Om mennesket som divid og om plural fænomenologi: Idrætsfilosofisk samtale med Rasmus Bysted Møller

Henning Eichberg
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet


henning-eichberg
Henning Eichberg

Sport og etik – en moralfilosofisk analyse af sporten hed ph.d.-afhandlingen, som Rasmus Bysted Møller i 2013 forsvarede i Århus. Som opponent var jeg imponeret af hans kritik af sportsidealismen – og stillede samtidigt kritiske spørgsmål til hans filosofiske metode. Både ros og ris blev udarbejdet for idrottsforum.org. Rasmus reagerede med et forsvarsskrift i skarpe toner. Her prøver jeg at føre samtalen tilbage til nogle filosofiske kernepunkter.

Menneskets delelighed

Mennesket bliver i vort akademiske hverdagssprog ofte betegnet som ”individ”. Individ-begrebet er også trængt ind i dele af sociologien, hvor Anthony Giddens og Ulrich Beck lancerede en individualiseringsteori, og i filosofien, hvor Rasmus’ ph.d.-afhandling talte om det rationelle individ som ”bevidst værdiforvaltende fornuftsvæsen” og om sportens individ. Hans forsvarsskrift postulerer nu, at ”begrebet individ (udelelig) om bevidsthedsvæsener fungerer fremdeles glimrende”.

Er dette sprogbrug og de dertil knyttede filosofiske antagelser nu så uproblematiske, som de ser ud til? Både filosofien og empirisk videnskab har stillet spørgsmål ved dette. Mennesket er et divid (på tysk: Dividuum), konstaterede Friedrich Nietzsche allerede i 1878/79 i Menschliches, Allzumenschliches. Han filosoferede om de dybe splittelser, som bl.a. ”dividerede” det apollinske og det dionysiske inden for mennesket. Mennesket er karakteriseret gennem Selbstzertheilung, selvopdeling.

Senere gjorde Sigmund Freud opmærksom på splittelsen mellem Jeg’et, Over-jeg’et og Det’et. Denne dividuelle splittelse blev til grundlæg for psykoanalysen som en opdelingens psykologi.

Og så fremstillede Martin Buber (1923) i sin Jeg-Du-filosofi grundlæggende eksistentielle forskelle mellem det Jeg, der betragter eller håndterer et Det, og det Jeg, der møder et Du. Jeg’et i jeg-det-relationen og Jeg’et i jeg-du-relationen er dybt forskellige. Totalitarismen koncentrationslejre – hvor mennesker gjorde mennesker til materiale – bekræftede dette snart derefter på en skræmmende måde.

Siden har desuden hjerneforskningen beskæftiget sig med det menneskelige hjernes højre- og venstrehalvdel. De to dele repræsenterer forskellige bevidstheder, og deres forbindelse kan oven i købet teknisk-medicinsk skæres igennem – med personlighedsforandrende resultater.

Det er altså ud fra ganske forskellige filosofiske og videnskabelige blikvinkler, at man kan stille spørgsmål ved den udelelige bevidstheds-monade, som vesterlandsk tænkning gennem århundreder har opdyrket som ”individ”. Rasmus’ ph.d.-afhandling kan endog godt læses i sammenhæng med denne problematik: Atleten som altruistisk moralsk menneske står over for atleten som egoistisk vinder-stræber – og er alligevel det samme menneske. De to dimensioner er diskrepante – og alligevel er de begge to menneskelige – og igen alligevel står de i et grundlæggende modsætningsforhold… Sportens divid udfordrer dermed sportsidealismens sværmeri, hvor ”individets” konkurrence og moral går op i en højere enhed.

Hvorfor farer nu forsvarsskriftet alligevel så bastant frem med påstanden om, at begrebet individ fungerer ”fremdeles glimrende”? Betyder det, at visse tanketraditioner og sprogkonventioner sidder så dybt i filosoffen, at han ikke kan komme på afstand fra dem?

I hvert fald er det ikke ”Eichbergs meningsløse dunkelheder”, som det her handler om. Der rejser sig grundlæggende spørgsmål, der har deres basis i filosofiens århundrede gamle historie. Det var jo netop i moralfilosofien, at Nietzsche konstaterede: In der Moral behandelt sich der Mensch nicht als individuum, sondern als dividuum – i moralen forholder mennesket sig ikke som individ, men som divid.

Hvilken filosofi? – Dialektiske spørgsmål udfordrer

Spørgsmålet om divid og individ var et af de syv kritiske spørgsmål , som jeg spillede ud med – med konkret reference til Rasmus’ ph.d.-afhandling:

  • Er filosofiens hovedopgave det at formulere spørgsmål eller det at finde svar?
  • Bevæger filosofisk tænkning sig fænomenologisk bottom-up eller tankeeksperimenterende top-down?
  • Tager filosofien sit udgangspunkt i ord og sprog (nominalisme som hos Nietzsche), eller postulerer den begrebernes reale eksistens (begrebsrealisme som hos Platon)?
  • Gør filosofiens sig sin egen historisk-kulturelle relativitet bevidst, eller dyrker den en kontekstløs begrebsabsolutisme?
  • Taler filosofien om det delelige menneske eller om individet?
  • Tænker filosofien i processer og relationer eller i begrebskasser?
  • Dyrker filosofien forundring eller tester den rigtig-forkert-løsninger?

Disse spørgsmål kan ganske vist i sig være selv positions-relative. Måske er de delvist polemiske – men det skal de gerne være. De betegner i hvert fald dialektiske forhold, der har filosofisk betydning. – Og de konstituerer ikke en enten-eller. Deres dialektik udfordrer filosoffen til at finde sit eget sted. Enten – eller – eller også gerne noget tredje?

Jeg selv hælder principielt til det tredje. Jeg fortrækker at filosofere ud fra det trialektiske, ud fra mellemrummet. Men der er grund til at være forsigtigt: Det tredje kan også være en bekvem både-og og en kedelig ind-imellem.

For eksempel kan man nemt – som i forsvarsskriftet – skrive, at ens filosofi er ”både undrende og oplysende, stiller spørgsmål og forsøger at besvare dem”. Men når man nærlæser forsvarsskriftet, så indeholder det netop intet filosofisk spørgsmål. De få spørgsmålstegn, som man finder der, er samtlige polemiske og retorisk-afvisende.

Kritikken skal altså tages alvorligt – og samtidigt gerne muntert, med smil, latter og grin. Den burde ikke afvises som ondsindet ”modvilje”.

At gå efter bolden eller efter manden?

Grundlæggende ser det altså ud, som om forsvarsskriftet afviser den dialektiske fremgangsmåde. Kritisk-dialektiske spørgsmål misforstås, som om de tegner verden i sort-hvid. Er de virkeligt så truende?

I stedet for at tage fat i de substantielle filosofiske spørgsmål argumenterer forsvarsskriftet imod kritikeren som person: ”Eichberg” er den negativ pol, han har modvilje, han vil opløftes til autoritet, han forvrænger. Der er tale om grænseløs naivitet og logisk inkonsistens, meningsløse dunkelheder, manglende blik. ”Eichberg” misforstår, han er slet ikke interesseret, han præsenterer sit eget verdensbillede… Der må være noget forkert med manden.

Og til slut slynges begrebet ”totalitarisme” ud imod kritikeren. Der sker ganske vist uden antydning af en totalitarismeteori. Nu er det kendt, at kritik, spørgsmål og relativitet er grundlæggende antitotalitære. ”Eichbergs idétotalitarisme” kan derfor bare forstås som et skældsord – det gør ikke ondt.

Forsvarsskriftet går således snarere efter manden end efter bolden. Personlig fornærmelse bringer imidlertid næppe gevinst for den substantielle filosofiske debat. Her drejer det sig hverken om ”Eichberg” eller ”Møller”. Jeg indrømmer, at den personlige polemik kan have sin underholdningsværdi og virke opmuntrende for læsere, der ellers næppe ville følge med i de besværlige filosofiske argumentationer. Men der er altså problemer.

Det betyder nu slet ikke, at personlige aspekter af filosofien burde forblive uden for debatten. Her vil jeg gerne fortælle en historie fra mit første møde med filosofien. I mit første semester i 1964 på Universitet Hamborg deltog jeg i et intro-seminar hos Albert Menne (1923-1990). Menne blev senere kendt som filosofisk logikker og bevægede sig på linje med Bertrand Russell og Alfred North Whitehead. Menne advarede os unge studerende nu imod det at starte som fagfilosof. Hvis I begynder med filosofien, så bliver i nemt hængende i filosofien i stedet for selv at filosofere.   Og I bliver fristet til at klamre jer til bestemte autoriteter i stedet for at filosofere ud fra jeres egne præmisser. I skal hellere starte med et konkret fag – det være inden for ingeniørvæsen, naturvidenskab, historie eller noget andet. Så kan I nå frem til et punkt, hvor I bliver nødt til at stille de mere grundlæggende spørgsmål – og så bliver I filosoffer. – Mennes formaning var dengang bestemt ikke umiddelbart indlysende for os unge studerende. Og faktisk holdt jeg mig i første omgang ikke til hans råd, men fulgte op med et filosofiseminar om Schopenhauer, hos selve Menne. Men så vendte jeg mig til teknologihistorie og senere til historisk adfærdsforskning og kultursociologi – og her dukkede rigtigt nok de filosofiske spørgsmål op, som vi nu diskuterer. Tilbageblikkende må jeg sige, at Mennes råd var velbegrundet.

Hvorfor fortæller jeg nu den her historie? Det ved jeg selv heller ikke rigtigt. Måske derfor, at man ikke skal bilde sig alt for meget ind på sin fagfilosofisk – som enhver faglig – ensidighed. For at overkomme deres begrænsninger har vi, uanset hvor vi kommer fra, behov for udveksling og dialog.

Ordenes singularis som filosofiens fristelse og analytisk problem

Alt for personligt forsvar fører endnu et ulempe med sig: Debatten kan nemt gå i stå. I rent forsvar træder argumentationen på stedet. Men samtalen skal gerne føre videre, thi gennem den kritiske udveksling kan vi opdage noget nyt. Lad mig her spille ud med en yderligere tanke, som hidtil ikke er blevet berørt: Hvilken rolle spiller singularis og plural i filosofisk tænkning?

Filosoffen kan godt afvise den historiske foranderlighed og den kulturelle differentiering som filosofisk relevante, men dermed stiller man sig i traditionen af singularis-filosofien, der taler i abstrakte almenbegreber i singularis: Menneske, Selv, Ånd, Væsen, Væren, Intet, Bevidsthed, Vilje, Natur, Liv etc.; intet af disse begreber tænker deres plural med. Det gør ganske overvejende også Møllers ph.d.-afhandling og nu forsvarsskriftet, hvor de handler om sporten, moralen, individet, sandheden… Den ”absolutistiske metaetik”, som Møller videreførte fra Erich Klawonn, frister også til dette.

Singularis-filosofien kan man, som sagt godt dyrke i den vesterlandske filosofitradition, som har rødder tilbage bl.a. hos den ene Gud som prima causa. Man kan derfor forstå singularis-filosofien som en slags filosofisk monoteisme, der dyrker obsessionen an det Ene. Endog Nietzsche med sit udgangspunkt i dobbeltheden hos Dionysos og Apollo og med sin senere Gud-er-død-filosofi fulgte langt hen ad vejen dette spor: Musikken, Kunsten, Overmennesket, den Evige Genkomst… Nietzsche fortvivlede nok også derfor til sidst.

Der findes imidlertid andre veje, så snart man tænker ud fra de menneskelige forholds pluraler. Her er det forskel, det gælder.

I legefilosofien f.eks. har man fra Friedrich Schiller over Nietzsche og Johan Huizinga til Hans-Georg Gadamer afprøvet store tanker om Legen. Men Roger Caillois (1958) åbnede en ny dimension ved at stille to grundformer paidia (svarende til leg og play) og ludus (svarende til spil og game) overfor hinanden. Desuden typologiserede og sammenlignede han fire legeformer: agon og kappestrid, hazard eller leg med tilfældigheden, maske og rollespil, samt leg med ilinx eller beruselse.

På lignende måde har man længe filosoferet meget om Magten. Men så kom Max Weber (1921) og differentierede mellem tre former af Herrschaft: traditional magt (som arves ned fra konge til konge eller udøves af præsten), legal magt (i moderne bureaukratiske rammer) og karismatisk magt (som en shaman eller en cæsarisk leder ganske pludselig kan opnå). Med den sidstnævnte type åbnede Weber på en overraskende måde blikket hen imod et fænomen, som dengang først var på vej: fascismens ledermagt.

Senest har Peter Sloterdijk (1998/2004) fremlagt en plural sfærologi, som overskred århundreders filosofi om Rummet. Han studerede ”blærer” i menneskenes nærsfære, ”glober” som rum-billeder for stater, rige og verdenen, og ”skum” som en slags postmoderne rum-figur.

Alt dette viser i retningen af grundlæggende plurale fænomenologier, differentielle fænomenologier, komparative fænomenologier, typologier. Den monistiske fænomenologi – fra Husserl til Heidegger og frem – er dermed ikke udrangeret som ”forkert”, men sat i et kritisk perspektiv.

Denne kritik skal nu ikke læses i takt med den mainstream, der ofte kritiserer almenbegreber i et individualiseringsperspektiv: ”Mennesket” – nej: ”vi er jo alle individer”… Individet skal her ikke reintroduceres gennem bagdøren. Individet er jo selv et Gud-erstatnings-begreb. Snarere kunne vi tænke singularens pluralisering i sammenhæng med det dividuelle menneske.

Disse overvejelser kan også belyse visse problemer af Møllers ph.d.-afhandling. Det er ikke tilfældigt, at vi i det nordiske område differentierer mellem sport og idræt – og desuden taler om gymnastik, legemsøvelser og motion. Denne pluralitet og differentiering gælder ikke kun Norden, men har f.eks. også inspireret kinesisk forskning til at drøfte forholdet mellem deres vesterlandsk-koloniale begreb ”sport” og det kinesiske begreb yundong, som bl.a. Mao Tsetung brugte i sit første – endnu præ-kommunistiske – skrift om legemsøvelser (Chih-Chieh Tang 2010).

Man kan altså – det være sagt igen – godt filosofere om sporten og moralen – det har Møller vist på en læseværdig måde. Men man kan også filosofisk spørge: Hvilken sport taler vi om – og hvilken moral? – Lad os bare prøve det.

Copyright © Henning Eichberg 2014

Print Friendly, PDF & Email

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.