Sproget om sport der blev væk. Del 2

Tags:

Print Friendly, PDF & Email

Svend Aage Sørensen
Sektion for Idræt, Aarhus Universitet & Elite og Talent Center Aarhus


Dette er anden artikel i feature serien som beskriver ”sproget om sport der blev væk”. Sidste artikel gav nogle bud på, hvorledes man gennem en mere dialektisk tilgang kan beskrive nuancer af elitesporten som ofte går tabt i et alt for dualistisk sprogbrug. Udgangspunktet var primært proces/resultat-adskillelse. Jeg skriver selv artiklen som en slags ”syntese” mellem en praktiker (Cheftræner ved Elite- og talent center Aarhus i Badminton) og en teoretiker (jeg er kandidat i Idræt og Psykologi). Denne artikel søger primært efter en syntese i en lidt for kategorisk opdeling i krop og psyke.

Sæt dig ned, fold hænderne og knyt dem sammen som på billedet ovan med dine to pegefingre strittende og med ca. 5 cm afstand. Luk øjnene og øg tonus i fingrene så grebet spændes og pegefingrene peger (uden at ændre afstanden mellem dem.) Prøv så så tydeligt som muligt i et halvt minuts tid at forestille dig at fingrene nærmer sig hinanden som to magneter og åben så øjnene igen. Gør det før du læser videre.

Det er selvfølgelig en pædagogisk øvelse, som har til hensigt at give en kropslig forståelse af, hvor tæt det mentale og fysiske er linket. Langt de fleste jeg har lavet øvelsen med vil, i fald at de faktisk kan forestille sig fingrene nærme sig hinanden, helt tydliget mærke hvordan de trækker sig mod hinanden netop som to magneter, også selvom de bliver instrueret i at fingrene ikke skal nærme sig hinanden.

Hvad kan en øget viden om sammenfletningen af krop og psyke bruges til? Her bliver jeg nødt til at tage en teoretisk omvej, for at forklare den teoretiske baggrund for brugen af den praktiske metode ”Inner Game” .

I psykologien har der gennem historien været forskellige vægtninger af hhv. kroppens og det mentales ”status”. Forestillingsbilleder som noget reelt om end ikke fysisk, er i psykologien ikke noget nyt fænomen. De var centrale i forrige århundredes eksperimentelle psykologers teoridannelse. I årene omkring 1. verdenskrig blev forestillinger som genstand for psykologien, udsat for Watson og andre behavioristers angreb. Behavioristerne ønskede at videnskabeliggøre psykologien med fysikken som forbillede, og mentale begivenheder var ikke objektive. Forestillingsbilleder var derfor næsten fraværende som genstand i det psykologiske univers under behaviorismens dominans. Før den kognitive revolution i 1960’erne var det faktisk ikke blandt datidens herskende behaviorister relevant at forholde sig til f.eks. mentale forestillinger. De kunne ikke måles og fandtes således ikke.

”Krigen” mellem den kognitivistiske og den behavioristiske tilgang til forestillingsbilleder er for længst klinget af og har i dag i højere grad karakter af et samarbejde – en syntese om man vil. På indlæringsområdet har det traditionelt været behavioristiske tilgange der har været fremherskende, mens hukommelse primært har været grebet an ud fra kognitivistiske tilgange. Kropslige færdigheder repræsenteres ofte under procedural hukommelse, men skal som bekendt indlæres. Skal en ny kropslig færdighed indlæres/repræsenteres i den procedurale hukommelse, kan det være givtigt at medtage parametre fra både behavioristiske og kognitive tilgange. Dvs. være sig bevidst om samspillet mellem krop, mentale billeder og sprog. På trods af det tilsyneladende samarbejde, er der stadig en eviggyldigt forståelsesmæssig udfordring i forhold til at forstå forholdet mellem det objektive og det subjektive.

Mind-brain problematikken er et meget grundlæggende tema inden for psykologien. Hvor og hvorledes sker den kobling, hvor elektriske impulser over synapser i fysiologiske omgivelser repræsenteres i tanker, følelser og forestillingsbilleder. Fra objektiv til subjektiv.

Franskmanden Maurice Merleau-Ponty beskriver med sin kropsfænomenologi dette – fra objektiv til subjektiv – tema fra den humanistiske side af videnskaben.

Merleau-Pontys værker har først fundet udbredelse i halvfemserne ca. 40 år efter hans vigtigste værk[1] Perceptionens Fænomenologi (Phénoménologie de la perception) fra 1945[2]. At dualismen har haft så stor indflydelse på den almene opfattelse kan være en årsag til denne forsinkede udbredelse og anerkendelse.

Derved bliver bevidsthed og krop to sider af samme sag, da ”at kunne” ikke giver nogen mening uden en krop at kunne med.

Ifølge Merleau-Ponty har den Cartianske[3] dualisme betydet, at vi ikke kan forstå og indfange nogen af de to størrelser sjæl og legeme korrekt, idet disse i virkeligheden er indfiltret i hinanden, hvorfor den vanemæssige adskillelsestænkning er en forhindring for at forstå det menneskelige subjekt og dets forhold til verden. Denne veletablerede tænkemåde der stadig spiller en afgørende baggrundsrolle i bl.a. den psykologiske tænkning, har ifølge Merleau-Ponty mistet sin forklaringskraft, idet den således bygger på en fejlagtig dialektik[4]. Den har i dens søgen efter at gøre det tvetydige entydigt opereret med en formel tankebevægelse der presses ned over erfaringen.

Merleau-Pontys forfatterskab består primært af dybdeborende variationer over det samme emne nemlig en afprøvning af muligheder for at overskride denne dualisme mellem sjæl og legeme[5]. Dette finder sted ved at hævde at bevidstheden består i et ”jeg kan” og ikke et ”jeg tænker at”.[6] Derved bliver bevidsthed og krop to sider af samme sag, da ”at kunne” ikke giver nogen mening uden en krop at kunne med. Dette er en nyfortolkning af den menneskelige krop som en betydningsskabende helhed – den erkendende krop[7]. Kroppen er således en mening, vi har med os i vores handling og tænkning. Når vi ser, berører, taler og lytter, har kroppen allerede gjort dette i sin umiddelbare tilstedeværelse og væren i verden[8]. Via kroppen er vi hele tiden forbundet med verden, uden at vi tænker over det.

Man kan påstå, at selve sprogets dualistisk opbygning gør, at vi er nødt til at beskrive det fysiske og det mentale som to tydeligt adskilte størrelser, for har vi egentlig et ord for den ”syntese” som kroppen og sindet kunne danne. ”Den erkendende krop” er et ikke særligt mundret bud på dette ord. Men det udtrykker en krop samtidig med et subjekt.[9]

Og så tilbage til det praktiske.

På trods af at der er mange metoder til kropslig læring i idrætslig sammenhæng, er der efter min erfaring et fåtal som bevidst behandler ”den erkendende krop” dialektisk – dvs. som et integreret hele.

Inner Game, som netop arbejder med kroppen som et integreret hele, kunne være én af dem. Inner game coaching metoden præsenteret ved Timothy Gallwey[10] og John Whitmore adskiller godt nok selvet i et selv 1 og selv 2, som er henholdsvis et kritisk analyserende og et mere kropsligt legende – igen en umiddelbart dualistisk opdeling. Der hvor Inner Game praktisk metodisk adskiller sig fra de fleste andre metoder er i vægtningen af ”den erkendende krop”.

Der arbejdes med nedenstående spørgsmålsguide, der ikke skal besvares analytisk men kropslig erkendes umiddelbart efter hvert af utallige udførelser af givne bevægelser.

  • Spørgsmålene er åbne spørgsmål; hvad hvornår, hvor ofte, hvor mange (detaljerede fakta).
  • Der startes bredt og indsnævres for at øge fokus.
  • Deres interesse følges og deres ord bruges.
  • Opmærksomhed fremtvinges via observation og mærken efter.
  • Spørgsmålene er mere beskrivende end dømmende. Dvs. godt/dårligt erstattes i højere grad af detaljerede fakta.

Den aktive lytten er et udtryk for, at man som coach tager udgangspunkt i den man coacher. Det vil sige at spørgsmålene har mindre relevans, hvis svarerne ikke tages alvorligt. Der findes i princippet ikke forkerte svar, kun upræcise svar.

Summeret op består Inner Game tilgangen i at skabe bevidsthed og ansvar hos udøveren ved at stille stadigt mere specifikke spørgsmål og ved aktivt at lytte til og gå med svarerne.

Nedenstående er et praktisk badminton eksempel på en udgave af en Inner Game coaching session i badminton. Teknik sessionen blev udført med en i forvejen ret bevidst spiller og sessioner som denne forløber ikke altid så glat som illustreret. Mellem hvert spørgsmål udføres slaget utallige gange.

Coach: Hvad arbejder du på?
Spiller: Mit smash.
Coach: Hvad ved dit smash arbejder du på?
Spiller: Jeg vil gerne have det hårdere.
Coach: Hvilken del af bevægelsen fokuserer du på for at få den hårdere?
Spiller: Jeg tror, det har at gøre med om jeg får kroppen med, eller hoften siger min anden træner.
Coach: Hoften?
Spiller: Ja timingen af hoften. Jeg tror ikke, at jeg bruger den på den rigtige måde for at give slaget kraft. Den kommer ikke med på den rigtige måde
Coach: Kommer den for sent eller for tidligt?
Spiller: Øøøøh for sent tror jeg.
Coach: OK. Lad os prøve at lægge mærke til timingen af hoften i slaget. Hvis vi nu beskriver det vha. en rangering. Minus 5 over 0 til plus 5 hvor minus 5 er alt for tidligt og plus 5 er alt for sent.
Spiller: OK: Minus 2,0, 2,3, 0, 0, 1, etc.

 

Der ville nok være 5 ting eller flere der kunne rettes ved dette smash. Mere end et til to af disse 5 punkter ad gangen i bevidstheden ville næsten sikkert have medført mere frustration end gavn hos spilleren. Det coachen umiddelbart først så var grebet, som var ”forkert”, men coachen tog udgangspunkt i spilleren, og det forunderlige var, at grebet begyndte at ændre sig da fokus blev snæret ind om ét selvvalgt område, som spilleren definerede og som coachen fulgte.

Spiller:  Jeg kan ikke få 0 altid.
Coach: Det er heller ikke det jeg ber’ dig om. Du skal blot registrere timingen.

 

Eller skal hun prøve at få 0? Erfaringen siger i hvert fald, at hun vil prøve, og hvis først hun gør dette, er der stor sandsynlighed for at nysgerrigheden i ”den erkendende krop”, læringen og præstationen falder. Hun skal således ikke prøve. Hun skal i stedet gøre og løbende erkende og sidenhen lade den erkendende krop korrigere ud fra et idealbillede/ideal følelse.

Er denne ”integrerede” Inner Game metode så den eneste ”rigtige”? Om end jeg har en personlig præference for metoden, så må svaret højst være et ”Det kommer an på hvem man arbejder med”. Jeg vil selv gerne undgå at ryge i fælden med et unødigt dualistisk sprogbrug, og som hjælp vil jeg kort bruge et af DPU-professor i pædagogik Steen Larsens begreber:.

Steen Larsen beskriver i sin bog Enzymisk pædagogik fra 1994, hvorledes en given population har det med at dele sig i fire mere eller mindre velafgrænsede grupper når de præsenteres for noget nyt.

Jeg har set gevinsten ved at behandle ”den erkendende krop” som et integreret hele, i forhold til at udvikle opmærksomhed, bevidsthed og ansvar gennem spørgsmål.

Han beskriver med udgangspunkt i lærerværelset på en given skole, hvorledes lærerne fordeler sig i hhv. ”frysepunktet”, ”kogepunktet”, ”den store gruppe af tvivlere” og ”avantgarden” i forhold til en ny skolereform. Frysepunktet ser begrænsningerne og kalder det ”gammel vin på nye flasker”, ”kogepunktet” ser entusiastisk ubegrænsede muligheder, mens ”avantgarden” med sin faglighed nøgternt analyserer sig frem til begrænsninger og muligheder, og evt. perspektiver i en videreudvikling af reformen. Hvis ”den store gruppe af tvivlere” skal overbevises om reformens muligheder har avantgarden ifølge Steen Larsen først og fremmest én opgave: Hurtigst muligt at distancere sig fra ”kogepunktet”, da de med deres unuancerede lovprisning forhindrer “den store gruppe af tvivlere” i nysgerrigt at undersøge emnet.

Da jeg selv af John Whitmore tilbage i 2005 blev præsenteret for Inner Game, røg jeg med enorm energi direkte over i ”kogepunktet”. Jeg stillede i min praksis åbne spørgsmål og snævrede ind og observerede, hvorledes der hos mine udøvere blev skabt en øget bevidsthed og ansvar for egen udvikling. Efterhånden erfarede jeg, at der var enkelte udøvere, som ikke reagerede godt på min spørgende tilgang, ligesom der var kollegaer som havde gode resultater med mildest talt ikke coachende tilgange.

Jeg har som praktiker stadig masser af erfaring med Inner Game som en yderst effektiv metode i bl.a. teknikudvikling både på højeste eliteniveau og for begyndere. Jeg håber på, at jeg er ved at nærme mig en ”avantgarde status” på området. Jeg har i hvert fald fået begrebet bredt ud. Jeg har set gevinsten ved at behandle ”den erkendende krop” som et integreret hele, i forhold til at udvikle opmærksomhed, bevidsthed og ansvar gennem spørgsmål. Jeg har samtidig fået en indsigt i, at selvom spørgsmål kan være effektive i udviklingen af førnævnte elementer, så er det min oprigtige interesse i personerne i særdeleshed, som måske er mest relevant[11]. Denne interesse kan vises på mange måder, som ikke behøver at være drevet af spørgsmål.

Ovenstående eksempel illustrerer, at selvom man har at gøre med begreber og metoder som udspringer fra en både-og tankegang, så er det stadigt nødvendigt at være på vagt. ”Dualismefælden” er en fælde, der altid ligger lige for, og som kun kan undgås ved på stadigt dybere niveau at undersøge verden i en søgen, der ikke for tidligt, men i sidste ende skal ende ud med reelle beslutninger, som fører til reelle handlinger.

Det er min påstand, at en af grundene til at både–og tilgange drukner i enten–eller adskillelse er, at dialektikkens syntese for den meget elitære træner eller udøver smager lidt af kompromis eller middelmådighed, eller slet og ret af snak og manglende handling. Den dygtige træner, leder eller evt. sportspsykologiske konsulent har således en opgave i at brede verden ud så udøverne i idrætsmiljøer rundt om, har et rum af muligheder at agere i. Samtidig skal der være overblik til i sidste ende at sætte en retning – en handling som i sidste ende bliver et valg. En dualistisk verdensopfattelse differentierer, en dialektisk, integrerer og differentierer i en stadig løbende proces.

*          *          *

Sidste artikel i feature serien om ”sproget om sport der blev væk” tager udgangspunkt i en praksis ved miljøet omkring Elite og Talentcenter Aarhus i Badminton.

Copyright © Svend Aage Sørensen 2017


Litteratur

Agerskov, Henrik (1995) Mental træning og motorisk kontrol i idræt København
Csikszentmihalyi, Mihaly (1991) FLOW: The Psychology of Optimal Experience New York: Harper & Row
Csikszentmihalyi, Mihaly et al. (1993) Talented Teenagers New York: Cambridge University Press.
Csikszentmihalyi, Mihaly (1993) The Evolving Self. New York: Harper & Row
Deci, E. & Ryan, R.M. (1985) Intrinsic Motivation and Self-determination in Human Behavior Berlin: Plenum Press
Eysenck, Michael W. & Keane, Mark T. (2000) Cognitive psychology – A students handbook (4th ed.) Hove: Psychology Press
Gade, Anders (1997) Hjerneprocesser København: Frydenlund
Gallwey, Timothy W (1997) Inner Skiing New York: Random House
Gazzaniga, Michael et al. (1998) Cognitive neuroscience: The Biology of Mind New York: Norton
Gleitman, H. et al. (1999) Psychology (5th ed.) New York: Norton, 1999
Hangaard Rasmussen, Torben: Kroppens filosof: Meaurice Merleau-Ponty (1996) Brøndby: Semi-forlaget
Hardy, Lew et al. (1996) Understanding psychological preparation for sport Hoboken NJ: Wiley
Heckhausen, Heinz (1991) Motivation and Action Berlin: Springer Verlag
Kissmeyer, Lise (1993) Glæden i elitesport København: Center for idrætsforskning.
Larsen, Steen (1994) Enzymisk pædagogik Eget forlag
McEnroe, John (2003) Serious New York: Sphere
Merleau-Ponty, Maurice (1994) Kroppens fænomenologi Frederiksberg: Det Lille Forlag
Nørretranders, Tor (1985) Mærk verden København: Gyldendal
Pensgård, A. M. (1999) ”Ett bra ’prestationsklimat’” i Svensk Idrottsforskning nr.2, s.6-8
Roberts, Glyn C. (1992) Motivation in sport and exercise Champaign, IL: Human Kinetics
Solbakken, T. & Vikander, N. (1999) ”Hunger: Mål och skidor vad kan vi lära av världseliten?” i Svensk Idrottsforskning nr. 1, 32-37
Syer, J. & Connolly C. (1987) Sportens mentale træning København: Akademisk forlag
Treasure, D.C. (1997) ”Perceptions of the Motivational Climate and Elementary School Children’s Cognitive and Affective Response” i Journal of Sport & Exercise Psychology 19, 278-290.
Treasure, D.C. & Roberts, Glyn (1998) ”Relationship between female adolescents`achievement goal orientations, perceptions of the motivational climate, belief about success and sources of satisfaction in basketball” International Journal of Sport Psychology 29, 211-230.

 

Noter

[1] Rasmussen 1996, Indledning
[2] Hvoraf kroppens fænomenologi udgør første del.
[3] Følge Descartes består mennesket af to substanser. Den tænkende substans (bevidstheden) er rumligt ikke udstrakt og privat. Den udstrakte substans (legemet) er udstrakt i rummet. De to er fuldkommen forskellige.
[4] Rasmussen 1996. s. 13.
[5] Rasmussen 1996 s. 27.
[6] Merleau-Ponty 1994 s, 91.
[7] MP 1994 s.VII.
[8] Merleau Ponty 1994.
[9] Læs i øvrigt denne udmærkede artikel om et syn på kroppen som en helhed i behandlingsøjemed, http://idrottsforum.org/madsen_winther130116/
[10] https://www.youtube.com/watch?v=HzR8x5MgvDw
[11] Det er måske en for længst beskrevet effekt som er underliggende. Det kunne være Hawthorne effekten som beskriver hvorledes det at være oprigtigt interesseret i andres arbejde og perspektiv medfører en øget indsats hos dem interessen rettes mod. Beskrevet af Elton Mayo The Human Problems of an Industrial Civilization. Boston 1946
Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message