940’erne 1950’erne. De udviklingshæmmede og skadede børn, som var bundet fast i deres senge i de rumænske børnelejre, vidnede om betydningen af bevægelse for menneskets kognitive udvikling. En forsinket kognitiv udvikling kan også ses på baggrund af en forsinket motorisk udvikling. Der er både en neurofysiologisk og en psykologisk forklaring for det. Vores centrale nervesystem er plastisk formbart og afhængigt af brug af neurale strukturer. Bruger vi ikke vores muligheder, så taber vi færdigheder, vi allerede har opnået. Muskler bliver tyndere og mindre smidig, når man ikke bruger dem, og det samme gælder for vores kognitive færdigheder. Bruger vi lommeregner i sted for vores hukommelse, så tabes de indlærte færdigheder (fx 10-tabellen) efter en periode. Det samme gælder for sprog eller telefonnumre. Bruger vi fjernbetjeningen i sted for at rejse os (eller et motorsav i sted for at hugge træ), så letter vi kroppen for ikke kun nyttig, men også meningsfyldt arbejde. Vi skal træne vores hjerne lige som vores krop – hele tiden.

En følelsesmæssig og kompetencemæssig sammenhæng.
En psykologisk forståelse af bevægelsen peger også mod den kommunikation, som udvikles i samspil med andre. Vores selvbillede og evner for at mestre opgaver er afhængige af vores kropsfornemmelse. Især i barndommen, mellem 7 og 12 år, er det vigtigt at opleve at ”kunne” noget. For børn handler det om at opleve, at de er gode til noget. Dette bliver typisk afprøvet i idræt. At være god til at spille fodbold, bevæge sig i gymnastik, ride, danse eller løbe stærk er med til at give barnet den ballast, som er vigtig for dets selvbillede. Hos voksne afspejler kroppens bevægelse en indre aktivitet. Birthe, 73 år, beskriver det på følgende vis:

Jeg har ikke drevet idræt som sådan, været i klub eller noget som helst; men jeg har altid været i vigør. Jeg har altid været kvik og rask i bevægelserne, jeg springer på min cykel og kører af sted. Og det gør jeg altså også nu. Og jeg kan ikke køre bil. Så skal der hentes noget, så er det altså cyklen, der bliver taget frem, og den bruger jeg hver dag.

Birthe er en livlig ældre dame, der bevæger sig på en let måde, er hurtig i replikken og simpelthen frisk. Der er mening i hendes liv, hun er ikke i fare for at ”falde i” med maden, som så mange overvægtige beskriver det gang på gang.

Ser vi på diskussionen om den manglende bevægelse i hverdagen fra en mere eksistentiel side, så skal vi have fat i kommunikationen mellem individ og omverden. Hvor bliver den afbrudt?  Hvornår opstår en krise i samspillet mellem mennesket og omverden? Overvægt er også en afbrydelse af en tilfredsstillende kontakt med ens egne krop. Afbrydelsen kan motiveres af mange ting: af kriser, af utilfredshed med arbejdet, af magelighed eller af ren og skær lyst til mad.

Derfor er der mere end en nyttemæssig orienteret tilgang, som NEAT-modellen alt for nemt kan reduceres til. Vægt og bevægelse er mere end udtryk for en fysiologisk proces. Bevægelse er i højeste grad udtryk for en både psyko-motorisk og emotionel proces. Sundhedsproblemer er udtryk for en manglende balance og derfor skal vi se på bevægelse med respekt for den enkelte og for den krise, der eventuel gemmer sig bag processen.



© Kirsten Kaya Roessler 2006

www.idrottsforum.org  |  Redaktör Kjell E. Eriksson  |  Ansvarig utgivare Aage Radmann