Sproget om sport og samfund der blev væk: Sproget om Målsætning

Svend Aage Sørensen
Sektion for Idræt, Aarhus Universitet & Elite og Talent Center Aarhus


I den forrige artikel beskrev jeg, hvorledes små misfortolkninger kan sende en proces i en helt uhensigtsmæssig retning. Djævelen ligger som bekendt i detaljen. Denne artikel vil primært behandle de forskelle, det giver, når der målstyres i forhold til læring eller resultater.

Hvorfor er målstyring et så centralt et tema i disse tekster, som har sproget om sport, samfund og viden som udgangspunkt? Jeg vil påstå, at vi er nødt til hele tiden at blive klogere (kunne snakke om den viden, vi opnår) via evalueringer af det, vi gør. Det kan dog give meget forskelligt feedback, hvis vi ikke er skarpe på, hvordan vi målstyrer, og hvad vi evaluerer på. Det er en knivsæg at balancere på, hvis ikke en konkret men yderst ineffektiv målstyring afløses af ingen målstyring eller en laissez faire holdning til evaluering. Måske kan mere nuanceret viden og sproget om den viden hjælpe til at målstyre efter noget lidt mindre enkelt og konkret, men mere indre motiveret og dermed effektivt.

Lad mig indledningsvist tage en omvej ved at prøve at eksemplificere et sprog om viden, der kunne gå forud for en sort-hvid, enten-eller handling som en holdudtagelse.

Danmark vandt i 2016 VM for badminton-herrelandshold – det såkaldte Thomas Cup – for første gang nogensinde. Der var mange ting, der gik op i en højere enhed. Resultaterne i de andre kampe flaskede sig sådan, at Danmark mødte modstandere, som vi lige nøjagtigt kunne slå, og vandt således de sidste fire kampe med den mindst mulige margin 3-2. I semifinalen mod Malaysia var det Emil Holst, der ved stillingen 2-2 afgjorde kampen til Danmarks fordel.

Jeg arbejdede på daværende tidspunkt stadig på daglig basis med verdens nuværende nr. 17  (aug 2017) i herresingle, Anders Antonsen[1], og ham kunne man nemt have forsvaret at udtage til Thomas Cup holdet. Han lå helt tæt med Emil på verdensranglisten, er 6 år yngre og havde slået ham de sidste to gange inden udtagelsen. Jeg var i dialog med landstrænerteamet om udtagelsen af Emil og ikke-udtagelsen af Anders. I den korte version af denne historie spillede Emil den afgørende kamp og vandt semifinalen for Danmark. Evaluering: Landstrænerteamet havde haft ret.

For på trods af min overordnede beklagelse over manglende nuancer i sproget generelt skulle der jo også handles her. En holdudtagelse er en masse dialektiske overvejelser, der i sidste ende skal ende ud i et dualistisk enten-eller udsagn: ”du er udtaget” og ”du er ikke udtaget”.

Lad mig alligevel prøve at præsentere et sprog for disse overvejelser ved ligesom i artikel 1 at sætte nogle arbitrære indekstal på noget, som i virkeligheden er langt mere komplekst.

Jeg vil nu helt for egen regning sætte nogle niveaumæssige tal på de herresinglespillere, der skulle udtages. Ærindet er igen at beskrive et sprog om nogle mellemregninger, der er lidt mere komplekse end blot for og imod.

Lad os sætte daværende nr. 1 i verden, Chen Long, til 100 på et ”grundniveauindeks” på det givne tidspunkt ultimo maj 2016. Lad os antage, at han kan præstere på 105 under optimale forhold og ikke går under 95.

Lad os sætte Danmarks 1. single, Viktor Axelsen, daværende verdens nr. 4 til hhv. 98, 101 og 90.

2. herresingle, Jan Ø. Jørgensen, daværende verdens nr. 5 til 97, 102 og 87 (med andre ord lidt højere topniveau og lidt lavere grund- og bundniveau end Victor).

3. herresingle, Hans Kristian Vittinghus, verdens daværende nr. 13 til hhv. 92, 95 og 87

Emil Holst til hhv. 85, 93 og 80

Og Anders Antonsen til 87, 92 og 82.

Der spilles 3 herresingler i hver landskamp. Dvs. 4. manden, Emil, kommer kun til at spille, hvis én af de 3 højere rangerede enten bliver skadet eller sparres. Spillerne skal så spille mod de andre landes hhv. 1., 2. og 3. højest rangerede spillere. Det viste sig således efter lodtrækningen, at Emil Holst eller Anders Antonsen ville kunne komme til at møde Taipeis, Japans, Malaysias eller Indonesiens 3. herresingle. Emil endte grundet en skade hos Jan Ø. Jørgensen med at skulle afgøre semifinalen mod Malaysias Chong Wei Feng. Wei Fengs ”præstationstal” har jeg svært ved at vurdere, men hans udstråling tyder i hvert fald på, at han ikke præsterede på sit topniveau.

Man kunne forestille sig, at landstrænerteamet valgte at tro på – i fald at de var enige i mine talmæssige vurderinger – at Emils lidt højere topniveau (93 mod Anders’ 92) ville komme frem i en så vigtig kamp, på trods af at Anders både er sat til et højere bund- og grundniveau. Om man spiller til top- og bundniveau afhænger af mange ting såsom: er det første gang, man står i en lignende situation, er man vant til at spille i vind, hvilken spillertype spiller man imod, er man favorit osv.?

Hvad landstrænerteamet har baseret troen på, er selvfølgeligt svært at vurdere[2], men det er et faktum, at Emil Holst vandt kampen i to sæt.

Tilbage til evalueringen: da jeg snakkede med landstræner Lars Uhre efter kampen, ønskede jeg tillykke med, at han havde ramt rigtigt med udtagelsen. Han ville imidlertid højst godtage, at man ikke endeligt kunne stadfæste, at han havde haft uret. Det er for mig et godt svar, da man ikke så kort kan evaluere på noget, der er langt mere komplekst.

Selv om jeg med mine taleksempler har tilbudt et sprog om noget, som kan nuancere ”bedre end” og ”dårligere end”, er det jo stadig en grov forenkling. Tallene kan måske frigøre for den relativisme, som kan siges ellers at være styrende i vores sprog. “Det er jeg meget sikker på” afhænger af den relative forståelse af, hvad “meget” i denne sammenhæng er. Mens “det er jeg 95% sikker på” bliver lettere tilgængeligt i sproget, fordi tallet 95% ikke behøver igennem nogen vurderingsproces. Således er et tal på top-, grund- og bundniveau, hvor subjektive og ”tro-afhængige” de måtte være, en intern måde at øge sikkerheden for, at vi snakker om nogenlunde det samme.

Evalueringen af Emils udtagelse var imidlertid blot en lille brik i den samlede evaluering i forhold til de på forhånd opstillede mål. Det var mål, der var sat af den sportslige ledelse i Badminton Danmark i samråd med bl.a. Team Danmark (som tildeler Badminton Danmark mange støttekroner) og spillerne.

Djævelen ligger i detaljen – også, når der målstyres

Hvordan målsætter, målstyrer og evaluerer man tilpas kort og operationaliserbart uden samtidigt kun at sætte godt/dårligt, rigtigt/forkert dikotomier op, eller som i skolen, et tal i en PISA-undersøgelse eller en karakter? Hvordan gør man det, når den forudgående proces har været langt mere kompleks? Det handler det næste afsnit om.

Først lidt om feedbackbegreberne i forhold til læring:

Formativ feedback modstilles ofte med summativ feedback, hvor personen, som får feedback, modtager information om, hvordan han/hun har klaret sig altså en opsummering af læring, hvorimod den formative feedback hjælper personen til at forme de næste skridt i læreprocessen. Kendetegnet for formativ feedback er altså, at den gives undervejs i læreprocessen, således at personen hjælpes til at se fremad og arbejde videre med at forbedre sig. Formålet med feedback er at reducere kløften mellem den aktuelle præstation og det ønskede mål (Hattie, 2012). I den forstand involverer feedback altså både information til personen om, hvad målet er, hvor han/hun er i forhold til dette mål, og hvordan han/hun kommer videre mod målet. Summativ feedback er således primært feedback af læring, mens formativ feedback primært er feedback for læring.

Lad os oversætte dette til den sportslige kontekst. En kamp/et resultat kan let omskrevet siges at være summativ feedback. Det er centralt i mit arbejde, som træner at få denne feedback af det indtil nu lærte, som kampens resultat gav (man kunne give karakteren bestået eller ikke bestået som i tabt eller vundet) udvidet til formative termer. Så der bliver en vis feedback for at lære.

Man kan vel opsummerende sige, at den formative evaluering har hovedfokus på læring og den summative på evaluering af præstationen.

Jeg har af gode grunde aldrig siddet med ved bordet, når Team Danmark har evalueret et OL. Det har dog været ret tydeligt, at når det går godt med medaljehøsten, er evalueringen meget positivt ladet i hvert fald udadtil. Det giver da mening at evaluere en 4-årig proces blandt andet på nogle af effekterne af processerne – her antallet af medaljer (feedback af det lærte), men hvad med feedbacken for at lære – den formative feedback? Den hører man ikke så meget om[3].

Men HOV – blander jeg ikke tingene sammen? Snakker jeg om at evaluere læring eller præstation?

Ja, det er der andre end mig, der har fået lidt blandet sammen. F.eks. den danske folkeskole.

Læring og målstyring i folkeskolen

Lad os vende tilbage til de ofte for lineære sammenhænge i en kompleks verden (se evt. artikel 2):

”Jo mere børn ved, hvad det er, de skal lære (dvs. jo klarere mål), jo mere lærer de”.

Jeg vil som billede på skismaet om at evaluere læring eller præstation beskrive en del af den kamp, der står centralt i debatten om folkeskolen.[4]  Det er en kamp, der fundamentalt set bunder i spørgsmålet:

Hvad er hovedformålet med folkeskolen?

Sat på spidsen er den ene fløj for læringsmål, den anden fløj er imod. Den ene fløj mener, at børn går i skole for at tilegne sig en faglig viden, så de kan træde velkvalificerede ud på arbejdsmarkedet. Undervisningens hovedfokus er her på børnenes præstationer, på summative evalueringer. Det vigtige mål er at forbedre PISA-resultaterne, og at Danmark klarer sig godt i den globale konkurrence.

I den new zealandske forsker John Hatties indflydelsesrige bog, Visible Learning, fra 2008 fandt fløjen evidens for, at mål, evaluering og feedback har god effekt[5] på børns læring. John Hattie blev, via et massivt antal af analyser, den forskningsmæssige garant for dette. Den modsatte fløj mener, at børn går i skole for at blive gode dannede medborgere for at udvikles til stærke sociale mennesker, der kan samarbejde og tænke innovativt. Fokus er her på børnenes almene viden, på deres trivsel og på deres dannelse. Fokuseringen på børns præstationer, på målingen af deres resultater, på styrende læringsmål og på sammenligningen af deres resultater gennem tests og PISA-undersøgelser (overdrevet summativ evaluering) virker stærkt foruroligende på denne fløj. De er bekymrede for det instrumentaliserende menneskesyn, de mener, ligger til grund for denne måling og vejen af børn.

Der er noget paradoksalt i, at netop den forsker, der bliver anset for at være læringsmålenes fader, John Hattie, faktisk har argumenteret for en tredje vej. Læser man Hattie i detaljen, står det klart, at han i virkeligheden aldrig har skrevet om, at undervisning skal styres af mål. Han mener ikke, at læreren skal bruge sin tid på at finde tegn på, at eleverne har nået deres læringsmål. Hattie har aldrig skrevet om læringsmålstyret undervisning.

“Logikken med at nedbryde læreplanens bindende mål til læringsmål, der skal operationaliseres som ‘tegn på læring’, er en dansk konstruktion,” skriver forsker Keld Skovmand i bogen Hattie på dansk. John Hattie er derfor ikke den forskningsmæssige garant for brugen af læringsmålstyret undervisning, som han er blevet gjort til. Misforståelsen har Skovmand sporet til den danske oversættelse af John Hatties bestseller, Synlig læringfor lærere fra 2012. Her er Hatties begreb targeted learning blevet oversat med “målstyret læring”, selv om ”målrettet læring” nok ville have være mere præcist, som Keld Skovmand skriver i sin bog. “Sådanne fejlagtige oversættelser kommer i en dansk kontekst til at virke som en legitimering af læringsmålstyret undervisning”, skriver Skovmand.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at alternativet er slet ikke at have mål. For John Hattie handler det ikke om, at undervisningen skal være styret af mål, men at læringen skal være målrettet. Det gælder ikke om at styre eleven fra A til B i undervisningen. Det gælder om at forpligte eleven på at ville mestre noget og på, at læreren forventer, at eleven kan lære noget, han endnu ikke kan.

Journalist Sara Alfort har[6] spurgt John Hattie selv, hvad han mente om de benyttede læringsmål i den danske folkeskole: “De er ikke tilstrækkelige,” har han svaret. Han mener, at arbejdet med mål handler om langt mere. Skoler skal være inviterende steder, hvor elever har lyst til at komme og lære. Det betyder, at vi skal støtte eleverne til at have succes, til at forstå deres fremskridt, til at vide, hvad målene er på kort og på lang sigt, og til at skabe glæde i denne læreproces. De langsigtede mål, skriver han, handler om at investere i kærlighed til læring, at vide, hvad man gør, når man ikke ved, hvordan man gør, at blive sin egen lærer, og at der er et sæt færdigheder, viden og egenskaber som selvrespekt og respekt for andre, som skoler i demokratier skal fremme. Dét er de mål, som eleven skal rette sig mod.

Pointen her er ikke, at John Hattie har det eneste rigtige svar på spørgsmålet om, hvorfor børn går i skole. Pointen er, at kampen om folkeskolen har gravet sig ned i to stridende grøfter, hvor spørgsmål om, hvorvidt børn skal styres af læringsmål, om de skal testes, og om mål overhovedet bør være en del af skolen, står centralt. Samtidig er det en selvstændig pointe, at Hattie i lighed med Anders Ericsson uforvaret er blevet brugt som grøftegraver, selvom han (godt nok via en masse tal[7]) har agiteret for en 3. vej. Djævelen ligger som bekendt i detaljen.

Lad mig lige lidt polemisk rekapitulere folkeskolens ovenstående modpoler: Den ene fløj mener, at børn går i skole for at tilegne sig en faglig viden, så de kan træde velkvalificerede ud på arbejdsmarkedet. Denne fløj går ind for eksplicitte læringsmål. Den modsatte fløj mener, at børn går i skole for at blive gode dannede medborgere. Fokus er her på børnenes almene viden, på deres trivsel og på deres dannelse. De er imod eksplicitte læringsmål.

Det er selvfølgeligt et langt og meget uddybende eksempel, men jeg ser det som et kerneeksempel på helt centrale fronter, der står over for hinanden i utallige situationer. Lad mig lidt på spidsen sætte modsætninger, som til forveksling ligner ovenstående i en sportslig kontekst:

I første linje af Badminton Danmarks mission står flg.: [8]

(At) Danmark markerer sig internationalt som et land, der fremelsker badmintonspillere i verdensklasse

I første linje af DGI (badmintons) mission står flg.: [9]

(At) DGI vil styrke de frivillige foreninger som ramme om idræt med vægt på fællesskab, udfordring og sundhed for at fremme foreningslivets folkeoplysende kvaliteter.

Gad vide, hvordan de to organisationer forholder sig til målstyring!

”Bevæg dig for livet” er et ambitiøst tiltag med et samlet budget på op mod 120 mio. kr. finansieret af bl.a. Nordea-fonden, DGI og DIF. Ambitionen har været at gøre danskere mere aktive i almindelighed og foreningsaktive i særdeleshed. Samarbejdet indeholder forskellige fokusområder herunder otte sportsgrene og fire samfundsområder. Badminton er et af fokusområderne, hvor der samarbejdes mellem specialforbundet Badminton Danmark og DGI Badminton. Badminton har derfor potentiale til at blive ’rollemodel’ for samarbejder på tværs af organisationer. Badminton – Bevæg dig for livet som et fælles tredje. I den henseende er der ansat en leder af Badminton – Bevæg dig for livet projektet samt 6 konsulent ”årsværk”.

Det er et faktum, at badminton i mange år har mistet medlemmer. Faktisk hurtigst af alle forbund i en årrække. Fra 171.000 i 1989 til 79.000 i 2015[10].  Kurven vendte dog til 87.000 i 2016.

Badminton – Bevæg dig for livet folkene har på en brændende platform skulle navigere i BD og DGI´s forskellige kulturforståelser.

Jeg er som nævnt selv ansat af Badminton Danmark og er stolt over at være ansat ved et forbund, som i en lang årrække har faciliteret, at talentfulde klubspillere har udviklet sig til verdensklassespillere. Det i et land som har minimum 20 gange færre indbyggere, end der er aktive badmintonspillere i f.eks. Kina[11]. Det er samtidig min opfattelse, at det er et forbund, som også af mange klubber er set som værende unødigt ”top down styrende”. Jeg har i årenes løb haft kontakt med rigtig mange klubfolk, som har følt, at de i langt højere grad er blevet mødt af forskellige BD repræsentanter med krav og kvalitetskontrol og målstyring end med interesse i, hvad forskellige klubber måtte have brug for i processen mod et godt klubmiljø, der åbner for nye medlemmer.

DGI har på den anden side i den mere konkurrence-orienterede del af BD, hvor jeg bevæger mig, haft ry for at have for meget fokus på legen, samværet og processen ved læring i stedet for kvalitet og præstation.

Sara Horup har skrevet et bachelorspeciale på Sektion for Idræt ved Aarhus Universitet, hvor interviews med de to formænd for hhv. BD og DGI Badminton indikerer forskellige verdensbilleder og påpeger især målstyringsstrategier som en udfordring i forhold til at finde et fælles tredje. Dog ikke mere end at samarbejdet er der og fungerer.

Hvis fremgangen i medlemstal fortsætter i 2017, kunne et nyt speciale eller evt. en ph.d. forsøge at evaluere dette resultat og hvad, vi kan lære af denne fremgang. Er det Thomas Cup triumfen og de 2 OL-medaljer fra Rio, eller er det de processer igangsat på græsrodsniveau ude i de lokale foreninger, der er årsagen? Er det begge dele eller noget helt tredje?

Hvad om man i Badminton – Bevæg dig for livet eller i en eventuel potentiel fremtidig sammenlægning kunne findes et sprog om kvalitet i både præstation og processer? En måde at evaluere og målstyre både resultater og læring på. Jeg ved at der gøres forsøg. Mon sproget kan rummes af alle?

Der er ret stor forskel på, om man som konsulent i Badminton – Bevæg dig for livet skal navigere efter f.eks. 30 klub besøg pr. år pr. konsulent som (K.P.I. eller Key Performance Indicator), eller efter det lys i øjnene eller den læring, der indtræffer hos den ene frivillige klubleder.

Skal SOSU-arbejderen navigere efter de f.eks. 8 minutter, der er sat af pr. ældreborger på den daglige rute eller på kvaliteten af samtalen over kaffekoppen?

Skal jeg personligt navigere efter mine børns karakterbøger eller efter blikket af fordybelse, når de lærer eller mestrer noget? Det lyder kynisk kun at gøre det første men utopisk kun at gøre det sidste.

Jeg har tidligere i en artikel[12] beskrevet, hvorledes jeg af min styregruppe er blevet opfordret til at styre efter en drøm snarere end efter konkrete mål.

Skal det nu være bedre? Er det nu det nye sort at styre efter drømme eller utopier i stedet for mål? Det er jo nok nærmere et både-og end et enten-eller. At en drøm rummer en tiltrækning, som et konkret mål ikke gør, er måske en personlig præference, jeg har. Jeg vil dog sige, at jeg engang har hørt en sætning, som jeg ikke har nogen kilde på, men som har vækket resonans i mig, og den er følgende: ”jo vigtigere ting er, jo sværere er de at sætte ord på”. Således er det i den logik nemmere at sætte ord på et mål end en drøm – men drømmen er vigtigst[13].

Hvis jeg skal prøve at samle op på alle de billeder og kontekster, jeg har jongleret rundt med, er der følgende hovedpointer:

    • Verden er kompleks. Og det er viden om verden derfor også. Sproget om den viden kan enten afskære os fra eller nærme os indsigt i de komplekse forhold. Tal og modeller kan bruges til at nærme sig indsigt, især hvis man har stor respekt for begrænsninger ved tal og modeller.
    • Mange forhold i verden må nødvendigvis beskrives med et Det er både-og og et Det kommer an på. Men hvad kommer det an på? Man behøver ud over tal og modeller også kontekster, fortællinger og billeder i denne henseende.
    • Djævelen ligger i detaljen. Har man forstået det i konteksten, kan man ofte gøre det komplekse enkelt for andre, men har man blot misforstået små men centrale dele af et vidensområde, kan det give helt forskellige og til tider utilsigtede retninger at handle i. Det kan have store konsekvenser, om man f.eks. målstyrer efter opnåelse af læring eller præstation.
    • Det er meget let at målstyre ud fra et pisk/gulerod-verdensbillede. Der behøves blot præcision i målsætning og så tilpas med pisk og gulerod. Hvis man abonnerer på et mere komplekst verdensbillede, kan en konkret men ofte ineffektiv pisk/gulerod-målstyring let afløses af ingen målstyring eller en uoverskuelig holdning til evaluering.
    • Selvbestemmelse og drømme er lidt mere komplicerede men måske mere relevante begreber end pisk og gulerod. De kan ses som utopiske retningslinjer, men det er min påstand, tro og erfaring, at hvis man finder den føromtalte djævel i detaljen, så kan de være ekstremt kraftfulde begreber at målstyre efter.

Min gode kollega Marlene Kjær sagde, efter at hun havde læst første udkast til mine tre artikler: Med alle de pointer. Hvad gør man så nu? Er der ingen handlingsanvisninger? Nej ikke rigtigt. Det er jo ikke en selvhjælpsbog.  Og så igen. Der er vel en anvisning i modellen i kapitel 1. Forsøg at bevæg dig opad mod en mere nuanceret viden. Lyder tingene for enkelte, så er de det ofte. Men mist aldrig tvivlen og nysgerrigheden selv over for det enkelte.

Lige ved og næsten (djævelen ligger stadig i detaljen)

Til allersidst vil jeg dele en fortælling fra mit eget personlige største flueben i CV´et. Både i forhold til målopfyldelse men også i forhold til en tilnærmelse af den lidt mere svært definerbare drøm.

Jeg sad bag ved banen, da det new zealandske mixed double par, Dan Shirley og Sara Runesten, i 2005 spillede kvartfinale ved VM badminton i Anaheim, Los Angeles. De spillede mod det topseedede koreanske par Lee og Lee. Koreanerne var stive af nerver og havde spillet et elendigt første sæt, som new zealænderne, der spillede over evne, havde vundet. Festen fortsatte i andet sæt, hvor Dan og Sara spillede sig nærmere og nærmere den VM-bronzemedalje, som New Zealand hverken før eller siden havde været i nærheden af. Ved stillingen 17-11 til os begyndte koreanerne at spille bedre, og da Dan og Sara fik serven igen ved 18-16, vurderede jeg af flere grunde, at Sara skulle serve variationen, den lange ”svip serv”. Jeg tror, at jeg råbte noget i retningen af: ”Jeg tror, han springer på den (dvs. tyvstarter) –  giv ham en svip serv”. Sara stod klar til at serve, og uden at vende sig om rystede hun diskret på hovedet og servede kort. Var det god coaching?

Lige ved og næsten i overskriften henviser ikke til, at de var tæt på en bronzemedalje og tabte den. Det, som var lige ved at være elendig coaching, var faktisk ifølge både Sara og mig selv ved den efterfølgende evaluering udtryk for en yderst vellykket coaching relation. Vi havde aftalt, at jeg skulle fodre dem med mine observationer, som de så selv skulle mærke efter og sortere i.  Den koreanske spiller tyvstartede, men Sara havde rystet på hovedet, fordi hun kunne mærke noget i sin krop, som jeg ikke kunne mærke. Han kunne tyvstarte, alt det han ville. Men han kunne ikke gøre noget ved en perfekt kort serv.

Historien skulle tjene som et billede på, at djævelen ligger i detaljen. Interaktionen, som jeg foretog, kunne både have forvirret og givet forkert information. Jeg kunne have stået i vejen. Samtidig kunne den hvis brugt rigtigt være en værdifuld information i en uoverskuelig valgsituation. Relationen, som næsten altid er central, var af tillid og respekt for vores forskellige perspektiver. Og så var det vel god coaching!!!

Situationen ramte i hvert fald min personlige drøm, som – ud over at rumme noget personlig forfængelighed – jo kan være svær at sætte ord på: Jeg prøver alligevel: ”At være en del af et team af gode folk, hvor jeg var en vigtig men ikke altafgørende brik. At være sammen med nogen som præsterede og udtrykte sig fuldt, uden jeg eller de selv stod i vejen”. Jeg håber, at analogien er relevant og ikke bare fortæller, at jeg har været til VM i forbindelse med New Zealands første VM medalje. Jeg er villig til at tage chancen.

Litteratur

Agerskov, Henrik (1995) Mental træning og motorisk kontrol i idræt København.
Ankersen, Rasmus (2009) Opdragelse af en vinder København: Turbulenz.
Bjerre, J. (2017) Hattie på dansk København: Hans Reitzels Forlag.
Csikszentmihalyi, Mihaly (1991) FLOW: The Psychology of Optimal Experience New York: Harper & Row.
Csikszentmihalyi, Mihaly et al. (1993) Talented Teenagers Cambridge, Cambs.: Cambridge University Press.
Csikszentmihalyi, Mihaly (1993) The Evolving Self New York: Harper & Row.
Deci, E. & Ryan, R.M. (1985) Intrinsic Motivation and Self-determination in Human Behavior Berlin: Plenum Press.
Eysenck, Michael W. & Keane, Mark T. (2000) Cognitive psychology – A student’s handbook (4th ed.) Hove: Psychology Press.
Gade, Anders (1997) Hjerneprocesser København: Frydenlund.
Gallwey, Timothy W (1997) Inner Skiing New York: Random House.
Gazzaniga, Michael et al. (1998) Cognitive neuroscience: The Biology of Mind New York: Norton.
Gleitman, H. et al. (1999) Psychology (5th ed.) New York: Norton.
Gladwell, M. (2008) Outliers Boston, MA: Little, Brown and Company.
Hangaard Rasmussen, Torben: Kroppens filosof: Meaurice Merleau-Ponty (1996) Brøndby: Semi-forlaget.
Hardy, Lew et al. (1996) Understanding psychological preparation for sport Hoboken NJ: Wiley.
Hattie, J. (2012). Visible learning for teachers: maximizing impact on learning. Abingdon: Routledge.
Heckhausen, Heinz (1991) Motivation and Action Berlin: Springer Verlag.
Henriksen, Kristoffer (2011) Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Larsen, Steen (1994) Enzymisk pædagogik Eget forlag.
McEnroe, John (2003) Serious New York: Sphere.
Merleau-Ponty, Maurice (1994) Kroppens fænomenologi Frederiksberg: Det Lille Forlag.
Nottingham, J., & Nottingham, J. (2016). Styrk læring gennem feedback: sådan opnår du den rette feedback hver gang (1. udgave ed.). Frederikshavn: Dafolo.
Nørretranders, Tor (1985) Mærk verden København: Gyldendal.
Roberts, Glyn C. (1992) Motivation in sport and exercise Champaign, IL: Human Kinetics.
Ryan, R. M., & Deci, E. L. (2000). ”Intrinsic and Extrinsic Motivations: Classic Definitions and New Directions” Contemporary Educational Psychology Volume 25, Issue 1.
Rösings, Lilian Munk (2015) Pixar with Lacan: The Hysteric’s Guide to Animation London: Bloomsbury Academics
Syer, J. & Connolly C. (1987) Sportens mentale træning København: Akademisk Forlag.
Treasure, D.C. (1997) ”Perceptions of the Motivational Climate and Elementary School Children’s Cognitive and Affective Response” i Journal of Sport & Exercise Psychology 19, 278-290.
Treasure, D.C. & Roberts, Glyn (1998) ”Relationship between female adolescents´achievement goal orientations, perceptions of the motivational climate, belief about success and sources of satisfaction in basketball” International Journal of Sport Psychology 29, 211-230.
Willerslev, Eske & Kristian Leth (2016) Historien om det hele København: People’s Press.

 

Avisartikler/singler
Alfort, Sara ”Skal skolen danne mennesker eller væbne konkurrencestatens soldater? Ingen af delene, siger forskere nu” https://www.zetland.dk/historie/s85E2aP6-mOLV5GLD-c7ecd
Bregman, Rutger ”Drop både pisk og gulerod. Det er tid til at gentænke, hvad der motiverer os” https://www.zetland.dk/historie/sowGjaJr-mOLV5GLD-b38b9
Alfort, Sara ”Derfor skal du kun arbejde 15 timer om ugen” https://www.zetland.dk/historie/sOzRlv0w-aeW04Gvq-aaba7
Haar Rasmussen, Anders ”Hemmeligheden bag at blive verdens bedste. Roger Federer spiller tennis fra stilheden”  https://www.zetland.dk/historie/sO9kPP1w-meW0ZRWE-04b75

 


[1] Nævnt i artiklen ”Sproget om sport, der blev væk 3
[2] Man kunne evt. bringe Banduras begreb self-efficacy i spil, som er en situationsspecifik selvtillid, der er meget vigtig for en udøvers præstation. De to vigtigste kilder til self-efficacy er ifølge Bandura ”tidligere opnåelser” og ”stedfortrædende oplevelser” Dvs. har man prøvet situationen før, eller har man prøvet noget lignende før og lykkes. Det kunne være en trænermæssig vurdering, at Emil ville spille til sit lidt højere topniveau pga. en højere situationsspecifik selvtillid.
[3] Det kan være, at jeg leder de forkerte steder, jeg tror det ikke. Det er jo også sværere at snakke om entydigt ift. en let sammenligneligt medaljehøst. Men det er bl.a. derfor, disse artikler om sproget om sport, der blev væk er skrevet. – For at kunne tale om noget, der er komplekst på en tilpas enkelt måde.
[4] Valget af analogi er stærkt inspireret af den fremragende Zetland artikel d. 5 april 2017 skrevet af Sara Alfort, Skal skolen danne mennesker eller væbne konkurrencestatens soldater? Ingen af delene, siger forskere nu.
[5] Effekt – ja, men den kan være både positiv og negativ især angående feedbacken. Effekten varierer og er ikke nødvendigvis god.
[6] https://www.zetland.dk/historie/s85E2aP6-mOLV5GLD-c7ecd
[7] Hatties bøger er skrevet på baggrund af metaanalyser med i alt over 50.000 enkeltundersøgelser.
[8] http://www.badminton.dk/cms/?&pageid=15896  Der står altså også noget om det ikke-elitære.
[9] https://www.dgi.dk/om/fakta/baggrund/strategi
[10] http://www.dif.dk/da/om_dif/medlemstal#DIF’s historiske medlemstal.
[11] Ved adskillige søgninger på bl.a. kinesiske baidu har jeg ikke fundet tal på under 100 mio. aktive kinesiske badmintonspillere. Dvs. spillere som er aktive mindst én gang ugt. Jeg har fundet tal helt op til 300 mio.
[12] https://idrottsforum.org/feature-sorensen170215/  Drømmen er: AarhusVejen – Talentudvikling i verdensklasse er et miljø, hvor vi trænere og ledere først og fremmest formår at nære og ikke stå i vejen for den kærlighed, udøverne har til sporten, samtidig med at vi sætter vores egen kærlighed til sporten i spil. Dvs. at nære og udvikle drømmen for den enkelte. Det er et miljø, som har til formål at udvikle spillere, som på sigt kan blive verdensklasseudøvere, og som derfor i udgangspunktet er ekskluderende for andre end de allerstørste talenter og kompetencer, men som i praksis integrerer alle, som kan og vil give noget værdifuldt til miljøet. Det er et sted, hvor tilsyneladende modsætninger såsom:
•  samarbejde—konkurrence,
•  tvivl og undren—sikker viden,
•  styring—given slip,
•  smerte—nydelse,
•  langsigtet planlægning—her-og-nu oplevelse,
•  det ekstreme—balance
•  seriøsitet—humor og selvironi
hver eneste dag smelter helt naturligt sammen hen mod et klart fælles mål.
Det er et miljø, hvor selvindsigten og selvrespekten hos alle involverede (trænere, ledere og udøvere) er i fokus, og hvor ærlighed over for egen person og præstation er i konstant udvikling. Det er et miljø, som rummer det hele menneske. Ikke blot i form af en formel kombination mellem sport og uddannelse men også med plads til at rumme alt, hvad det hele menneske indeholder af frygt, tvivl, konflikt, mindreværd mm. Et helt menneske kan godt være besværligt og til tider egoistisk, men det skal lære at mærke sig selv og samarbejde med andre ud fra denne base. AarhusVejen – Talentudvikling i verdensklasse er et sted hvor mennesker bringes i overskud.
[13] ”Virkelige fremskridt kræver utopier” skriver Rutger Bregman i hans bog Utopia for realists, ligesom Oscar Wilde beskriver at ”fremskridt i virkeligheden er realisering af utopier” https://www.zetland.dk/historie/sOzRlv0w-mOLV5GLD-67089
Print Friendly, PDF & Email

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.