Talent i dansk fodbold – medfødt eller hårdt arbejde?

Carsten Kraushaar Martensen
Simon Riis
Sektion for Idræt, Aarhus Universitet


 

Carstensen & Riis
Martensen & Riis

Fodbold er i dag ikke udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt man har talent eller ej. I højere grad er professionel fodboldspiller noget, man bliver uddannet til gennem flere års systematisk ”talentudvikling” i stærke udviklingsmiljøer. Netop denne udvikling er årsagen til, at DBU i 2008 indførte et licenssystem, der inddeler de danske klubber, der har ressourcer til og ambitioner om at drive talentudvikling på højt niveau, i A- og B-licensklubber. A- og B-licensklubber må deltage i de to landsdækkende rækker for U19- og U17-hold, Ligaen og Divisionen. DBU har således indset, at konkurrencen i international fodbold, både på klub- og landsholdsplan, er enorm, og at alt for mange ”talenter” vælger fodbolden fra i ungdomsårene; frafaldet er simpelthen for stort. Derfor er en struktureret indsats nødvendig – et ræsonnement man næppe kan være uenig i.

Ifølge DBU skal indsatsen ske via ”etablering og understøttelse af gode klubmiljøer”, hvilket ligger i tråd med nyere forskning af f.eks. sportspsykolog og PhD Kristoffer Henriksen. Ergo synes ambitionen fra DBU’s side at være den helt rigtige; talentudvikling handler ikke om at udpege den nye Messi i 12års-alderen ud fra at talent er noget medfødt. Det handler nærmere om at etablere nogle miljøer, hvor udvikling og ikke nuværende niveau er den afgørende parameter for, hvordan en spiller bedømmes. Problemet består imidlertid i, at den praktiske udfoldelse af denne ambition lader en del tilbage at ønske i forhold til hvad DBU lover. I hvert fald som de nuværende krav, DBU stiller til klubberne, der ønsker at være en del af licenssystemet, er formuleret, jf. den nyligt offentliggjorte licensmanual.

Licenstildeling

Med det nye licenssystem er det kun muligt at være en del af Danmarks bedste ungdomsrækker, såfremt man som klub bliver vurderet ”god nok”, hvilket suverænt vurderes af DBUs Licensudvalg. Udvalget vurderer ud fra fire parametre, hvorvidt klubberne lever op til kravene, som derefter fører til en ”samlet sportslig vurdering”. Alle krav kan findes i en dertil udgivet manual på DBUs hjemmeside: DBUs licensmanual for drenge. Kravene omhandler;

  1. Personalet omkring ungdomsholdende, dvs. antallet af trænere, deres uddannelse, fysioterapeuter, osv..
  2. Træningsforholdene i klubben, dvs. hvor mange baner (kunstgræs, græs osv.) har holdene til rådighed, lysanlæggets luxstyrke osv..
  3. Organisationen i klubben; har man aktivt prioriteret talentudviklingen, afsat penge nok til området osv..
  4. Sidste del der vurderes på er det sportslige. Licensudvalget vurderer, hvorvidt en klub er sportsligt berettiget til at spille i de bedste to ungdomsrækker i Danmark. Denne vurdering bliver bl.a. foretaget ud fra hvor mange U-landsholdsspillere klubben har, samt ud fra klubbens egne rapporteringer omkring niveauet hos spillerne. Her bliver klubberne bedt om at vurdere hvilke af deres spillere, der har landsholdpotentiale; dette af spillere helt ned til U15.

Denne ”sportslige vurdering” har en subjektiv karakter, som kan skabe problemer i forhold til uddeling af licenser på et objektivt grundlag.

Sammenblandingen af talentopfattelser er til at få øje på i licenskravene; DBU forlanger således af klubberne, at de skal fokusere på udviklingsmiljøer samtidig med, at de skal være i stand til at udpege kommende landsholdsspillere i en tidlig alder (15 år). Identifikation af det unge talent som den nye landsholdsspiller er altså stadig en grundpille i dansk talentudvikling, hvilket synes at gøre ambitionen DBU’s licenssystem uklar. Denne artikel er derfor en appel til debat om, at licenssystemet bør justeres på en måde, der i højere grad gavner såvel DBU og landsholdene som de klubber, der allerede besidder en licens – men i særdeleshed også de klubber, der pt. står udenfor det gode selskab. I den nye licensmanual gældende for 2013/2014-sæsonen er der desuden et ønske fra DBU om et loft på et ideelt antal licensklubber: 12 A- og 14 B-licensklubber. Dette viser med al tydelighed, at DBU ikke ønsker flere gode talentudviklingsmiljøer, hvilket vi mener, er den forkerte retning at gå i.

Problemets kerne

Lad os først betragte problematikken om for tidlig talentidentifikation: Ved at bede klubberne vurdere deres spillere helt ned til 15-års alderen, og derefter bruge denne vurdering i licensansøgningsøjemed, flyttes en stor del af årsagen til tildelingen af licenser væk fra miljø-fokusset og over på talentidentifikation. Vi finder det særdeles problematisk, at man har et system, der gerne vil belønne gode miljøer, men belønner noget helt andet. Problemet bliver ikke mindre af, at talentidentifikation i litteraturen har vist sig at være – hvis ikke umuligt – så meget, meget vanskelig. Ikke bare er det svært at vide hvilke spillere, der om 3-4-5 år bliver topspillere, men tidlig talentidentifikation har også den konsekvens, at man vælger rigtig mange potentielle topspillere fra. Antallet af spillere fra U15-rækkerne op opefter, som man vælger at give de bedste træningsmuligheder, bliver simpelthen for indskrænket taget i betragtning, hvor langt man som spiller kan flytte sit niveau i disse år – også selvom man ikke som 15-årig har landsholdspotentiale (se bare på Kenneth Perez, Ebbe Sand og Kevin Conboy, der aldrig har været på et U-landshold). Dette identifikations-fokus medfører desuden, at færre klubber kan få tildelt en licens, hvilket minimerer antallet af gode udviklingsmiljøer, som jo egentlig var dem, DBU’s licenssystem havde besluttet sig for at fokusere på. Ved at have færre udviklingsmiljøer, vil der desuden være færre spillere, der modtager den træning og matchning i kampe, som naturligt er i en licensklub kontra en ikke-licensklub.

Derfor har det stor betydning for ens mulighed for at blive topspiller, at man bor det rigtige sted – eller har ressourcestærke forældre, der kan hjælpe med transport til og fra træning.

Dette ser vi som en uhensigtsmæssig udvikling for talentudviklingen i dansk fodbold. Det er ellers ikke, fordi der mangler klubber, som gerne vil være en del af licenssystemet; siden det blev indført i sin nuværende form har antallet af ansøgninger (og delvist også tildelinger) således været stødt stigende. Med det nuværende antal af licensklubber kan man imidlertid frygte, at konkurrencen i de få klubber vil blive så stor, at mange dygtige spillere netop ikke vil få den spilletid og tillid, som det kræves for at udvikle sig optimalt. Er der ikke mere end én licensklub i nærområdet – hvilket der ikke er mange andre steder end i København – har spillerne ikke andre muligheder for at spille fodbold på højt niveau. Derfor har det stor betydning for ens mulighed for at blive topspiller, at man bor det rigtige sted – eller har ressourcestærke forældre, der kan hjælpe med transport til og fra træning. Er der ikke andre klubber at spille i på højt niveau i nærheden, eller har kammeraterne forladt klubben for at spille i en bedre, vil resultatet være, at mange spillere enten vil stoppe med at spille fodbold, eller vil spille på et lavere niveau (og dermed ikke udvikle sig tilstrækkeligt). Et alternativ er også at tage den lange tur til en anden licensklub, hvilket også kan være problematisk, idet transporttiden kan overstige træningstiden. Et sådant forhold skaber meget ulige muligheder for fodboldtalenter særligt i områder med få licensklubber, og er årsag til at alt for mange spillere ikke opnår et så højt niveau, som deres potentiale ellers berettiger til.

Løsningen?

For at komme denne udvikling til livs præsenteres her nogle konkrete forslag til, hvordan det nuværende licenssystem i endnu højere grad kan være med til at bidrage til den fortsatte udvikle af dansk fodbold og dets talenter:

  1. Objektive krav: For at give klubberne en mulighed for at leve op til licenskravene og dermed investerer flere millioner i ungdomsfodbolden må der også være en sikkerhed for at en licens kan opnås. Derfor er det nødvendigt, at klubberne ved præcist hvilke krav de skal leve op til; det gør de ikke i dag pga. DBU’s subjektive vurderingskrav.
  2. Flere udviklingsmiljøer: Ved at give flere klubber muligheden for at være med, jf. ovenstående forslag, vil der også blive skabt flere gode miljøer, hvilket vil øge sandsynligheden for at indfange og udvikle de dygtigste talenter.
  3. Med flere klubber som del af licenssystemet vil der også skabes en større konkurrence mellem klubberne, hvilket i sidste ende kan højne niveauet hos alle klubber.
  4. Ingen A-/B-licensopdeling – kun licensklubber: Det sidste og mest radikale forslag går på, at der ikke er behov for en opdelingen af A og B-licensklubber, men derimod skal der kun være licensklubber. Der skal stadig være en rækkeopdeling i Liga og Division. Hvem der skal spille i henholdsvis Ligaen og Divisionen skal derimod afgøres ved op- og nedrykning og ikke være fastfrosset som nu. En sådan ordning vil gøre det muligt at afskaffe de subjektive vurderinger for hvorvidt klub og spillere er ”sportsligt berettiget” til at spille i de to rækker, og sikrer desuden, at det gode udviklingsmiljø er det eneste fokus for licenssystemet.

Afslutningsvis bør det pointeres, at denne artikels forfattere reelt er helt enig med DBUs udgangspunkt for talentudvikling: Det er talentudviklingsmiljøerne, der skal være omdrejningspunktet for talentudvikling i fremtidens fodbold i Danmark. Talent er ikke noget, der er forbeholdt de få, og hvornår en spiller opnår sit fulde potentiale er der ikke noget endegyldigt svar på – både erfaringer og litteraturen viser dette. Derfor er det vores håb, at DBU vil gøre op med tanken om, at talent er noget, vi altid kan identificere tidligt i en spillers forløb og acceptere, at flere udviklingsmiljøer vil give flere – og dygtigere – topspillere til dansk fodbold.

Copyright © Carsten Kraushaar Martensen & Simon Riis 2013

Print Friendly, PDF & Email

8 COMMENTS

  1. God artikel – og fint med et oplæg til debat. Her kommer lige et lille indspark.

    Når nu der lægges så stor vægt på udviklingsmiljøet, hvordan kan man så slå på op- og nedrykning mellem division og liga? Vil det ikke netop betyde, at man vælger at satse på spillere, der kan vinde kampe nu og her og ikke på spillere, der har det største udviklingspotentiale og dermed behov for at blive (over)matchet i kampsituationer? For mig at se, er noget af det bedste og vigtigste ved licenssystemet siden dets indførelse netop, at klubberne i ro og mag kan pleje udviklingen af den enkelte spiller uden frygt for at miste positionen i ligaen, hvor alle talenterne kan udvikles bedst muligt. Det betyder eks. at den bedste spiller på U17 af og til kan rykkes op på U19, så han også overmatches nogle gange. Det er det, DBU kalder 25-50-25 modellen, hvor spillere skal både over- og undermatches for at udvikle sig bedst muligt. Modellen er primært tænkt i forhold til træning, men gælder naturligvis også i kampsituationer.

    Bortset fra dette, er jeg enig i mange af betragtningerne i artiklen, men lige netop dette løsningsforslag finder jeg ikke specielt gennemtænkt. Det betyder nemlig, at man bevæger sig væk fra udviklingsmiljø og over i et præstationsmiljø (alt for tidligt). Jeg glæder mig til at høre argumenter for det modsatte.

    Og tak for et godt debatoplæg!

  2. Hej David,
    Der er flere gode overvejelser i dit svar – tak for det.

    For det første er formålet med forslaget at åbne op for flere miljøers adgang til systemet, hvilket lige nu næsten er hermetisk lukket. Ved at fjerne de subjektive krav, åbnes der op for at flere klubber kan bidrage, fordi de dermed helt præcist kender kravene. Men dermed skal der indføres andre krav, således at niveauet stadigvæk kan opretholdes (både med tanke på 25-50-25 modellen og generelt udvikling af spillere). Her foreslår vi således op- og nedrykning, fordi vi erkender at tilvænningsprocessen til seniorfodbold er det altoverskyggende mål for unge fodboldspillere (u17 & 19) og dermed licenssystemet. Med tilvænningsprocessen skal det forstås at ungdomsfodbold naturligvis handler om udvikling og videreudvikling af fodboldmæssige kompetencer. Men en af de meget vigtige kompetencer er at håndtere det enorme fokus der er på ”at vinde” i seniorfodbold (specielt professionel fodbold). Derfor mener vi heller ikke at indførelsen af op- og nedrykning radikalt ændrer fokus fra udvikling til præstation, fokus vil altid være hvor klubben selv placerer det. Det er netop bare endnu en parameter som disse unge spillere skal tillære sig.

    Som systemet er nu så siger du at klubberne ”i ro og mag kan pleje udviklingen af den enkelte spiller uden frygten for at miste positionen i ligaen” – det har du for så vidt ret i, men det kan de kun så længe DBU vurderer at klubben udvikler spillere på et tilstrækkeligt niveau, ændrer de den vurdering, så forsvinder licensen. Det er her vores anke kommer ind, nemlig at denne subjektive vurdering/talentidentifikation er noget nær umulig. Samt at den gør det utroligt svært for klubber uden for systemet at få adgang og dermed bidrage til den samlede talentudvikling i dansk fodbold – hvilket er vores pointe, flere miljøer flere (top)spillere. Ved en mere nøgtern (sportslig)vurdering, ved klubberne præcis hvad de har at arbejde med og kan planlægge deres udvikling over en længere periode. Derudover vil en nedrykning heller ikke vil være en katastrofe, fordi den ikke vil fjerne det økonomiske grundlag som klubberne har bygget en del af deres talentudvikling på, nemlig tilskuddet fra DBU. Hvorimod en eksklusion af licenssystemet vil være det, hvilket pt. er en overhængende risiko, da kravene ikke er så transparente som man kunne ønske sig.

    Du nævner også at vores forslåede model risikerer at flytte fokus fra udviklingsspillere over til spillere som kan ”vinde nu og her”. Til det vil jeg sige at klubberne efterhånden (tror jeg, hvilket de undersøger jeg selv har forstaget også tyder på) har forstået hvorfor de bedriver talentudvikling, nemlig for at udvikle spillere til deres 1. hold, ikke for at vinde ungdomsrækker. Derfor tror vi også på at klubberne fortsat vil satse på spillere som de tror på i det lange løb.

    Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvorfor skulle de satse på andre? Hvad opnår de ved at ”vinde nu og her”? Hvis du/I kan svare på det, så vil jeg utrolig gerne høre det.

  3. Hej Carsten

    Tak for svaret. Jeg er med på hensigten i jeres udspil, og jeg er helt enig i grundtankerne. Du har nogle gode pointer i forhold til det udviklingspotentiale, der ligger i at lære “at vinde”. Det er helt klart også et parameter, som skal trænes og udvikles, hvis man skal være en rigtig topspiller.

    Min indvending går udelukkende på den del omkring udligningen af B- og A-licenser og den tilhørende op- og nedrykning. Jeg tror ikke FCM, Brøndby eller FCK (eller andre af de nuværende A-licensklubber) vil ændre voldsomt meget i deres tilgang til talentudviklingen af den grund (ligesom jeg i øvrigt heller ikke tror ret mange af dem for alvor føler sig truet på deres licensstatus, som du lidt antyder).

    Pointen for mig er, at siden DBU indførte “Den nye vej” og “Holdninger & Handlinger”, så har man netop formået at give klubberne (og dermed spillerne) ro til at udvikle sig i et passende tempo uden resultatkrav hængende over hovedet. Det betyder, at AGF som eksempel har ligget nogle år i træk i den tunge ende af ligaerne, men stadig produceret eks. Casper Sloth og Jens Jønsson, som begge er mere eller mindre faste startere på Superligaholdet i dag. Min frygt er bare, at hvis flere klubber får mulighed for at spille sig op på øverste niveau i eks. U19, så kunne nogle af de lidt mindre klubber måske være fristet til at vælge tidligt fysisk udviklede spillere og dermed på den korte bane overhale i dette eksempel AGF. Hvor havde Casper Sloth så været den dag i dag? Han er trods alt allerede landsholdsspiller til trods for at han har spillet på et bundhold flere af sine ungdomsår. Hvad nu hvis han skulle have spillet i næstbedste række kun? (Der kan være detaljer der er upræcise, da dette bygger udelukkende på min hukommelse, men jeg håber, du forstår pointen).

    Hele essensen i jeres artikel er jeg som sagt ikke uenig i – tværtimod. Det er kun det praktiske løsningsforslag, jeg kan se en masse faremomenter i. Selve tanken om at åbne op for at skabe flere gode talentudviklingsmiljøer, er jeg stor tilhænger af. Men man kan jo godt tænke sig at have et rigtig godt talentudviklingsmiljø i en klub uden at det nødvendigvis medfører, at klubbens faktiske HOLD er specielt sportsligt konkurrencedygtigt. Risikoen er, at man udvander de bedste eliteungdomsrækker, og det vil i hvert fald ikke være godt for toppen af talenterne. Det vil måske skabe flere divisionsspillere, men vil det skabe lige så mange landsholdsspillere? Jeg ved det ikke, men jeg kunne godt frygte, at det ikke var tilfældet. Så stort og geografisk spredt land er DK trods alt heller ikke, så der er vel ingen, der har meget mere end en times kørsel til nærmeste licensklub…?

  4. Nej, de største klubber vil formentlig køre videre som de altid har gjort. Det er heller ikke dem som er det primære fokus for dette forslag. Vi er dog ikke enige i – ud fra vores kendskab til enkelte klubbers måde at angribe tingene på – at klubber som AGF udelukkende vælger spillere i udviklingsøjemed, sådan som det er i dag; DM-guldet har altså stadig betydning for de fleste klubber. Desuden skal det understreges, at man ikke decideret kan rykke ud af licenssystemet; dvs. at man er sikret mod at rykke ud af divisionerne, og således stadig spille på et relativt højt niveau. Om klubberne i højere grad vil vælge spillere ud fra, hvor de er rent fysisk i deres udvikling for at vinde kampe er et godt spørgsmål; men vi tror ikke, at det vil eskalere med vores forslag, idet klubberne jo stadig har interesse i at få de bedste spillere ud i den sidste ende. Denne problemstilling – som vel stort set er lig med “den relative alderseffekt” – er dog yderst relevant, og er et element, man sagtens kunne forsøge at imødekomme i højere grad end man gør nu.

    Derudover handler det også for os om så at sige at sende talentudviklingen i udbud, forstået på den måde, at vi ikke ser det som en naturlov, at det er de største klubber på seniorniveau, der er de bedste til at udvikle talenter og skabe gode talentudviklingsmiljø. Vi undrer os eksempelvis meget over, at der kun er én licensklub i en – efter dansk målestok – storby som Århus, hvilket sikrer, at AGF automatisk modtager de bedste og mest ambitiøse spillere uden at skulle gøre nogen særlig indsats for det. Det fordrer ikke en sund konkurrence om at have et godt og ambitiøst talentudviklingsmiljø, når alle Århus-klubber ud over AGF ved, at fra og med U17 er spillerne nødt til at skifte klub, hvis de vil spillere på højere niveau end mesterrække. Samme problematik er der i en klub som Holstebro, som udvikler mange dygtige talenter, men mister dem til Viborg og Randers, når de fylder 15. På den måde forstyrres muligheden for at drive ambitiøs talentudvikling på U17- og U19-niveau i en relativt stor by som Holstebro, og vores teori er, at der rundt omkring kan stå potentielle Superligaspillere tilbage i “udsultede” klubber, fordi de som 15-årige ikke var de bedste på deres respektive hold – det være sig både rundt omkring i Århus samt i en by som Holstebro. Dem skal vi have fat i, fordi de (måske) har en reel chance for at bidrage til dansk topfodbold på længere sig.

    Det er ovennævnte problematik, vi godt kunne tænke os nogle løsninger på, og her er det mest afgørende argument, at der skal flere talentudviklingsmiljøer til; her findes naturligvis en øvre grænse for, hvor mange det giver mening at have. Danmark er ikke noget stort land, nej, men vi mener så afgjort, at der bør være plads til flere, og frem for alt at det bør være muligt at drive talentudvikling på et højt niveau, hvis man kan opfylde nogle objektive krav, der er uafhængige af, hvad DBU rent faktisk synes.

    Mvh

    Carsten & Simon

  5. Hej igen

    Jeg er meget enig med jer i de seneste argumenter og også i de mere konkrete eksempler. Tak for god dialog – håber flere vil byde ind med synspunkter og argumenter for og imod.

    Nu ved jeg ikke, om det er noget, I har taget stilling til eller drøftet, men jeg kunne godt tænke mig at stille et par spørgsmål. HVis I kan svare, må I gerne det, ellers må I gerne bare lade dem svæve lidt, eller tage dem med i de videre overvejelser…:

    Hvor mange talentudviklingsmiljøer er der plads til i DK, og hvem skal afgøre, hvornår man har nået en øvre grænse? Her tænker jeg specielt i forhold til ikke at udvande niveauet på U17 og U19 – for de yngre årgange, er det nok et mindre problem.

    Hvis ikke DBU er det rette organ til at vurdere det sportslige niveau også jf. ovenstående spørgsmål. Hvem er så?

    Hvornår er der tale om et “godt” talentudviklingsmiljø, og er det overhovedet noget man kan opstille 100 % objektive kriterier for?

    Jeg vil gerne lige understrege, at jeg er ansat i DBU Jylland (går jeg ud fra, I kan se på mailadressen), men jeg har ikke og har aldrig haft noget med licenssystemet at gøre. Men jeg er A-licenstræner og tidligere træner i bl.a. AGF (i dag er jeg i Simons klub). Desuden er jeg bachelor i Idræt fra Århus og Master i Idræt og Velfærd fra Kbh., så min interesse er langt mere personlig og faglig, end den er jobrelateret. Det er DBU og ikke DBU Jylland, der styrer licenssystemet, så jeg har ingen indflydelse herpå.

    Endnu engang tak for en god og spændende debat.

  6. Spændende artikel, men undrer mig over sætningen:

    “Talent er ikke noget, der er forbeholdt de få, og hvornår en spiller opnår sit fulde potentiale er der ikke noget endegyldigt svar på – både erfaringer og litteraturen viser dette.”

    Kan jer bede jeg om en litteraturliste – eller med andre ord, hvad er den for en litteratur, der henvises til?

    På forhånd tak 😉

    • Hej Allan,
      Tak for spørgsmålet; fedt at der er folk, som læser vores tekst med kritiske øjne! Kronik-formatet har gjort, at vi ikke har vedlagt en litteraturliste, men det skal ikke afholde os fra at oplyse dig om hvilken litteratur, vores synspunkter baserer sig på.
      Den litteratur, vi har taget udgangspunkt i, baserer sig på flere forskellige forskeres arbejde:
      – Kristoffer Henriksens forskning omkring talentudviklingsmiljøer (Henriksen, Kristoffer (2011): Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse)
      – Anders K. Ericsson forskning i talentbegrebet og hvad der adskiller de bedste udøvere fra de næstbedste (eksempelvis; Ericsson, K.A., Krampe, R. og Tesch‐Römer, C. (1993): The role of deliberate practice in the acquisition of expert performance.)
      – Mette Krogh Christensen (Christiansen, Mette Krogh (2009): ”An Eye for Talent”: Talent Identification and the “Practical Sense” of Top–‐Level Soccer Coaches ) samt (Christiansen, Mette Krogh; Pedersen, Michael Sorgenfri og Mortensen, Christian Stilling (2008): Ungefodboldtalenters veje mod toppen – evolutionær eller strategisk talentudvikling?). Mette Krogh har lavet sin forskning specielt målrettet fodbold, mens de andre to har haft flere sportsgrene (Ericsson også musik) med. Ellers kan man også læse Shein, Côte eller andre tekster af både Henriksen og Ericsson.

      Håber det var svar nok – ellers spørg endelig mere uddybende. Vi vil rigtig gerne diskutere denne problemstilling, da det kun kan være med til at skærpe vores viden på området.

      Mvh
      Carsten & Simon

Leave a Reply to Carsten Martensen Cancel reply

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.