Det handler ikke om at løbe længst: Et projekt med alkoholpatienter

Print Friendly, PDF & Email

Martin Mau
Kirsten K. Roessler

Institut for Psykologi, Syddansk Universitet


Jeg kjender ingen tanke saa tung,
at man jo ikke kan gaae fra den
.
Kierkegaard, 1847.


At komme ud af døren – en udfordring alle kender til

martin-mau-kaya-roesslerDer findes megen forskning om gode effekter ved træning i forhold til en række somatiske og psykiske problemstillinger og patientgrupper. I forhold til den her omtalte målgruppe, alkoholpatienter, har undersøgelser vist, at træning bl.a. kan reducere depressions- og angstsymptomer og, især når der trænes i grupper, understøtte resiliensfaktorer, herunder selvtillid (Read & Brown, 2003; Martinsen, 2004; Brown et al., 2010; Roessler, 2010). Træning kan altså bruges både præventivt og som led i en behandlingsproces.

Så vidt teorien, men når det kommer til stykket, kan det være en meget stor beslutning, at tage det tynde løbetøj på og bevæge sig udenfor. Også for raske mennesker er det måske den største udfordring at komme ud af døren og de fleste kender til problemet med at sætte handling bag ord, træde ud i kulden og udfordre hjertet med en løbetur. Så spørgsmålet melder sig til psykologien: hvis det er så svært for mig, hvordan får man så andre til at løbe med?

Erfaringer efter det første halve år i projektet er, at mange deltagerne har let ved at sige ja til at være med. Ofte har det dog vist sig, at der er stor psykologisk forskel på at sige ja til at være med i projektet, underskrive samtykket til rent faktisk møde op.

I det følgende skal 4 aspekter i forhold til vores erfaringer fremhæves:

  • selvværd
  • betydning af ros og ris
  • betydning af instruktørens rolle
  • udfordring med at skabe en gruppe

1. Selvværd som overset fænomen og antagelsen om, at alle er ens

Det er ikke blot, fordi vejret er mørkt og koldt, at folk udebliver. Langt de fleste føler sig ikke gode nok til at være på et ”løbehold”. Selvværdsproblemer er en af de udfordringer, vi ofte har mødt. Er det for eksempel okay at have ondt i ryggen? Er det okay at være over 50? Må man gerne være med, selvom man faktisk ikke er løber, men måske har en fod der gør ondt?

Mange antager allerede inden de er mødt op, at de nok ikke passer ind – både fysisk (løbehold) men også socialt (løbehold). Denne måde at tænke på er forståelig. Der er i realiteten tale om en relativt forskelligartet gruppe med hensyn til alder, arbejde, fysisk kapacitet mm. Alle kommer med deres egen historie og individuelle fysiske behov. Udfordringen opstår, da mange møder op med en antagelse om, at de nok passer særligt dårligt, eller måske slet ikke ind. At løbe med denne gruppe mennesker indebærer derfor at finde, og acceptere, alles udgangspunkt. Erfaringen fra vores løbehold er, at folk skal have lov til at udvikle sig derfra hvor de står, og i det tempo det falder dem mest naturligt, både fysisk og socialt. Når det så kommer til stykket, er det jo slet ikke unormalt for eksempel at have et dårligt knæ eller at være ryger.

2. Pres er uhensigtsmæssigt, ros risikabelt

Regelmæssig træning er en oplagt mulighed for at opnå lidt mere kontrol over sit eget liv, og for at udnytte dette, er det afgørende, at motivationen i sidste ende kommer indefra. I forskningen skelner man typisk mellem intrinsisk og ekstrinsisk motivation. Er man ”intrinsisk motiveret” stammer motivationen fra handlingen i sig selv. Er man ”ekstrinsisk motiveret” stammer motivationen fra noget udefra, fx at man løber, fordi man har skrevet sig op til det. Det, som vores erfaringer pegede på er, at begge former for motivation har sin plads. Typisk dominerer den ekstrinsiske motivation i starten af ens deltagelse. Deltagerne har talt med en projektmedarbejder i alkoholbehandlingen, som har fortalt om og motiveret til projektet. Dog efter et antal løbeture, typisk omkring 5-8, blev en ekstrinsisk form for motivation skubbet til side, til fordel for en mere intrinsisk motivation, og løbetræningen endte med i højere grad at være udtryk for løbernes egen vilje. Ikke nok med at dette er en mere varig form for motivation – det føles også anderledes: at gøre noget, fordi man selv kan se meningen med det, er noget ganske andet end at løbe, blot fordi verden omkring en siger, at det er sundt.

Dette ligger i tråd med Gagné og Decis (2005) selvdetermineringsteori, som beskriver hvordan ekstrinsisk motivation kan internaliseres, bl.a. under forudsætningen af, at man føler sig kompetent og autonom. Blandt vores deltagere, opstod en følelse af kompetence typisk efter en håndfuld løbeture – de fleste kan faktisk mere end de tror. Herudover lagde vi vægt på, at deltagelsen var frivilligt: hvis løbeturene blot bidrager til en i forvejen stresset hverdag, er det fint at springe fra igen.

For at opnå tilslutning til projektet er det derfor, efter vores erfaring, en fordel at der er et ligeværdigt og ikke-professionelt forhold mellem deltagerne og instruktørerne. Faren ved at rose i udpræget grad er, at det let kan tolkes som om der tales ned til folk. Vi forsøgte således at undgå en hierarkisk struktur, hvor distancen mellem løbere og instruktører var for udtalt. Men hvordan gøres det?

3. Være ærlig som instruktør

Det er grænseoverskridende for mange at møde op et nyt sted og skulle deltage i en aktivitet, de ikke nødvendigvis føler sig hjemme i. Men det var ikke bare vores deltagere, der måtte overskride personlige grænser. Også som løbeinstruktør har vi flere gange fundet os selv i et dilemma: hvor går mine personlige grænser for, hvad jeg vil og ikke vil dele med andre?

Spørgsmålet illustrerer en central psykologisk dynamik: at personlig involvering, og dertil hørende ærlighed, er et tilbagevendende og udfordrende behov, og ikke bare for deltagerne, men også os selv. I terapiforskning taler man om selektiv autenticitet: at mene hvad man siger, men ikke nødvendigvis sige alt, hvad man mener. Dette er nemmere sagt end gjort. Ikke desto mindre peger begrebet i retningen af, at ærlighed med omtanke er en risiko, der må løbes.

Et andet område, hvor ærlighed spiller en vigtig rolle, er ved ikke at lægge skjul på, hvilke udfordringer der forekommer i gruppen. Vores deltagere er samvittighedsfulde og observante mennesker, som ikke banaliserer hverken gruppens eller de enkelte deltageres velbefindende. For at understøtte inklusion i gruppen viste det sig derfor gavnligt ikke at holde en professionel distance. Derimod forsøge vi at føre løberne ind i hjertet af gruppens udfordring: at få skabt det bånd mellem os, der i sidste ende er det, der bærer projektet.

4. At skabe en gruppe

At få skabt et hold, med nogenlunde jævn deltagelse, viste sig at være indtil videre den største udfordring i processen. Mange deltagere er forbeholdne, når de møder op de første gange, og det kan gøre gruppedannelsen meget svær. Vores erfaring var dog, at kunne vi få folk til at løbe med på holdet nogle gange kunne vi, i en del tilfælde, give et andet indtryk af træning i gruppen end det, mange havde med sig som udgangspunkt. Det, som vi som instruktører tilstræbte, var at løberne tog ansvar for gruppen: at løberne fik en følelse af at bære et socialt ansvar for de nye i gruppen, og at hvis de ikke er møder op til løb en dag, undrer de andre sig.

Sammenfatning

Alt i alt tegner vores erfaringer med projektet et foreløbigt billede af, at vi som løbeinstruktører bør være accepterende og ikke presse folk til at yde over evne. En række af vores deltagere befinder sig i en svær tid af livet, og det er med dette for øje, at løbetræningen skal forme sig. For mange er træning langt fra nok til at møde op – der skal noget andet, og mere, til. Tilslutning til projektet og det personlige ansvar er det, der i sidste ender betyder, at nogle af vores deltagere kan bruge tilbuddet til at skabe en mere stabil hverdag, med stærkere følelse af kontrol over eget liv.

Den forskningsmæssige idé med projektet har været at forstå om og hvordan deltagerne øger kontrollen over deres krop og adfærd gennem en aktivitet, som ikke er relateret til deres misbrug, og som kan anvendes i hverdagen.

Copyright © Martin Mau & Kirsten K. Roessler 2014
Artikeln har tidigare publicerats i danska Psykolog Nyt.

Referenser

  • Brown, R.A., Abrantes, A.M., Read, J.P., Marcus, B.H., Jakicic, J., Strong, D.R., Oakley, J.R., Ramsey, S.E., Kahler, C.W., Stuart, G.L., Dubreuil, M.E., & Gordon, A.A. (2010). A pilot study of aerobic exercise as an adjunctive treatment for drug dependence. Mental Health and Physical Activity, 3, 27-34.
  • Gagne, M., & Deci, E.L. (2005). Self-determination theory and work motivation. Journal of Organizational Behavior, 26, 331-362.
  • Martinsen, E.W. (2004). Kropp og sinn. Fysisk aktivitet og psykisk helse. Bergen: Fagbogforlaget.
  • Read, J.P. & Brown, R.A. (2003). The Role of Physical Exercise in Alcohol Treatment and Recovery. Professional Psychology: Research and Practice, Vol34(1), 49-56.
  • Roessler, K.K. (2010). Exercise treatment for drug abuse. A Danish pilot study. Scan J of Public Health 38: 6, 664-69
Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message