Selvorganiserede facebookbaserede idrætsfællesskaber – med SICK Project som case

Tags:

Print Friendly, PDF & Email

Mathias Ladefoged
Aarhus Universitet


SICK Project

I Aarhus findes idrætsfællesskabet SICK Project – eller blot SICK, som mange af dets deltagere kalder det. Mens nogle dyrker idræt i en forening, og andre i fitnesscentre, mødes århusianske ’SICKs’ til udendørs cirkeltræning forskellige steder rundt omkring i byen. Dette har de gjort hver eneste søndag kl. 11 siden december 2014 – uden undtagelser. I dag fremgår det på SICK’s facebookside, at SICK…

  • afholdes hver søndag – på forskellige lokationer i Århus og omegn. Der vil være forskellige træningsformer; både styrke, cardio og leg.
  • er et non-profit projekt, der er gratis at deltage i. ALLE er velkomne! ALLE kan deltage!

Det er et træningsfællesskab, hvor der ikke stilles krav til ens alder, fysiske form eller nogen form for økonomisk brugerbetaling. Man kan bare kan møde op – uden forpligtelser. SICK er med tiden vokset, og har fået mere og mere omtale. Jyllandsposten skriver:

Idrætsforeningerne mister medlemmer, mens flere og flere træner på egen hånd. Men det betyder ikke, at tidens motionister vælger fællesskabet fra, de finder det bare andre steder. Ét af de steder er SICK Project, som er et gratis tilbud, som flere og flere af Aarhus’ motionister bliver en del af. ”Det er gratis. Det er uforpligtende. Det er fleksibelt” (Jensen, 2016).

Selvorganiseret idræt i Danmark

SICK er ét selvorganiseret idrætsfællesskab ud af mange i Aarhus. Der findes eksempelvis også RUNAAR, SPÆN, WeRun2, Run for Friendship og Mo’s Friends. Tager man til andre steder i landet, finder man også AARUN i Aalborg, HolRun i Holbæk og NBRO i København. Disse idrætsfællesskaber illustrerer en udviklingstendens i idrættens organisatoriske rammer. Ifølge Pilgaard & Rask (2016) er der sket en forskydning…

mod selvorganiseret idrætsdeltagelse samt øget idrætsdeltagelse i privat/kommercielt regi blandt voksne. Begge organiseringsformer vinder frem til forhold til foreningsidrætten, som oplever stagnation med en lille tilbagegang mellem 2011 og 2016 (Pilgaard & Rask, 2016, s. 11)

SICK Project på Facebook (skærmklip)

På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse angav 62% at være aktive i selvorganiseret idræt, 25% i privat/kommercielt regi, mens omkring 39% var aktive i foreningsidrætten. Mange af respondenterne var her aktive i flere organisatoriske sammenhænge – 30% dyrkede idræt på egen hånd samtidigt med at være aktiv i privat- eller foreningsregi (Pilgaard & Rask, 2016, s. 45). Styrketræning og løb var blandt de mest populære selvorganiserede aktiviteter, hvilke er ”kendetegnede ved at være meget fleksible og derfor lette selv at planlægge” (Pilgaard, 2016, s. 43).

Den foreningsbaserede idræt og den kommercielle idrætssektor er hertil interesserede i at fastholde og hverve medlemmer, og repræsenterer således to poler, der er i kamp om idrætsforbrugerne. Foreningsfitness-konceptet repræsenterer eksempelvis foreningsidrættens forsøg på at appellere til fitness- og styrketræningsinteresserede, og holde på medlemstallene i foreningerne. Den voksende appel ved selvorganiseret løb har også fået foreningsbaserede organisationer til at bestille rapporter om bl.a. årsager til foreningsfrafald og om selvorganiserede løbefællesskaber. Eksempelvis ønskede Danmarks Idræts-Forbund og Dansk Atletik Forbund, med rapporten Motionsløbere i Danmark (Forsberg, 2012), at belyse den organiserede idræts potentiale for at blive mere attraktive for motionsløbere. Motionsløb var tilbage i 2012 den største danske idrætsaktivitet, men kun 7% af løberne var medlem i en forening:

Kampen om motionsløbsmarkedet spidser til, og det er usikkert, hvem ud over motionsløberen, som vinder. Forhåbentlig kan DAF/DIF og de lokale idrætsforeninger med denne rapport i hånden finde værdifuld inspiration til et udviklingsarbejde for at gøre foreningerne mere relevante for motionsløbere (Forsberg, 2012, s. 5-9).

Generations- og tidsåndseffekter

Hvad udviklingen i danskernes idrætsdeltagelse i det hele taget skyldes, kan der fremstilles flere perspektiver på. Udover at ens idrætsvanemønstre ændrer sig i takt med at man bliver ældre, henfører Pilgaard & Rask (2016) til generationseffekter og tidsåndseffekter som vigtige for at forstå udviklingen. Generationseffekter henviser til det, at ”nye generationer vokser op med særlige værdier, som kan være med til at præge deres idrætsdeltagelse i en anden retning end ældre generationers deltagelse” (Pilgaard & Rask, 2016, s. 7). Idrætten formes og påvirkes af værdier i samfundet – såsom ”individualisering, omstillingsparathed, fleksibilitet, projektkultur og selvrealisering” (Pilgaard, 2012, s. 76). Denne samfundsmæssige kontekst gør selvorganiseret idræt attraktivt for flere og flere, da det er fleksibelt og ikke-forpligtende.

Tidsåndseffekter er ”teknologiske løsninger og generel udvikling i udbuddet og efterspørgsel af sport og motion [som] er med til at revolutionære det overordnede billede af motions- og sportsvaner [i Danmark]” (Pilgaard & Rask, 2016, s. 12). Nyere generationer vokser op i en mere teknologiseret verden. Teknologien har været med til at revolutionere og effektivisere mulighederne for at organisere, arrangere og kommunikere om idræt. Idrættens Analyseinstitut foretog allerede tilbage i 2011 ”en optælling af danske breddeidrætsrelaterede grupper [på Facebook] og fandt ud fra en søgning på forenings- og fitnessrelaterede ord over 100.000 brugere i små 2.000 grupper” (Hedal, 2011, s. 72). Denne udvikling har uden tvivl fortsat siden da – idrætten og de sociale medier hænger i dag uløseligt sammen. Som det eksemplificeres med SICK Project senere, muliggør Facebook virtuelle netværks, hvor man kan kommunikere og interagere med hinanden på en måde, der ikke hidtil har været mulig. Man kan komme i kontakt med hinanden alle steder fra, og til alle tider, via computeren og mobilen.

Tor Kristensen Fabian-Jessing – skaberen af SICK Project. (Fotograf: Madsfoto.dk)

Udover organiseringsmæssige fordele, påpeger Hedal (2011) også, at teknologien tilfører ekstra dimensioner til selve idrætsudøvelsen. Her kommer SICK Project ind i billedet igen. SICK er noget ganske unik, der organiseres og afvikles på en helt speciel måde. Hvor, hvornår og hvordan træningen organiseres, foregår udelukkende gennem Facebook. SICK har hertil gennem tiden fået større og større tilslutning, og er generelt et godt eksempel på den nævnte samfundstendens til, at flere i dag engagerer sig i selvorganiseret idræt. Formålet med følgende præsentation af SICK er derfor at eksemplificere hvad selvorganiserede idrætsfællesskaber kan, og hvad Facebook som en kommunikations- og interaktionsplatform omkring idræt har af potentialer:

  • Hvad er det ved SICK der tiltrækker og tiltaler så mange århusianere? Hvad er det ved SICK’s organisering via Facebook der er attraktivt for dets deltagere?

Metode for feltarbejde i SICK Project

Præsentationen af SICK bygger på mine oplevelser i efteråret 2016, hvor jeg lavede en eksamensopgave om projektet. Inden jeg startede på denne, havde jeg stiftet bekendtskab til SICK på Facebook. Jeg kunne se at nogle af mine facebookvenner ofte deltog, hvilket vækkede min interessere og nysgerrighed. Inden jeg besøgte SICK for første gang havde jeg derfor allerede orienteret mig på dets facebookside, klikket ind på billeder fra træningen, læst diverse begivenhedsbeskrivelser, statusopdateringer m.m.

Den d. 7. februar 2016 besøgte jeg SICK for første gang (begivenheden SICK Project Part 57: ”SICK-Fastelavn!”). Her introducerede jeg mig som idrætsstuderende, der skulle skrive en kort opgave om projektet, og observerede efterfølgende deres træning. De næste træningsgange deltog jeg på lige fod med de andre deltagere. Jeg vurderede at det ville være uhensigtsmæssigt at begrænse min deltagelse ved eksempelvis at skrive observationsnoter ned undervejs. Min tilstedeværelse skulle helst ikke være forstyrrende for nogen. Af samme grund valgte jeg ikke at yderligere at snakke offentligt om min opgave – bortset fra enkelte deltagere jeg faldt i privat snak med. Jeg vurderede at denne beslutning var forsvarlig, da specifikke deltagere ikke var omdrejningspunktet for opgaven. Da man kan se billeder og hvem der deltager i træningen på facebooksiden, er ens deltagelse i SICK også offentlig.

Undervejs gennem hele forløbet benyttede jeg SICK’s facebookside til at understøtte mine indtryk og erfaringer. Jeg kunne eksempelvis bruge siden til at genkalde hvor træningen foregik, hvordan træningen forløb, hvem der deltog og hvordan stemningen generelt var. Det er her vigtigt at pointere, at det data der præsenteres i artiklen blot udgør en brøkdel af SICK’s opslag og billeder. Eksempelvis er der på nuværende tidspunkt samlet set blevet uploadet over 3000 billeder igennem årene.

Efter at have været med i SICK et stykke tid, ønskede jeg et dybere indblik i én af de andre deltageres personlige oplevelser med at være en del af SICK. Derfor foretog jeg et interview med Mette (29 år, anonymiseret), som jeg havde lært at kende undervejs. Jeg vurderede at Mette ville være en god respondent; hun havde været med i projektet i ca. et halvt år og havde deltaget 17 gange (dvs. 17 søndage). Et interview med hende ville gøre det muligt at sammenligne mine egne oplevelser, holdninger og indtryk af SICK med hendes (Tanggaard & Brinkmann, 2012).

Interviewet med Mette var semi-struktureret. Det vil sige at jeg havde forberedt en række spørgsmål og emner inden, som jeg gerne ville snakke med hende om. Efter interviewet lavede jeg en tematisk analyse af interviewtransskriptionen (Braun & Clarke, 2006). Helt kort består denne metode i at 1) interviewet transskriberes, 2) udtalelser og citater kodes i meningsfulde enheder, og 3) enhederne samles i nogle overordnede tematikker. Herefter udvalgte jeg de centrale citater/temaer i interviewet, som præsenteres i artiklen. Disse blev læst og godkendt af Mette.

Hvad er SICK Project?

SICK Project kan ikke præsenteres fyldestgørende uden at nævne idrætskonsulenten Tor Kristensen Fabian-Jessing, der startede det. Tor er SICK’s frontfigur, og er den der er tovholder på alt det SICK indebærer. Han er arrangøren, instruktøren og ham, der administrer SICK’s facebookside. Tor har ikke tjent på SICK, og der har aldrig været økonomiske interessenter involveret på noget tidspunkt. Der har dog været en del følgeeffekter, bl.a. en ansættelse som idrætskonsulent i DGI Østjylland (Nielsen, 2017). SICK er inspireret af det amerikanske November Project, en amerikansk selvorganiseret fitnessbevægelse, som Tor havde besøgt under rejser til USA. Tor tog efterfølgende sine erfaringer med hjem til Danmark. Så samtidigt med at SICK i dag er et unikt lokalforankret idrætsfællesskab i Aarhus, er det under Tors ledelse også en del af en større global fitnessbevægelse.

SICK startede oprindeligt som “SI(C)K Project”. Dette akronym skulle symbolisere sygt-hård-træning for fodboldspillere i Skovbakken IK, hvor Tor er træner. Ambitionen var, at de klubmedlemmer der havde lyst til at deltage, kunne bevare motivationen for at træne henover vinteren uden for fodboldsæsonen. Som det lyder på facebooksiden, er det ofte ”svært selvstændigt at tage sig sammen til at komme ud – det er lettere, hvis man er en gruppe, et fællesskab; et TEAM” (SICK Project, 2016, ’Om’). Parentesen om C’et i akronymet blev fjernet d. 11. januar 2015 – ved SICK Part 11 – da flere og flere deltagere uden tilknytning til Skovbakken IK begyndte at møde op (SICK Project, 2016, ’Begivenheder’).

Billedet nedenfor er et eksempel på en ’SICK Part’ – en begivenhedsbeskrivelse – der fungerer som en invitation til den kommende søndagstræning. Træningsstedet er her plottet ind på et kort, hvor man også kan se hvem der deltager og hvad der overordnet er på programmet.

SICK Project – begivenhed på Facebook (skærmklip)

Tor navngiver hver Part med en unik undertitel, og giver derudover altid en slags peptalk i detaljeafsnittet. Dette indebærer eksempelvis diverse catch-phrases (SUNday is SICKday m.fl.), ordspil (MuSICKen m.fl.) og hashtags (#WeatherProof, #ThisTribeIsStrong, #FUCKja, #sticktosick, #ThatSICKFeeling m.fl.)

Godmorgen! Har I det godt?! FUCK ja!

Sådan hilser Tor, og svarer deltagerne, hver gang klokken slår 11 om søndagen i SICK. Tor introducerer herefter dagens program, som altid varer maksimalt én time. Træningen består typisk mellem tre-fire unikke cirkler/workouts (sammensætninger af træningsøvelser), som Tor har forberedt på forhånd. Inden første cirkel starter, skal man give mindst syv krammere til de deltagere man står i nærheden af. Hver cirkel bliver afviklet på et område, eller en rute, som passer sammen med den givne cirkel. Jeg deltog eksempelvis i en træning, der bestod af én cirkel i udkanten af skoven med brug af bakker og trapper til interval, én ved vandet med øvelser i sandet samt udstrækningsøvelser ved vandkanten (SICK Part 58: ”SICK Valentine!”).

Mødesteder i SICK (lavet af forfatteren i Google Maps)

SICK står ikke tilbage for noget. Træningen foregår hver søndag – uanset hvordan vejret er. På figuren ovenfor ses alle mødestederne fra Part 4 til Part 71 (ud af 130 Parts pt.). Træningen foregår altså overordnet inde i byen, nær/i skoven eller ved vandet. Ved at deltage i SICK har man derfor mulighed for at opleve hvad Aarhus har at byde på hele året undt. Selvom nogle mødesteder går igen og bliver brugt flere gange, er det ikke de samme øvelser og cirkeltræningsintervaller der laves de pågældende steder. Man kan derfor aldrig helt vide sig sikker på hvad der er på dagens SICK-program.

Tor har for nyligt informeret mig, gennem optælling af personerne på fællesbillederne, at der i løbet af det sidste halve år har været 130 deltagere i gennemsnit til SICK-træning. Til 100-ugers jubilæet, SICK Part 100: “That SICK Feeling!”, var der 230 deltagere. Der er nogle deltagere, der er engagerede og trofaste, som er med hver gang, mens andre tager til træningen en gang imellem, når det passer ind i hverdagens travlhed.

Fordelingen af kvinder og mænd er generelt ligeligt fordelt, og overordnet er de fleste deltagere imellem 20–30 år. Alderspredningen er dog stor – børn helt ned til fire år træner med, mens der også er deltagere over 75 år. Alle er påklædte med praktisk udendørs løbetræningstøj, hvor nogle af dem har trøjer hvor SICK-logoet er sprayet på brystkassen. Til de såkaldte spray-days, der en gang imellem arrangeres, kan man nemlig selv medbringe en egnet trøje, hvor logoet gratis kan blive sprayet på (ved eksempelvis SICK Part 39.5: ”Spray And Warm Up!”).

Eksempel på fællesbilled på Facebook  (Fotograf: Madsfoto.dk).

Mette fortæller om SICK

Da jeg spurgte Mette om hvad hun overordnet synes var fedt ved projektet, svarede hun:

I starten var det ret fedt det der med, at man bare kunne møde op. Bare snakke sammen og man ikke behøvede at kende nogen. Dét kunne jeg rigtig godt lide. Og nu hvor man har været til det mange gange, så er det helt sikkert fællesskabet og det at være en del af noget sjovt og større. Det er det der med at være en del af et eller andet hver søndag – man får sådan helt et pust af liv, og så bliver man sådan helt oppe at køre, og bare helt vildt glad. Og samtidigt får man lov til at bevæge sig. Alle kan jo deltage, der er ikke nogle begrænsninger, det kan jeg rigtig godt lide. Jeg kan helt vildt godt lide at være en del af noget der er lidt større, det synes jeg bare er sjovt. Fællesskabet er helt sikkert nøgleordet for mig.

Jeg spurgte også Mette om hvad SICK’s skiftende træningslokationer og udendørstræning betød for hende:

På en måde synes jeg jo bare man lærer sin egen by at kende på en måde som er helt unik. Det er sjovt at komme rundt og være, og se, nogle steder man ikke er vant til. Det gør jo også at træningen er forskelligartet hele tiden, og man lærer også selv at udnytte de der ting som naturen og miljøet kan. Det giver bare et ekstra pust til konceptet.

Da der ikke har været én eneste SICK-træning indendørs, snakkede vi også om hvad vejret betød for hendes deltagelse:

Jeg synes det er rigtig sjovt de gange hvor der er regn og sne. Det gør alting meget mere udfordrende – det er bare koldt og vådt og trælst, men vi har det bare pisse sjovt alligevel. Det er jo toughness på en eller anden måde – det der med kontinuiteten i træning hver evig eneste søndag uanset hvad. Det er jo det der går igen i fællesskabet, at vi står sammen mod alt, sådan.

Mette fortalte mig, at det er rart at kunne orientere sig i hvem der deltager og hvor træningen præcist foregår på Facebook. Hun fortalte, at hun altid læser begivenhedsbeskrivelsen, da hun synes det er sjovt, og gør at man bliver nysgerrig på at møde op. Jeg spurgte Mette om hvad hun syntes om SICK’s måde at kommunikere på:

Inde i mit hoved så passer det bare godt til hele konceptet, hvordan opbygningen er, fordi det er sådan lidt råt. Jeg kobler de der ord til noget der er lidt hårdt og sådan lidt ’rough’. Vi står ikke tilbage for noget. Og det er da for at skabe en eller anden, sådan, en visuel effekt af hvordan det er [til træning].

Facebooksiden bruges også til offentlige statusopdateringer fra søndagens træning. Disse indeholder typisk en farverig beskrivelse af hvordan vejret var, hvad der blev lavet og hvordan stemningen var – med tilhørende billeder fra træningen som arrangøren har fået nogen til at tage undervejs. Ved slutningen af hver træning bliver der altid taget et obligatorisk fællesbillede. Ved at deltage i projektet indvilliger man altså i at informationer – særligt i form af billeder – offentliggøres på Facebook. Mette havde følgende at sige omkring facebooksidens betydning for hende:

Det er ikke nødvendigvis fordi man skal gå ind og se billeder af sig selv, men det er mere: ”Ej, så lavede vi det, det var helt vildt sjovt”. Så det er sådan med til at understøtte fællesskabet. Selvfølgelig er det også sjovt at se billeder af sig selv – især hvis man ser godt ud. Det gør man som regel ikke *haha*.

Udover den egentlige praktiske organisering af SICK muliggør Facebook altså virtuel kommunikation mellem projektets deltagere – og faktisk også alle andre personer, der støder på, og følger, SICK på Facebook. Billederne kan eksempelvis blive set af deltagernes respektive facebookvenner. Derfor fungerer SICK’s facebookside både som projektets ansigt udadtil, for at gøre omverdenen opmærksom på at det eksisterer, og samtidigt som en interaktionsplatform, der understøtter deltagerenes fællesskabsfølelse og kommunikation med hinanden. Som Mette eksempelvis udtrykker det, er facebooksiden en platform…

hvor man kan dele nogle ting og dele sine oplevelser. Det bliver et sted hvor man ligesom har det hele sammen og det sted man kan mødes. Og hvis man har et fællesskab og er en del af noget man synes er helt vildt fedt, så vil man jo på en eller anden måde også gerne vise det.

Eksempel på fællesbilled på Facebook (Fotograf: Madsfoto.dk).

SICK – et idrætsprojekt i projektsamfundet

Jensen (2009) fremstiller det perspektiv, at vi i dag er projektmennesker i et projektsamfund, da projektet er i dag blevet det dominerende organiseringsprincip for både individet og samfundet som helhed. Men hvad er projekter egentlig? Dette spørgsmål vil jeg i det følgende belyse for at illustrere hvad der gør SICK til et attraktivt idrætsfælleskab.

Et projekt er ifølge Anders Fogh Jensen ”noget, man gør nu med henblik på fremtiden” (Jensen, 2009, s. 10). Tager man SICK, er det et ”træningsfællesskab, der er oprettet for at vi alle kan holde os i form og få inspiration til fysisk aktivitet” (SICK Project 2017). Deltagerne ønsker altså at være fysisk aktive i samvær med andre gennem varieret/sjov træning. Dette formål fungerer som et samlingspunkt, men tillader samtidigt en høj grad af fleksibilitet. Hvofor de enkelte SICK-deltagere individuelt møder op søndag klokken 11 til SICK-træning kan skyldes mange ting – eksempelvis det at komme i form, at opleve naturen/byen, at få nye venner eller at skabe netværk.

Projektorganiseringen involverer også ”en bestemt måde at udfolde rum og tid på, at danne relationer på og udføre aktiviteter på” (Jensen, 2009, s. 16). Måden SICK organiseres og afvikles på har i dette perspektiv betydning for hvordan 1) rummet for idrætsudøvelsen, 2) tiden til og varigheden af træningen, samt 3) relationerne mellem deltagerne, udfolder sig i SICK.

I et projekt er det aktiviteten ”der udspænder rummet, og ikke rummet, der er scene for aktiviteten” (Jensen, 2009, s. 47). Dette perspektiv illustrerer, at SICK udfolder rum for idrætsudøvelse rundt omkring i det aarhusianske by-miljø – hvad enten det er ved vandet, AroS, Risskov, eller ved Dokk1 – og ikke omvendt. SICK har ikke en fastlagt fysisk ramme, som det er tilfældet i mange former for foreningsidræt. SICK’s kommunikation på Facebook udfolder også et virtuelt rum i det virtuelle landskab. Det at ens deltagelse i SICK deles med ens facebooknetværk, kan også have betydning for deltagernes egne individuelle projekter og unikke bevæggrunde for at deltage.

Et projekt kan yderligere ”ikke alene være alle steder, det kan også være til alle tider” (Jensen, 2009, s. 67). Aktivitet i et projekt afgør ikke blot hvor, men også hvornår. Aktivitet i et projekt er netop med til at udfolde tiden, eller varigheden, af projektet. SICK foregår som nævnt hver søndag og varer max én time. Denne tidsmæssige ramme gør SICK til et ”tidsløst” projekt, der forløber året rundt. Træningerne bliver netop kaldt Parts – dele – hvor det ikke er givet, hvor mange dele der er. Der bliver ikke holdt pause på noget tidspunkt. Der er ikke nogen ’in-season’ og ’off-season’ som i diverse foreningssportsgrene (fodbold, håndbold, badminton m.fl.).

Projektorganiseringen omdanner også relationer til forbindelser. En relation er forholdet mellem det, der hænger sammen, ”mens forbindelser er noget, der skabes mellem det, der ikke hænger sammen” (Jensen, 2009, s. 92). Der er med andre ord forskel på venner, som man er tæt knyttet til, og bekendte, som er på mellemdistancen – ”nær nok til at man kan lave projekter med dem, og fjernt nok til at de ikke hindrer en i at indgå i nye projekter” (Jensen, 2009, s. 98). Mette fortalte mig eksempelvis at hun typisk tager til SICK med nogle af hendes bedste venner. Nogle deltagere, der ikke kender hinanden i forvejen, bliver også tætte med hinanden efter at have trænet sammen over en længere periode. Men som Jensen påpeger, fungerer relationer ” som en base for projektets forbindelser, men det hører ikke projektet til at danne forbindelser, der forpligter” (Jensen, 2009, s. 97).

Fællesskabet er vigtigt i SICK, og fremstår som noget der er særligt attraktivt ved projektet. Kigger man på SICK-fællesskabet som helhed, er dette generelt et ikke-forpligtende, fleksibelt og ad hoc fællesskab. Som Mette udtalte kan man bare møde op når og hvis man har lyst. Så selvom der er relationer mellem deltagerne (eksempelvis mellem Mette og hendes veninder, eller andre som Mette lærer at kende), udgør størstedelen af fællesskabet af forbindelser mellem deltagerne. SICK har altså et unikt potentiale til både at være fællesskabs- og netværksdannende – til at skabe/vedligeholde både relationer og forbindelser.

Eksempel på fællesbilled på Facebook (Fotograf: Madsfoto.dk).

Venner, der tager til SICK sammen, kan godt have lavet forpligtende aftaler med hinanden på forhånd, men hvis den kommende søndagstræning eksempelvis foregår et sted, der ligger langt fra ens bopæl, er man ikke forpligtet til at melde afbud til SICK. Der kan altså godt være disciplinære rammer omkring et projekt, men disse er ”ikke er en del af projektets egen logik” (Jensen, 2009, s. 68). Så selvom SICK bestemmer rammerne (tidspunktet/varigheden, lokationen og forløbet af træningen), er der i sidste ende ikke nogen/noget, der holder øje med én, eller stiller forventninger til én. Det er dog hertil vigtigt at pointere, som Tor fortalte mig for nyligt, at mange hellere end gerne vil hjælpe, hvis der er behov for frivillige hænder. Deltagerne bliver ofte ”shareholders”, der føler, at de har del i fællesskabet og succesen. Den fleksibilitet, som deltagerne har i SICK, er derfor ikke ensbetydende med, at deltagerne ikke hengiver sig til fælleskabet og træningskulturen.

SICK – en forening af fleksibilitet og fællesskab?

Hvordan skaber man et fællesskab uden at gøre det forpligtende? Det er det, som disse gratis tilbud i høj grad er med til at ramme. Fælles aktivitet og kvalificeret indhold samtidig med, at der er fleksibilitet og ingen krav om forpligtelse.

Således udtaler Trygve Buch Laub omkring SICK (i Jensen, 2017), der passende opsummerer attraktionen ved SICK – et selvorganiseret idrætsfællesskab, der forener fleksibilitet og frihed med fællesskab og samvær. Denne organisering af fundamentalt afhængig af SICK’s facebookside, som udgør et unikt eksempel på at Facebook kan fungere som en lettilgængelig og intuitiv organiseringsplatform for selvorganiseret idræt. Som Pilgaard (2012) pointerer, ser virtuelle idrætsarenaer ud til at skabe grobund for en fremtidsvisionær løsning på at forene tryghed og frihed, fællesskab og fleksibilitet” (Pilgaard, 2012, s. 93).

Copyright © Mathias Ladefoged 2017

 

Eksempel på fællesbilled på Facebook (Fotograf: Madsfoto.dk).

Litteraturliste

Braun, V., & Clarke, V. (2006). Using thematic analysis in psychology. Qualitative Research in Psychology, 3(2), 77-101
Forsberg, P. (2012). Motionsløbere i Danmark. Portræt af danske motionsløbere. 1. Udgave, København, januar 2012. Idrættens Analyseinstitut.
Jensen, A. F. (2009). Projektmennesket. 1. Udgave, 3. oplag. Aarhus Universitetsforlag, 2009
Jensen, S. M. (2016): Sygt projekt bliver til social styrketræning. Jyllands-Posten Aarhus. 21.11.2016.  http://jyllands-posten.dk/aarhus/erhverv/ECE9165994/sygt-projekt-bliver-til-social-styrketraening/
Hedal, M. (2011). Idrættens virtuelle arenaer. Internettet forandrer idrætten – analyser og perspektiver. 1. Udgave, København, maj 2011. Idrættens Analyseinstitut.
Nielsen, A.K. (2017). Alle kan være med i Tors træning. DGI. 2. Juni 2017. Idræt og motion > Løb > Artikler: https://www.dgi.dk/loeb/loeb/artikler/alle-kan-vaere-med-i-tors-traening
Pilgaard, M. (2012). Teenageres idrætsdeltagelse i moderne hverdagsliv. Scandinavian sport studies forum. Volume three, 2012, 71-95. www.sportstudies.org
Pilgaard, M., & Rask, S. (2016). Danskernes sports- og motionsvaner 2016. 1. Udgave, København, september 2016. Idrættens Analyseinstitut.
SICK Project. (2016). @SICKProject. https://www.facebook.com/SICKProject/. Per d. 31. maj 2016. Herunder særligt ’Billeder’, ’Begivenheder’, ’Om’.
Tangaard, L. & Brinkmann, S. (2015). Interviewet: Samtalen som forskningsmetode. Kap. 1 i: Brinkmann, S. 6 Tangaard, L. (2015). Kvalitative metoder – en grundbog. 2. udgave, 2. oplag. Hanz Reitzels Forlag, 2015
Tangaard, L. & Brinkmann, S. (2015). Kvalitet i kvalitative studier. Kap. 25 i: Brinkmann, S. 6 Tangaard, L. (2015). Kvalitative metoder – en grundbog. 2. udgave, 2. oplag. Hanz Reitzels Forlag, 2015
Østergaard, C. & Pedersen, L. Warren (2012). Observation. Kap. 13 i: Thing, L. Friis & Wagner, U.. (2012). Grundbog i idrætssociologi. 1. Udgaven 2, oplag, 2012. Munksgaard, København 2011
Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message