Sproget om sport og samfund der blev væk: Djævelen ligger i detaljen

Tags:

Print Friendly, PDF & Email

Svend Aage Sørensen
Sektion for Idræt, Aarhus Universitet & Elite og Talent Center Aarhus


I den første artikel, jeg skrev om ”Sproget om sport og samfund, der blev væk: Sproget om Viden”, var en af hovedpointerne, at hvis man skal udtale sig kvalificeret om samfundet i almindelighed, må man gerne gøre sig umage. Umagen består i at opnå en forståelse for det dilemmafyldte i enhver beskrivelse af diverse problemstillinger. Verden og viden om verden er kompleks at beskrive. Sproget om den viden kan enten afskære os fra viden (via grove forenklinger eller uendelige forbehold) eller give os indsigt i de komplekse forhold via gode kontekstnære billeder, analogier eller modeller.

I denne tekst vil jeg forsøge at beskrive, hvordan forenklingen af de modeller eller billeder, vi ofte bruger i forskellige sammenhænge, kan give deciderede misvisende retningsanvisninger. Djævelen ligger som bekendt i detaljen.

Konkret ønsker jeg at beskrive, hvor svært det er at lægge en meningsfuld retning, når komplekse processer og beslutninger skal evalueres og målstyres.

Jeg skriver primært i en elitesports, men også i en bredere samfundsmæssig kontekst. Hvis man kan kalde det metode, har jeg igen gjort mig umage med at finde analogier eller historier fra min praksis, som rummer nogle præcise pointer og principper i en ellers kompleks verden. Artiklerne har således et pædagogisk sigte i forhold til at beskrive komplekse ting i kontekst så enkelt, at det åbner for handlingsmuligheder men med tilpas mange mellemregninger.

Det er min påstand, at det er meget sjældent om nogensinde, at der er lineære sammenhænge mellem noget som helst ud over i matematiske funktioner. I hvert fald ikke noget som har noget med mennesker at gøre.

Jeg har børn i ”Disney-alderen”, og de har set en del af filmene, som ud over diverse små dramaturgiske spændingskurve-udsving generelt fortæller historier om ”mennesker”, fortrinsvist prinser og prinsesser, der gennemgår tæt på lineære udviklinger efter et bestemt ”point of no return”. Fra ikke at kunne noget til at kunne det hele til sidst og få det halve kongerige.

Der er dog nogle Disney-film, der ikke følger denne romantiske men håbløst urealistiske drejebog. Det er Disneys Pixar film. Det være sig f.eks. Toy story, Monsters Inc., Up, Find Nemo og min favorit Inderst inde

Lilian Munk Røsing skrev i 2015 en bog, hvor hun ud fra den franske psykoanalytiker Lacan analyserede Pixar filmene. Lacans begreb ”symbolsk kastration” handler om den proces, alle ”rigtige mennesker” går igennem hele tiden i livet. Lige fra når barnet første gang oplever, at det er adskilt fra moren, til idrætsudøveren der pludselig men uundgåeligt adskilles fra sin uovervindelighed. Jeg vil ikke påstå, at jeg har læst endsige forstået meget Lacan ud over denne pointe, men jeg har til gengæld set mange Disney-film.

Der er en lille djævel, der ligger i detaljen i nedenstående to optimistiske pointer:

Den konventionelle Disney-films budskab er: Man lærer nærmest automatisk og lineært ting, når man har brug for det, eller når nøden er størst.

Disney med Pixars budskab:  Man udvikler sig først virkeligt, når man får integreret den nye situation, at livet ”kastrerer” dig ind i et mere u-perfekt men helt selv. For dem, der har set Inderst inde, står dette eksempel klart, da filmens hovedperson Rileys følelsesregister splitter (kastrerer) triste, vrede, afsky, frygt ud fra den oprindelige grundfølelse glæde. Da Rileys familie flytter til en anden by lurer en stor sorg (triste) som hun dog først til sidst kommer i kontakt med. Da triste til sidst bliver integreret, opnår Riley en mere hel personlighed og evnen til endnu bedre at håndtere livet, men ikke det halve kongerige.

Disney/Pixar-analogien er måske lidt søgt, men jeg synes virkeligt, at jeg hører (for) mange Disney-historier i diverse samtaler, sportslige selvbiografier, eller bare i pressens omtale af hold, der har vundet 4 gange i træk. Det, som tilsyneladende er en inspirerende fortælling, kan ligeså nemt virke som en kliché og et tyranni af uopnåelige forventninger. Jeg prøver i højere grad at lytte efter og selv fortælle pixar-historierne.

Illustration: Ole Keldorf, ESAA kontoret

ACT (Acceptance and Commitment Theory (Therapy) er en for tiden meget anvendt tilgang til det, at præstere under pres. Det er en del af ”den tredje bølge” af den kognitive terapi. Det er et konkret eksempel på, at man er begyndt aktivt at acceptere og integrere de grimme og uhensigtsmæssige følelser, tanker og fornemmelser, man har under diverse pressede situationer. I første bølge prøvede man groft sagt at overdøve dem med positive sætninger og affirmationer. Sat på spidsen er det ”Disney-versionen” fra ”jeg tvivler” til ”vrøvl, jeg kan, jeg tør, jeg vil”. Dette erstattes i ACT af ”Pixar- versionen” fra ”jeg tvivler” til ”lad mig være nysgerrig på, og lad mig rumme den tvivl, så jeg kan have fokus på den, jeg gerne vil være”. Disney-versionen er enklere og mere mundret men også mere fjern fra den virkelige verden. Det er min påstand, at der er en verden til forskel mellem at prøve at udrydde negative tanker, følelser og fornemmelser og så at integrere dem.

Alle nedenstående udsagn, som jeg personligt er stødt på, kunne godt indikere lineære sammenhænge i selv en kompleks (sports)verden:

  1. ”Vi skal have folk (sportsudøverne) til at tage mere og mere ansvar selv og finde deres egne svar”.
  2. ”Kineserne træner langt mere end os, så hvis vi skal være ligeså gode som dem, må vi træne lige så meget” eller mere konkret: ”Hvis vi skal nå de magiske 10.000 timers målrettet træning (”deliberate practice”)[1], som det tager for nå verdensklasse, skal vi i gang så tidligt som muligt”.

Eller på samfundsniveau:

  1. ”Jo bedre børn ved, hvad de skal lære (dvs. jo klarere mål), jo mere lærer de”
  2. ”Jo hurtigere vi kører i trafikken, jo flere ulykker”.

Der er indlysende elementer af større eller mindre sandheder i alle udsagn, men selv det sidste udsagn om relationen mellem fart og ulykker i trafikken, som tilnærmelsesvis kan lyde som en lineær relation, skal vel nuanceres i forhold til flere forhold. Sker der f.eks. færre ulykker, hvis halvdelen kørte 30 km/t på motorvejene. Jeg må hellere lade en trafikforsker behandle den med ulykkerne.

Men lad os tage nogle af de andre udsagn:

Ad 1) Jeg er personligt i min praksis meget inspireret af coaching-tankegangen, der lægger vægt på svarene hos de folk, der arbejdes med. Jeg spørger ofte mine udøvere om dette og hint. Det kunne være, fordi jeg ikke selv er sikker i min sag, eller fordi deres perspektiv ud over at bringe ny viden til sagen, kan give udøveren ejerskab af situationen i form af selvbestemmelse (se 3 artikel under afsnittet om SDT).

Laver man som coach imidlertid blot tilsyneladende små men centrale fodfejl, kan den interaktion, som næsten er rigtig, være helt håbløs og medføre den modsatte effekt af den intenderede. Forestil dig en coach, der stiller et spørgsmål til en udøver uden reelt at tage udgangspunkt i det svar, udøveren kommer med, fordi coachen allerede har lagt sig fast på svaret. Så er det i min verden langt bedre bare at instruere.

Forestil dig modsat, at coachen ingen holdning har – ikke er en mur at spille op ad – men blot stiller spørgsmål for at give ejerskab. Jeg holder i den forbindelse meget af følgende øvelse, som utallige af de stakler, jeg har haft på coaching kursus, har været udsat for: nogle grupper på 4-5 personer bliver bedt om at fortolke et filmklip, jeg på forhånd har fundet på YouTube fra en tilfældig Bollywood film. De får ca. 10 min. til at diskutere i gruppen, hvorefter vi i plenum bruger lang tid på at diskutere de forskellige fortolkninger, der kommer op. Jeg spørger interesseret, og får faciliteret interessante, kreative og ofte meget modstridende fortolkninger. Når de så spørger, hvad der i virkeligheden foregik i filmen, svarer jeg: ”Det ved jeg ikke, jeg har også først lige set den og forstår ikke indisk”.

Forestil jer den frustration, det afstedkommer, at det ene svar er ligeså godt som det andet, når lige man troede, at der i det mindste var nogle rammer at læne sig opad.

Min pointe er, at kunsten at coache er en hårfin balancegang mellem at lytte interesseret til udøvernes svar og løsninger, mens man samtidigt sætter nogle rammer for den coachende samtale og udøvernes handlerum. Den balance er meget nem at misse. Så i forhold til udsagnet ”Vi skal have folk (sportsudøverne) til at tage mere og mere ansvar selv og finde deres egne svar”, er vi vist nødt til i det mindste at sætte det i en specifik kontekst.

Ad 2) Det er min påstand, at Malcom Gladwells bestseller ”Outliers” fra 2008 har været en væsentlig årsag til, at ”10.000 timers reglen” relativt hyppigt og ukritisk er blevet brugt som målestok for, hvad der skal til, for at man på et givent område bliver ”verdensklasse”. Gladwell læner sig op ad Anders Ericsson og andres arbejde fra 1993. Ericssons arbejde har empirisk grundlag for at sige følgende: At det gennemsnitlige antal timer som de bedste violinister på et berlinsk musikakademi har trænet fokuseret men ikke nødvendigvis nydelsesfuldt og med umiddelbar kvalificeret feedback (det såkaldte ”deliberate practice”) inden de er 20 år, er 10.000 timer. Det vil i gennemsnit sige 3 timer om dagen ugen rundt og året rundt i 10 år. Dette gennemsnit blandt violinister er således blevet en universel regel for både en nødvendig og tilstrækkelig indsats for at blive ekspert. Vel at mærke inden for mange andre domæner end violinisters [2]. Det er min opfattelse som ansat af Team Danmark ved specialforbundet Badminton Danmark, at denne regel har inspireret mange specialforbunds Alders relaterede Trænings Koncepter (ATK) i en retning, som utilsigtet (fra Ericssons side) har tilskyndet meget unge sportsudøvere til at træne meget og meget tidligt.

Dette til trods for at det meste af empirien i en nordisk kontekst siger at tidlig specialisering godt kan give ekspert/verdensklasse status, men har et meget højere frafalds, og eller skadesrisiko[3] forbundet med sig. Denne tidlige specialisering grundet anbefalinger på et næsten rigtigt, men alligevel fejlagtigt grundlag, kan være en vigtig årsag til det forholdsvis store frafald hos idrætsudøvere i en bestemt alder. Det er nedenstående et eksempel på.

Lidt om målstyring

For ganske få år siden lignede kvartfinalerne til seniorbadminton DM i damesingle, U19 DM kvartfinalerne til forveksling. 6 ud af 8 var de samme spillere. Det kunne være et tegn på, at de unge piger hurtigt havde slået igennem på seniorniveau, hvilket jo er positivt. En ikke specielt vidensbaseret holdning/tolkning fra min side er, at de andre lidt ældre spillere med niveau var stoppet og havde forladt sporten i en alt for tidlig alder.  De var blevet mødt alt for hurtigt med forventninger om at skulle stille præcise og (over)ambitiøse mål op (helst at de vil være nr. 1 i verden). Når man så finder ud af, at det ikke lader sig gøre, ligger det at stoppe med badminton lige for – en præstationsmålstyring med store bagslag. Det er en påstand, men lad mig prøve at skabe nogle billeder og nuancere påstanden lidt.

Jeg agiterer nemlig ikke for ikke at målsætte eller evaluere på resultater overhovedet. Der er bare mange måder at gøre det på, og rigtigt mange af de gængse tror jeg for nogle ikke bare er ineffektive men decideret skadelige. Selv om jeg personligt ser en meget konkret målsætning som et tveægget sværd, vil jeg gerne give et par eksempler på, hvordan det med en vis succes har fundet sted i min praksis.

Op mod Commonwealth Games 2014 havde vi nogle meget konkrete målsætningsseancer med det New Zealandske badmintonlandshold. Jeg mener, det kan være en nødvendighed om ikke andet i forhold til at forberede spillerne på de målsætningsspørgsmål, de uvægerligt vil møde af presse, familie og venner. Mange havde det forventelige resultatmål – en medalje[4] og det forventelige procesmål – at spille op til deres bedste[5]. I forhold til resultatmålene bad jeg dem ud fra verdensranglisten – suppleret med egne subjektive vurderinger – nedskrive, hvor mange af de 63 potentielle modstandere, der var en 50/50 chance eller mindre for at slå, og hvor mange der lå i 40/60 (modstanderen er svag favorit) laget og 60/40 laget (man er selv svag favorit) osv. Var der f.eks. 8 spillere eller flere, som man havde under 50/50 for at slå, ville det være håbløst at melde en medalje endsige en kvartfinale ud offentligt. Tænk bare på, hvor nervepirrende en 1. og 2. runde kamp (godt nok 60/40 i eget favør i 1. kamp og 50/50 i 2. kamp) ville være at spille for bare at nå til 3. runde. Det er to kampe, man bare SKAL vinde, og det er de færreste, der kan det.

Sara Slott Petersen, som vandt OL sølv i 400 m hæk i 2016, beskrev på et seminar om dual career (Sport Summit i Aarhus 13. september 2017), hvorledes hun først begyndte at præstere i verdensklasse, da det gik op for hende, at hun ikke kunne præstere 100% som både atlet, mor og studerende. Hun tilføjede endnu mere interessant, at det først var, da hun fandt ud af, at hun ikke engang kunne præstere 100% på én af tingene, at resultaterne kom. Et lille fokus væk fra nødvendigheden af præstationen medførte præstationen. Det er som at kigge på stjernehoben Plejaderne (Syvstjernen) i stjernebilledet Tyren. Af en eller anden grund[6] er syvstjernen tydeligst, hvis man kigger lidt væk fra det. Det har naturligvis ingenting med målsætning at gøre, men det er en god metafor for, hvorledes et for intensivt fokus kan gøre, at målet ikke erkendes tydeligt nok.

Det er min erfaring, at der er nogle, for hvem disse konkrete resultatmål bare umiddelbart motiverer mere. Et konkret eksempel kunne være en unavngiven herresinglespiller, jeg har arbejdet med, som gerne ville nå en semifinale ved et DM inden to år. Det kan være en meget god øvelse at kigge på, hvem det så er, man skal begynde at slå hvornår. Det er sjældent konstruktivt at SKULLE slå den og den lige nu. Det kan imidlertid give lidt overblik i lighed med ovenstående eksempel at inddele de spillere, som man skal kunne slå i en eventuel ottendedelsfinale og kvartfinale om to år. Jeg mener, at vi satte navne på seks spillere, som han ikke kunne slå, tre af dem skulle han så overhale, samt slå minimum to af en gruppe på otte i to kampe i træk, som nu var 50/50. Det gav ifølge spilleren, øget klarhed at få sat nogle ansigter på. Man kan kalde denne måde at stille tingene op på for delmål, eller på rigsdansk KPI´s (Key Performance Indicators). Det er en måde at se efter (forenklede) indikatorer på, om man er på rette vej mod sit endemål.

Det altafgørende er dog, om endemålet er stærkt nok til at rykke i spilleren lige nu og her hver dag. Der kan indikatorer være små tegn på, at man er på vej men i min optik aldrig nok til i sig selv at være grundlaget eller motivationen for den i dette tilfælde foreløbige 2-årige rejse.

Lidt om målstyring og motivation

Dette er som nævnt ikke en videnskabelig artikel, så nedenstående afsnit er stærkt inspireret og har også direkte udpluk fra en artikel af Rutger Bregman fra Zetland.dk d. 13 februar 2017 omhandlende motivation. Den kan være tendentiøs væk fra et funktionalistisk menneskesyn, men den skaber et fantastisk billede af noget så komplekst som motivation.

Det, arbejdere ønsker fra deres arbejdsgivere over alt andet, er høje lønninger,” sagde en af verdens første konsulenter, Frederick Taylor, for omkring hundrede år siden. Taylor er kendt som opfinderen af scientific management. Hans videnskabelige virksomhedsledelse bygger på den antagelse, at medarbejdernes præstationer bør måles meget præcist for at gøre fabrikken så effektiv som muligt. I dag lever taylorismen videre i mange incitamentstrukturer eller reguleringsstrategier på det danske jobmarked.

En ung psykolog gjorde en opdagelse, der gik stik imod alle tayloristiske forskrifter. Da Edward Deci arbejdede på sin ph.d., var psykologien stærkt påvirket af teorien om behaviorisme, som generelt så mennesker som gennemført passive væsener. Det eneste, der er kraftfuldt nok til at tvinge os til at handle, er en belønning. Eller frygten for straf.

Rent faktisk gør vi konstant ting, som vi ikke tjener en øre på, og som endda er decideret udmattende af vores egen fri vilje. Hvordan kan det hænge sammen?
Den sommer opdagede Deci noget endnu mere overraskende. Nogle gange kan pisk og gulerod faktisk forværre vores præstationer. Når han betalte sine testpersoner en dollar for at løse en opgave, tabte de interessen for selve opgaven.

Siden har utallige studier understøttet den erkendelse. Nogle gange er en handling ikke blot summen af dens motivationer. Nogle gange udligner og sletter motivationsformerne hinanden. For nogle år siden analyserede forskere fra University of Massachusetts 51 studier af økonomiske incitamenters effekt på arbejdspladser. De fandt “overvældende bevis” for, at bonusser sløver folks indre motivation og moralske kompas. De fandt endda også ud af, at bonusser og erklærede mål kan underminere folks kreativitet. Gulerødder og piske fører for det meste til mere af det samme. Betal folk per time, og du får flere timer. Betal per artikel, og du får flere artikler. Betal per operation, og du får flere operationer,

Alt i alt er det forbløffende, hvor mange af samfundets største problemer, der kunne skabes af guleroden og piskens tyranni. Direktører, der kun fokuserer på kvartalsresultaterne, trækker deres virksomheder ned i afgrunden. Forskere, der bliver bedømt på omtale og andre ydre mål, bliver lokket ned ad den tynde forsknings vej. Skoler, der bliver vurderet ud fra resultaterne af standardiserede tests, skøjter hen over færdigheder, der ikke kan kvantificeres. Psykologer, der bliver betalt for at behandle deres patienter så længe som muligt, forlænger behandlingen … så længe som muligt. Finansfolk, der får bonusser for at sælge flest mulige subprime-lån, kan føre den globale økonomi tæt på kollaps.

Så er bonusser en fuldstændig vildfarelse? Nej, ikke altid. Forskning fra den behavioristiske økonom Dan Ariely har vist, at bonusser nogle gange kan være reelt effektive. Men kun når opgaverne er simple og rutineprægede, som dem Frederick Taylor målte med sit stopur på fabrikkerne. Med andre ord: præcis den type opgaver, som i dagens økonomi i stigende grad bliver udført af robotter, hvor indre motivation jo ikke rigtigt spiller ind.

For os mennesker er motivationen imidlertid altafgørende. Vi er ikke de beregnende robotter, som tayloristerne og behavioristerne gør os til.

Det er på høje tid med et nyt menneskesyn. Erkendelserne fra Edward Deci er stadig stort set ikke blevet omdannet til praksis. Alt for ofte antager vi stadig, at mennesker opfører sig som aber[7]. På kontoret, i skolerne, på hospitalerne, på arbejdsformidlingen. Det hele kan sammenfattes sådan her: Vores menneskesyn er fuldstændig ude af trit med virkeligheden.

Edward Deci udviklede siden sammen med kollegaen Ryan den massivt empirisk underbyggede Self Determination Theory (SDT).

A taxonomy of human motivation (Ryan & Deci, 2000:61).

I ovenstående model ses længst mod venstre amotivationen, hvilket er en tilstand af manglende intention til at handle. Amotivationen ses som et resultat af manglende værdisættelse af en aktivitet, ikke at føle sig kompetent eller manglende tro på, at udførelsen af aktiviteten vil resultere i et ønskværdigt udbytte (Ryan & Deci, 2000, s. 61).

Til højre for amotivationen findes fire kategorier, som anskues som mere og mere integrerede og selvstyrende i takt med, at de nærmer sig den højre side, hvor den indre motivation placerer sig. De fire trin inden for den ydre motivation er: ekstern regulering, introjiceret regulering, identifikation og integreret regulation. Den føromtalte enten-eller-tilgang til fænomenet motivation inddrager kun distinktionen mellem amotivation og motivation. I SDT anskues motivation derimod som et kontinuum, der organiseres ud fra graden af selvstyre.

De fire kategorier vil kort blive gennemgået i det følgende.

Lige til højre for amotivationen finder vi ekstern regulering, som er den mindst autonome form for ydre motivation. En sådan adfærd er et resultat af at efterkomme et eksternt krav eller opnå en udefrakommende belønning (Ryan & Deci, 2000, s. 61). For at ændre en vane kræves først og fremmest en intention om forandring.

Den introjicerede regulering beskriver en type af intern kontrollerende regulering. Drivkraften bag denne form for handlinger er det pres, som individet pådrager sig selv for at undgå følelsen af skyld, frygt eller andre negative tanker. Omvendt kan presset også være forårsaget af individets ønske om en følelse af stolthed og anerkendelse (Ryan & Deci, 2000, s. 62).

Dette bringer mig videre til identifikationen. I denne fase har individet identificeret sig med og indset vigtigheden af adfærden, hvormed denne har personlig betydning. Så er vi på vej mod den sidste og mest selvstyrende form for ydre motivation, nemlig integreret regulation. Denne type forekommer, når de identificerede regulationer er blevet fuldt integreret som en del af individet. Helt ude til højre i modellen ligger den indre motivation – handlingen for handlingens egen skyld, som når børn leger. Og så kører det hele af sig selv… NEJ! Det her kan lyde enkelt, men hvis det var let at foretage denne bevægelse, så ville alle bare motivere og være motiveret.

Men nu har vi et sprog til at snakke om motivation, og inden jeg kommer for langt ud af den (pladder)humanistiske tangent, står spørgsmålet, hvordan ”målstyrer man” en person fra amotivationen hen mod den indre motivation? Hvordan kan disse begreber i forhold til autonomi og selvbestemmelse sættes i spil i praksis? Denne tekst er ikke et grundkursus. På et grundkursus kender formidleren alle svarene. På et mere avanceret niveau (man kunne sige i den praktiske virkelighed) kender formidleren ikke altid svarene.  F.eks. på:

HVORDAN f… får jeg mine børn til at rydde op efter sig, når jeg ikke holder øje? Eller mere relevant i denne sammenhæng – hvordan får jeg spillere i og omkring Aarhus Vejen til at lave den nødvendige styrketræning? Her følger i punktform nogle af de ting, vi har gjort/vil gøre.

Vi har/vil:

    • Snakket med den enkelte om deres drøm, og hvordan styrketræning kan føre dem mod den.
    • Lavet et styrketræningstilbud af høj faglig kvalitet med trænere, som er relationelt stærke.
    • Lagt styrketræning i forbindelse med haltræning og ytret en kraftig forventning om deltagelse.
    • Udvikle benchmark tests (KPI´s), som kan synliggøre, om forbedringer bringer folk nærmere mål.
    • Med hjælp fra fysioterapeut lavet en database, som kan følge skader til forbedring af programmer.
    • Lavet specialaftaler med nogle, som grundet arbejde mm. ikke kan komme hver gang.
    • Lavet specialaftaler med andre, som kræver ekstra opfølgning i form af tests mm.

Vi har haft SDT i baghovedet med disse tiltag men ikke udelukkende. Der er elementer af pisk og gulerod, nudging[8] mm. Vi har dog været ret påpasselige med, at det i sidste ende skal være deres projekt at styrketræne – ikke vores.

Motivation er dilemmafyldt og komplekst, men SDT giver i det mindste et nuanceret sprog at tale om udfordringen med at blive motiveret. Jeg vil påstå, at en stor del af truppen har bevæget sig fra manglende motivation over ekstern regulering, introjiceret regulering, identifikation mod integreret regulation (jeg har ikke tvunget ret mange indre motiverede ud af styrkelokalerne endnu).

Den bevægelse var muligvis gået hurtigere med en mere streng tilgang. Jeg tror det ikke. Jeg er dog konstant i et dilemma om, hvor meget jeg skal bruge pisken (f.eks. smide folk af træningen for ikke at passe den fysiske træning, eller andre taylorske incitamenter).

Så for at summere op på alle de lange mellemregninger i hele teksten: det er meget nemt at komme til i overskuelighedens navn, at reducere den viden vi har (fra selv meget valide forskningsresultater) til at pege i helt utilsigtede retninger.

Hvad er det, vi målstyrer efter, og hvad er der belæg for at målstyre efter? Hvilke incitamenter er det så, vi bruger? Er det pisk og gulerod, og i så fald er der belæg for dette? Arbejder vi mere med den indre motivation, og hvordan gør man så det i praksis?

Det er i øvrigt muligt, at jeg selv ikke har nærlæst Ericsson, Taylor og Deci nok til præcist at forstå og ramme alle deres pointer. Det får jeg sikkert at høre for i så fald. Måske har jeg selv været for tendentiøs, som jeg beskylder Rasmus Ankersen for at være i artikel 1. Jeg indtager lige rollen som min egen (og djævelen i detaljens) advokat.

Hovedformålet med teksten har ikke været at bevise en tese men at skabe et sprog og nogle billeder på, hvordan man taler om viden, vi har om samfundet i almindelighed og sporten i særdeleshed. Jeg håber, det er lykkes. Jeg vil mene, at hvis vi er enige om, hvad vi snakker om, og hvis vi har et anvendeligt sprog omkring det, så er der større chance for, at vi sammen kan sætte en retning og bevæge os i den retning, vi vil, selv om vi lever i en kompleks verden.

I den sidste artikel vil jeg – med præmissen at djævelen ligger i detaljen – gå videre i sproget om målstyring. Den primære detalje, som djævelen kommer til at ligge i, er, om der målstyres i forhold til læring eller resultater. Og lidt mere generelt om vi styrer efter konkrete mål eller en mere kompleks tilstand. F.eks. en drøm.

Hvorfor er målstyring et så centralt tema i disse tekster? Det er meget let at målstyre ud fra et ”tayloristisk” verdensbillede. Der skal blot bruges en præcis målsætning og så tilpas med pisk og gulerod. Hvis man imidlertid abonnerer på et mere komplekst verdensbillede, kan en konkret men yderst ineffektiv målstyring let afløses af ingen målstyring eller en laissez faire-holdning til evaluering. Det er bestemt heller ikke min mening. Måske kan mere nuanceret viden og sproget om den viden hjælpe til at målstyre efter noget lidt mindre enkelt og konkret men mere indre motiveret og dermed effektivt. Mere om det i næste tekst.

Litteratur

Agerskov, Henrik (1995) Mental træning og motorisk kontrol i idræt København.
Ankersen, Rasmus (2009) Opdragelse af en vinder København: Turbulenz.
Baker, J., Côté, J., & Abernethy, B. (2007). ”Learning from the experts: Practice activities of expert decision makers in sport”. Research Quarterly for Exercise and Sport, 74, 342-347
Bjerre, J. (2017) Hattie på dansk København: Hans Reitzels Forlag.
Côté, J (1999)  ”The Influence of the Family in the Development of Talent in Sport”. The Sport Psychologist, 4(13):395-417
Côté, J, & Fraser-Thomas, J. (2007). ”Youth involvement in sport”. In P.R.E. Crocker (Ed.), Introduction to sport psychology: A Canadian perspective (pp. 266-294). Toronto: Pearson Prentice Hall.).
Csikszentmihalyi, Mihaly (1991) FLOW: The Psychology of Optimal Experience New York: Harper & Row.
Csikszentmihalyi, Mihaly et al. (1993) Talented Teenagers Cambridge, Cambs.: Cambridge University Press.
Csikszentmihalyi, Mihaly (1993) The Evolving Self New York: Harper & Row.
Deci, E. & Ryan, R.M. (1985) Intrinsic Motivation and Self-determination in Human Behavior Berlin: Plenum Press.
Eysenck, Michael W. & Keane, Mark T. (2000) Cognitive psychology – A student’s handbook (4th ed.) Hove: Psychology Press.
Gade, Anders (1997) Hjerneprocesser København: Frydenlund.
Gallwey, Timothy W (1997) Inner Skiing New York: Random House.
Gazzaniga, Michael et al. (1998) Cognitive neuroscience: The Biology of Mind New York: Norton.
Gleitman, H. et al. (1999) Psychology (5th ed.) New York: Norton.
Gladwell, M. (2008) Outliers Boston, MA: Little, Brown and Company.
Hangaard Rasmussen, Torben: Kroppens filosof: Meaurice Merleau-Ponty (1996) Brøndby: Semi-forlaget.
Hardy, Lew et al. (1996) Understanding psychological preparation for sport Hoboken NJ: Wiley.
Hattie, J. (2012). Visible learning for teachers: maximizing impact on learning. Abingdon: Routledge.
Heckhausen, Heinz (1991) Motivation and Action Berlin: Springer Verlag.
Henriksen, Kristoffer (2011) Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Larsen, Steen (1994) Enzymisk pædagogik Eget forlag.
McEnroe, John (2003) Serious New York: Sphere.
Merleau-Ponty, Maurice (1994) Kroppens fænomenologi Frederiksberg: Det Lille Forlag.
Nottingham, J., & Nottingham, J. (2016). Styrk læring gennem feedback: sådan opnår du den rette feedback hver gang (1. udgave ed.). Frederikshavn: Dafolo.
Nørretranders, Tor (1985) Mærk verden København: Gyldendal.
Roberts, Glyn C. (1992) Motivation in sport and exercise Champaign, IL: Human Kinetics.
Ryan, R. M., & Deci, E. L. (2000). ”Intrinsic and Extrinsic Motivations: Classic Definitions and New Directions” Contemporary Educational Psychology Volume 25, Issue 1.
Rösings, Lilian Munk (2015) Pixar with Lacan: The Hysteric’s Guide to Animation London: Bloomsbury Academics
Syer, J. & Connolly C. (1987) Sportens mentale træning København: Akademisk Forlag.
Treasure, D.C. (1997) ”Perceptions of the Motivational Climate and Elementary School Children’s Cognitive and Affective Response” i Journal of Sport & Exercise Psychology 19, 278-290.
Treasure, D.C. & Roberts, Glyn (1998) ”Relationship between female adolescents´achievement goal orientations, perceptions of the motivational climate, belief about success and sources of satisfaction in basketball” International Journal of Sport Psychology 29, 211-230.
Willerslev, Eske & Kristian Leth (2016) Historien om det hele København: People’s Press.

 

Avisartikler/singler
Alfort, Sara ”Skal skolen danne mennesker eller væbne konkurrencestatens soldater? Ingen af delene, siger forskere nu” https://www.zetland.dk/historie/s85E2aP6-mOLV5GLD-c7ecd
Bregman, Rutger ”Drop både pisk og gulerod. Det er tid til at gentænke, hvad der motiverer os” https://www.zetland.dk/historie/sowGjaJr-mOLV5GLD-b38b9
Alfort, Sara ”Derfor skal du kun arbejde 15 timer om ugen” https://www.zetland.dk/historie/sOzRlv0w-aeW04Gvq-aaba7
Haar Rasmussen, Anders ”Hemmeligheden bag at blive verdens bedste. Roger Federer spiller tennis fra stilheden”  https://www.zetland.dk/historie/sO9kPP1w-meW0ZRWE-04b75

 


[1] (Målrettet træning) defineres som fokuseret ikke nødvendigvis nydelsesfuld øvelse/træning med forbedring for øje og efterfulgt umiddelbar præcis feedback – ofte af en voksen/Træner.
[2] F.eks ”Malcolm Gladwell got us wrong: Our research was key to the 10,000-hour rule, but here’s what got oversimplified”, Salon 2016-04-10.
[3]  K. Anders Ericssons ”Deliberate Practice” modstilles ofte med Jean Côtés ”Deliberate play” (målrettet leg). Som i højere grad er selvorganiserede aktiviteter for aktivitetens egen skyld. At netop Jean Côtés og Anders Ericssons verdensbilleder ses som modsætninger er vist en grov overfortolkning. Senere specialisering, evt. med store mængder af målrettet leg ”deliberate play[3]” kan også fremvise verdensklasse, dog med meget mindre frafald og skadesrisiko. (Côté, 1999, Côté, Baker & Abernethy 2007, Côté & Fraser-Thomas 2007). Man kunne kalde målrettet leg for målrettet træning med en høj grad af indre motivation (se senere om SDT). Man kan vel også sige at de begge er enige om at for at nå verdensklasse i domæner med høj konkurrence kræves mange timers træning. Så de har givet os begreberne ”deliberate practice” og ”deliberate play” som to meget brugbare, men ikke uforenelige begreber til at snakke om træning og talentudvikling med[3].  ”Jo mere specialiseret jo tidligere” er vist højst en halv sandhed.
[4] Jeg har ikke noget imod drømmemål[4], som er grænsende til urealistiske, som man enten holder tæt ind til kroppen, eller deler med dem som man har en tæt og tillidsfuld relation til. Det er sjældent en god ide at gøre det offentligt. Jeg vil vende tilbage til drømme(mål) senere i artikel 3
[5] I min verden kan ”at spille til sit bedste” meget nemt være en Kliche`, der er så ”rigtig” at den har mistet enhver betydning. Det kræver i hvert fald for mig, at der kommer nogle billeder på.
[6] Det skyldes vist forhold ved øjets anatomi. Kigger man i mørket lige på et bestem punkt på nethinden som er blindt pga. synsnerven så kan dette bedre ses ved at flytte fokus lidt.
[7] Ifølge Rutger Bregmans artikel fra 13 februar 2017 kom det definitive bevis på fra Harvard-professoren Joseph Henrich, der har rejst verden tynd med hans forskerhold i jagten på homo economicus. De besøgte 15 lokalområder i 12 lande på 5 kontinenter, hvor de udsatte bønder, nomader, jægere og samlere for et helt batteri af test i deres søgen efter en person, der passede til det menneskesyn, der havde stået så centralt blandt økonomer i årtier. Men forgæves. Hver gang viste resultaterne, at folk var for sociale eller for motiverede af noget andet, inde i dem selv. Men Henrich lod sig ikke afskrække. Selv efter hans artikel, “Jagten på homo economicus”, var publiceret, fortsatte han med at lede efter dette mytiske væsen, indtil han fandt det. Eller – homo er nok ikke det rigtige ord. For homo economicus, viser det sig, er slet ikke et menneske, men en chimpanse. “Homo economicus-modellens kanoniske forudsigelser har vist sig at være bemærkelsesværdigt gode til at forudsige chimpansers adfærd i simple eksperimenter,” sagde Henrich i et interview med websitet Evonomics. “Altså: Alt det teoretiske arbejde var ikke spildt, det blev blot brugt på den forkerte art.”
[8] Nudging er helt forenklet at gøre det gode valg til det lette valg.

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message