Sproget om sport der blev væk. Del 1

Tags:

Print Friendly, PDF & Email

Svend Aage Sørensen
Sektion for Idræt, Aarhus Universitet & Elite og Talent Center Aarhus


Lad mig starte helt væk fra sporten. Få dage efter 11. september fremturede George W. Bush med sine berømte (berygtede) udtalelser “You are either with us or the terrorists –There is no in between”.[1] Han fortsatte nogle dage senere: ”This will be a historical battle between good and evil”.

De som kan deres idehistorie ved måske at det var Rene Descartes[2] der med hans tydelige opdeling og adskillelse i krop og sjæl var dualismens forgangsmand. Ovenstående præsident var med hans udtalelser her et oplagt medlem af klubben, om end adskillelsen var i god og ond i stedet for krop og sjæl.

Dualismens modsvar er dialektikken, som i den reneste form kan beskrives med en tese–antitese–syntese sammenhæng. Det kunne være:

  • Tese: ”Når man præsterer på højeste niveau er det vigtigt at være i kontrol”.
  • Antitese: ”Når man præsterer på højeste niveau er det vigtigt at give slip på kontrollen”.
  • Syntese: Spørg udøverne på højeste niveau… Jeg kan love, at det indebærer både kontrol og given slip på kontrol!

Det er min påstand, at sproget om elitesporten er unødig dualistisk. Enten er resultatet godt, eller også er det ikke. Enten er du på hold, eller så er du ikke, enten er træneren god, eller så er han ikke.

For nogle år siden blev Keld Bordinggard fyret som træner for superligaholdet Silkeborg IF. Keld havde været én af hovedarkitekterne bag DBU’s ”Den røde tråd”[3] og var en veluddannet højt estimeret træner i det danske fodboldlandskab. Efter fyringen beskrev en enig dansk presse, hvorledes Keld Bordinggaard nok var dygtig teoretisk men manglede meget ift. det praktiske. Det er muligt, at der er en pointe, men udelukker det ene det andet, og kunne der være en tredje faktor, der spillede ind – f.eks. et tidsmæssigt perspektiv?

Således ligger det lige for at dømme en dygtig praktiker som en dårlig teoretiker, og at undskylde et midlertidigt nederlag med, at man har fokuseret på processen.

Den dualistiske grundpræmis hverken kan eller vil jeg forsøge at revolutionere. Der er et hierarki i præstationer. En OL guld medalje er bedre end ingen medalje. Men der er langt flere ”mellemregninger”, som ofte drukner i sprogets opbygning, og lige så ofte i vanetænkning eller slet og ret manglende indsigt i sportsverdens kompleksitet.

Det er disse mellemregninger jeg gerne vil forsøge at lave.

I de følgende tre artikler til denne feature serie, vil jeg således mere end blot at dekonstruere et uoverlagt sprogbrug. Jeg vil også give praktiske eksempler på dialektikkens syntese, hvor mål og middel smelter sammen, hvor proces og resultat gør det samme. Jeg har en akademisk uddannelse (Cand.scient. i Idræt og Psykologi), men skriver først og fremmest denne artikel som praktiker, dvs. træner ved Elite og Talent Center Aarhus i Badminton. Skulle der således være mere disciplinerede akademisk tænkende læsere, er jeg sikker på, de kan gøre mig opmærksom på, at jeg selv går i nogle af de fælder, som sproget med dets dualistiske opbygning sætter op for mig – dvs. når jeg selv sætter ting i enten-eller kategorier for tidligt.

Man kan diskutere om dialektikken er en egenskab ved virkeligheden, eller en bestemt analytisk metode, hvor ”sandheden” vinder frem gennem modsat rettede udsagn. Denne teoretiske beskrivelse af dialektikkens kringelkroge er ikke mit ærinde (ej heller styrke). Jeg er således mere i et praktisk formidlende end i et stringent teoretisk videnskabeligt ærinde.

Mine referencer er ofte mundtlige, og jævnligt fra ikke videnskabelige værker, men de tegner forhåbentligt et loyalt billede af en problemstilling og er en loyal fortolkning af diverse forskellige kilder. Samtidigt vil jeg ultrakort forsøge at forholde det der foregår ude i det praktiske liv til de tænkere som mere teoretisk har beskrevet verden og dens til tider uhåndterbare væsen.

Jeg underviser på deltid på Aarhus Universitet, Sektion for Idræt bl.a. i faget Præstationsoptimering. Det er et overvejende humanistisk fag som kredser om sportspsykologi, talentudvikling m.m. I den første lektion i forløbet fortæller jeg konsekvent altid den gammelkendte historie om de seks blinde mænd og elefanten.

De seks blinde mænd har til opgave at beskrive en elefant og beskriver den hhv. som en slange, et tæppe, en spydspids, et træ, en mur og et reb. Spørgsmålet er lidt forenklet: Hvem har ret? Det har selvfølgelig alle, men de har fat i en del af virkeligheden, der er større og mere kompleks end hver deres perspektiv.

Når de idrætsstuderende har hørt historien forsætter jeg: ”Moralen fra historien er: At fra nu af i faget, når jeg stiller jer et spørgsmål som i ikke lige umiddelbart kan svare på, skal i som rygmarvs reaktion sige: ’Det kommer an på’, eller ’det er både-og’.” Hvis de så skal hæve lidt mere goodwill fra underviseren, må de gerne uddybe, hvad det kommer an på, eller hvornår det er det ene og hvornår det andet.

Når temaerne bliver mere ukonkrete end beskrivelsen af en elefant, som vi jo alle kan se i vores alvidenhed, er der i elitesportens verden uformindsket sikkerhed i mange af de dualistiske udsagn og adskillelser der foretages. Det er min påstand, men jeg oplever at møde den i trænerverdenen, blandt udøvere og især i sportspressen. Jeg gør det selv til tider, og kan tydeligt høre andre gøre det. Det er dog oftest en frugtesløs diskussion om, hvad der f.eks. er vigtigst – processen eller resultatet.

 

Proces vs. Resultat

Vi sad på anden dag på trænerkonferencen for toptrænerne ved Badminton Danmark. Igen og igen føg det med argumenter for hhv. processen og resultatet som det centrale. Jeg kan huske, at jeg for tredje gang forsøgte mig med: ”Det er jo to sider af samme sag i langt de fleste tilfælde. Er det ikke mere interessant at diskutere konkrete situationer eller øvelser, hvor vi ikke netop er nødt til at placere os i hver sin skyttegrav?”. Kommentaren blev afbrudt af tavshed – hvorefter sidemanden hviskede: ”Jeg tror de har forstået”. Hvortil jeg svarede: ”Nej, det tror jeg ikke de har”. Mindre end 1 minut efter havde diskussionen med usvækket intensitet bevæget sig over i temaet; ”’hvad udtager vi U-landshold ud fra – niveau eller potentiale’!

Hvis vi antager at proces-[4] og resultatfokus kan adskilles som andet end en sproglig konstruktion, er der tidspunkter, hvor processen er vigtigere end resultatet og vice versa. Kunne man vælge mellem en god proces og et godt resultat i en OL finale, ville de fleste elitesportsmennesker, jeg kender, vælge et godt resultat. Kunne mere af diskussionen ikke foregå i design af situationer, hvor tingene smelter sammen? Og hvor en adskillelse af proces og resultat ikke er vigtig?

På Elite- og Talent center Aarhus har spillerne en ”forfatningsmæssig” ret til at spille spillet 3 mod 3, hvis der er 6, 12, eller 18 tilstede på træningen. Det er et spil med højt tempo og få huller på banen. Der derfor stilles store krav til mange relevante badminton specifikke egenskaber såsom ketcher-teknik, taktisk overblik m.m. Selvom der ikke konkurreres i 3 mod 3 internationalt, er det prestigefuldt at være god til det på både Brøndbys landsholdscenter og Aarhus Elite og Talentcenter. De spillede kampe ender altid i benhård konkurrence. Samtidig lægger spillet op til at man finder huller, hvor det normalt ikke er intuitivt at spille bolden – f.eks. lige hen over hovedet på en net-spiller, der burde dække nettet. Den umiddelbare anerkendelse, man høster af de to andre holdkammerater og ikke sjældent modstanderne, er ligeså højlydt og entusiastisk som ved et vundet point. Leg og alvor, proces og resultat smelter sammen[5].

En adskillelse mellem meget beslægtede begreber er ved opdeling i målorientering.

Målorientering er et udtryk for, hvorledes en person vurderer subjektiv succes i bestemte situationer. Vurderes subjektiv succes i forhold til sammenligning med andre, kaldes personen ego orienteret. Vurderes subjektiv succes i stedet i forhold til mestring af en opgave, eller opnåelse af evner i forhold til en fast standard, kaldes personen eller involveringen opgave orienteret.[6]

Der er således traditionelt to måder at anskue konkurrence på:

  1. Konkurrence er en kappestrid mellem mig (os) og en eller flere andre (ego orientering). Sejr er det subjektive succeskriterium.
  2. Konkurrence er en kappestrid mellem mig og et standard (stabilt) mål (opgave orientering). Mestring af opgaver er det subjektive succeskriterium.

En udøver som anskuer konkurrence på måde nr. 2 er opgave orienteret. Træning og konkurrence er midler til at forbedre og udvikle imod både kortsigtede og langsigtede mål. Disse er klare, konkret definerede og inden for udøverens egen kontrol. Mål af den første type, såsom sejr, har en skiftende sandsynlighed for at blive nået. Dette er i høj grad baseret på modstanderens præstation, og er derfor langt vanskeligere at forberede sig på. Det kan skabe følelser af usikkerhed og gøre udøveren sårbar overfor forstyrrelser fra andre.[7]

Det skal nævnes at flere af de teoretikere som benytter ovenstående begreber, foreslår at de fleste udøvere ”indeholder” en syntese af de to målorienteringer, hvor det er graden af opgave orientering, der oftest er den kritiske faktor.

Dagen efter skulle Kenneths engelske par spille mod mit danske og lige inden vi gik til stolene bag banen sagde han: ”Fuck dig. Jeg har ikke kunnet sove hele natten.”

Hvis jeg skal prøve at gøre disse begreber levende, beskriver tidligere verdensetter i tennis John McEnroe på mere anekdotisk basis i hans bog ”Serious” fra 2003, hvordan han spillede næsten udelukkende drevet af frygten for at tabe (ego-orientering). Denne frygt resulterede (udover 7 grand slam titler og 77 ATP single titler) i nogle berygtede raseriudbrud, som især ifølge sportspressen var med til at ”gøre ham god”. Han gør selv op med den opfattelse, og beskriver hvorledes han på ingen måde kunne tillade sig at miste besindelsen, når han spillede mod Bjørn Borg. Ikke så længe efter at McEnroe slog Borg i Wimbledon finalen 1981, stoppede Borg tenniskarrieren som blot 26 årig. McEnroe bekriver hvorledes han gentagne gange bad Borg om at fortsætte karrieren. Han beskriver, at selvom Borg var den eneste han reelt kunne tabe til, var han også den eneste, der kunne få ham til at spille på sit allerhøjeste niveau. Et niveau han havde et brændende ønske om at undersøge hvor reelt lå (opgave orientering). McEnroe ser altså (uden at benytte sig af disse specifikke ord) sig selv som en syntese mellem det opgave-orienterede og det ego-orienterede.

Et tilsvarende eksempel kan findes i badminton verdenen: Til en International Challenge turnering havde jeg en lang samtale med Englands daværende og Danmarks nuværende landstræner Kenneth Jonassen. Kenneth var som spiller i en længere periode nr. 2 i verden i herresingle. Han beskrev den ofte sammenbidte stemning mellem ham selv og Peter Gade[8] efter indbyrdes kampe. Han kunne som træner godt blive irriteret over, hvorledes nogle af de damesingler, han havde trænet gennem tiden, sad og flettede hår på hinanden en halv time efter de havde slået hinanden. Kenneth så det som et udtryk for mangel på sult og professionalisme. Han selv og Gade kunne ikke være i rum sammen flere dage efter en kamp. Lidt provokerende påstod jeg efterfølgende, at de var nogle amatører, fordi de ikke gav hinanden en kæmpe krammere og takkede hinanden for det høje niveau, de hver især ”tvang ud af hinanden”. Det var der ikke andre i Danmark, endsige Europa der kunne (helt analogt med McEnroes indstilling i forhold til Borg). Dagen efter skulle Kenneths engelske par spille mod mit danske og lige inden vi gik til stolene bag banen sagde han: ”Fuck dig. Jeg har ikke kunnet sove hele natten.” Hans tolkning på vores diskussion var på dualistisk vis, at han havde gjort alt forkert i hans karriere, hvor min pointe nærmere var, at han havde gjort alt rigtigt med hans indædte vilje til at vinde, bortset fra at kunne give slip på egoorienteringen på kritiske tidspunkter.

Det er naturligvis ikke noget man bare gør, men noget som kræver mange års vilje og evne til at blive bevidst om komplekse (dialektiske) forhold i egne motivationsstrukturer.

 

Dual Career – godt eller dårligt?

I oktober 2014 deltog jeg i en konference på Aarhus Universitet om Dual career begrebet i Team Danmark regi. Det var på mange måder en interessant konference med mange gode og gennemtænkte indslag. Det slog mig dog, at diskussionen på et tidspunkt røg ind i en værdidebat for og imod, hvorvidt dual career tilgangen, eller en entydig satsning på sporten, var det rigtige at gøre for de allerbedste. Team Danmark formidler den politiske beslutning om at anbefale et dual career spor, hvor en uddannelse tages sammen med en elitesports satsning. Der blev fremlagt tal på hvorledes Elitesportsudøvere på Aarhus Universitet statistisk klarede sig bedre akademisk end ”normale” studerende målt på karakterer. Ligeledes var der tal på, at af de som vandt medaljer til Danmark ved OL og VM, var en overvægt indskrevet på en videregående uddannelse end et gennemsnit af befolkningen. Interessante tal. Men betyder det, at Peter Gade skulle have taget et dual career spor? Måske – måske ikke.

Selv med et tema,

  • tesen kunne være: ’En ensidig elitesatsning er at foretrække’,
  • antitesen: ’Man skal prioritere at uddanne sig til et ”rigtigt job”’,
  • syntese: ’Uddannelse og sport forenes i Dual career muligheden’,

som har et dialektisk udgangspunkt, kan der meget nemt opstå en unødig polarisering. Vi røg i fælden og diskuterede Dual career overfor ensidig elitesports satsning.

Det er for mig interessant på et tidspunkt at bevæge sig fra det værdi baserede ned i konkrete eksempler hvor vi ikke nødvendigvis er nødt til at kalde det dual career eller ikke.

Viktor Axelsen vandt OL bronze i badminton i Rio og ligger i skrivende stund (23 nov. 2016) nr. 4 i verden i herresingle. Han valgte at droppe gymnasiet og har ikke siden været indskrevet på nogen uddannelses institution. Altså tilsyneladende en entydig elitesatsning! Mange uden for badminton verden tabte kæben, da han på noget der lød som flydende kinesisk jokede med en kinesisk reporter efter en kamp til OL. Viktor har i over 2 år taget timer i mandarin, samt haft regelmæssige SKYPE møder med fans så han kan finpudse det, han lærer, gennem dagligdags samtaler. Er det dual career eller en entydig satsning? Det er i praksis ligegyldigt. Det er derimod, i ”et lag dybere” end før, at opstille dialektikkens tese: ”Dual career er at foretrække”, der møder antitese: En ensidig satsning er at foretrække, laver en syntese med uanede perspektiver.

Denne dialektisk proces, at gå et lag dybere, eller at lave en ny syntese af nye og mere nuancerede teser og antiteser, kan altså foregå fortløbende. Processen kræver selvfølgelig et overblik over diverse begreber og disses eventuelle praktiske konsekvenser. I 2014 kørte jeg sammen med Viktor på vej mod en finale i Swiss Open (han lå da nr. 6 i verden). Jeg havde lige hørt at han var startet på kinesisk og roste ham for en god beslutning og fablede om, hvor stor han kunne blive i Asien. Til dette svarede han tørt: ”Nu skal jeg lige lære at spille badminton først.”[9]

*          *          *

Her slutter første udgave af denne feature serie om ”sproget om sport der blev væk”, hvor jeg udover kort at beskrive dialektikkens grundprincipper, har behandlet proces/resultat-fokus, opgave/ego-orientering samt dual career begrebet i et dialektisk perspektiv.

Næste artikel vil tage udgangspunkt i, og udforske en syntese på en lidt for kategorisk opdeling i krop og psyke.

Copyright © Svend Aage Sørensen 2017


Litteratur

Agerskov, Henrik (1995) Mental træning og motorisk kontrol i idræt København
Csikszentmihalyi, Mihaly (1991) FLOW: The Psychology of Optimal Experience New York: Harper & Row
Csikszentmihalyi, Mihaly et al. (1993) Talented Teenagers New York: Cambridge University Press.
Csikszentmihalyi, Mihaly (1993) The Evolving Self. New York: Harper & Row
Deci, E. & Ryan, R.M. (1985) Intrinsic Motivation and Self-determination in Human Behavior Berlin: Plenum Press
Eysenck, Michael W. & Keane, Mark T. (2000) Cognitive psychology – A students handbook (4th ed.) Hove: Psychology Press
Gade, Anders (1997) Hjerneprocesser København: Frydenlund
Gallwey, Timothy W (1997) Inner Skiing New York: Random House
Gazzaniga, Michael et al. (1998) Cognitive neuroscience: The Biology of Mind New York: Norton
Gleitman, H. et al. (1999) Psychology (5th ed.) New York: Norton, 1999
Hangaard Rasmussen, Torben: Kroppens filosof: Meaurice Merleau-Ponty (1996) Brøndby: Semi-forlaget
Hardy, Lew et al. (1996) Understanding psychological preparation for sport Hoboken NJ: Wiley
Heckhausen, Heinz (1991) Motivation and Action Berlin: Springer Verlag
Kissmeyer, Lise (1993) Glæden i elitesport København: Center for idrætsforskning.
Larsen, Steen (1994) Enzymisk pædagogik Eget forlag
McEnroe, John (2003) Serious New York: Sphere
Merleau-Ponty, Maurice (1994) Kroppens fænomenologi Frederiksberg: Det Lille Forlag
Nørretranders, Tor (1985) Mærk verden København: Gyldendal
Pensgård, A. M. (1999) ”Ett bra ’prestationsklimat’” i Svensk Idrottsforskning nr.2, s.6-8
Roberts, Glyn C. (1992) Motivation in sport and exercise Champaign, IL: Human Kinetics
Solbakken, T. & Vikander, N. (1999) ”Hunger: Mål och skidor vad kan vi lära av världseliten?” i Svensk Idrottsforskning nr. 1, 32-37
Syer, J. & Connolly C. (1987) Sportens mentale træning København: Akademisk forlag
Treasure, D.C. (1997) ”Perceptions of the Motivational Climate and Elementary School Children’s Cognitive and Affective Response” i Journal of Sport & Exercise Psychology 19, 278-290.
Treasure, D.C. & Roberts, Glyn (1998) ”Relationship between female adolescents`achievement goal orientations, perceptions of the motivational climate, belief about success and sources of satisfaction in basketball” International Journal of Sport Psychology 29, 211-230.

 

Noter

[1] https://www.youtube.com/watch?v=-23kmhc3P8U
[2] Ifølge Descartes består mennesket af to substanser. Den tænkende substans (bevidstheden) er rumligt ikke udstrakt og privat. Den udstrakte substans (legemet) er udstrakt i rummet. De to er fuldkommen forskellige. Descartes dualisme bruges i artikel 1 og 3 mere som en analogi for en generel dualistisk tankegang. Det er højst tvivlsomt at han f.eks. ville opdele proces og resultat fokus som to uforenelige størrelser, hvis han havde en mening om dette. Derimod var han ret kategorisk og konkret i en krop og sind adskillelse og ikke bare som et erkendelsesteoretisk greb. Krop- Sjæl adskillelsen er temaet som artikel 2 primært belyser.
[3] En ensretning af den danske talentudviklingsstrategi ved DBU ift. spillestil mm.
[4] Proces ses her som andet end en forklaring trænere bruger, når de har tabt 3 kampe itræk. Det er her set som et arbejde imod et veldefineret mål, men uden helt endnu at vide om man er på vej imod eller midlertidig på vej længere væk fra målet. At være i proces betyder at turde blive ved samtidig med at man forholder sig åbent og nysgerrigt til hvad der sker.
[5] https://youtu.be/Dno2Ajy1660 (Se evt Fodboldens svar på 3 mod 3 som kaldes “rondo”, https://www.youtube.com/watch?v=rgcISMsaf1Q; her er proces vs resultat snakken vist overflødig).
[6] Målorienteringer kan nuanceres og deles op i en dispotionel målorientering og en ”indflydelse af motivationelt klima”, da: ”en udelukkende disponeret tilgang til orientering giver et mindre komplet billede” (af Roberts/Treasure s. 225; 1998).
[7] Der er i litteraturen forskellige bud på og beskrivelser af disse typer. Fælles for Roberts (1992) s.15, Syer (1987) s.170, Uneståhl (1994) s.128, Heckhausen (1991) s.263ff, Deci/Ryan (1985) s.323, og Solbakken (1999) s.33, er at de deler målorienteringsstragier op i de ego orienterede (EO) og opgave orienterede (OO) På engelsk også kaldet hhv. ego and task orientations.
[8] Verdens nr. 1 på BWS’s verdensrangliste 1999-2001
[9] (Det handler måske for Viktor ikke om enten–eller overfor bådeog. Det handler om både mere enten og mere eller)
Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message