Friluftsliv i den hvide natur – hvilken fænomenologi?

Tags:

Print Friendly

Henning Eichberg
Syddansk Universitet


Thomas Vold Venner på tur: Naturguiding som relasjonell kunnskap 334 sidor, paperback. Oslo: Norges idrettshøgskole 2015 ISBN 978-82-502-0511-6

Thomas Vold
Venner på tur: Naturguiding som relasjonell kunnskap
334 sidor, paperback.
Oslo: Norges idrettshøgskole 2015
ISBN 978-82-502-0511-6

Friluftsliv forbindes overvejende med den grønne natur. Men friluftslivet kan også føre ud i en helt anden verden. I april 2015 forsvarede Thomas Volds på Norges idrettshøgskole sin ph.d.-afhandling om naturguidningens fænomenologi i den arktiske polarverden. Hans ledende spørgsmål var, hvilken kundskab naturguiderne udtrykte i deres samspil med turister og i deres daglige tur-arbejde, og hvad guidernes kundskab fortalte om turisternes tur-oplevelse, guidens arbejde og om fænomenerne turisme og rejseliv.

Afhandlingen har to stærke sider: Den præsenterer en empirisk case om rejse- og friluftsliv på ø-gruppen Svalbard langt oppe i Norden, hvor guidede turer fører i et arktisk miljø af gletsjere, is og sne, med isbjørn, scootere, teltlejr og våben. Og den bruger Alfred Schutz’ fænomenologiske sociologi for at knytte naturguidernes viden sammen med teoretiske overvejelser om livsverdenen. Forbindelsen mellem empiri og teori er imidlertid ikke uproblematisk.

Indhold: Guider, turister og natur i turens forløb

Afhandlingens første del skitserer naturguidernes kontekst: rejseliv som erhverv, samt national standardisering og certificering af guidernes arbejde. Her beskrives også kort Svalbards historie, den lokale turismes historie, lokalt rejseerhverv, guidernes vilkår og uddannelse. En forskningsoversigt omtaler studier om guidede turer og guideroller.

Den anden del præsenterer den valgte teori: sociologisk fænomenologi og kundskabssociologi. Med reference især til Alfred Schutz karakteriseres hverdagslivet og dets forskellige virkeligheder. Menneskene bearbejder disse virkeligheder med deres sunde fornuft, common sense, som er praksisorienteret og har social karakter. Så langt, så godt – men så bliver det mere kompliceret med Schutz’ overvejelser omkring såkaldte frivillige og påtvungne, tematiske og fortolkende relevansstrukturer samt omkring ”idealiseringen af perspektivers ombyttelighed” og ”idealiseringen af relevanssystemernes overensstemmelse”, hvor rum og tid, ”konsociater” og ansigt-til-ansigt forhold, du-relationer og vi-relationer, selv-typisering, samt for-at-forhold og fordi-forhold kommer i spillet. Afhandlingen fortier imidlertid ikke kritikken af denne komplicerende fænomenologi: Husserl, hvis spor Schutz på en måde fulgte, genetablerede ideen om en absolut og ren bevidsthed uden for fænomenerne, og faldt altså tilbage til en adskillelse mellem eksistens og essens. Dermed levede den netop ikke op til fænomenologiens krav om ”at lade verden fremtræde på egne præmisser”.

Med den tredje del træder man ind i den turverden, som er afhandlingens emne. Trin efter trin følges turens forløb. ”Kortlægning”: Guiderne samler og strukturer viden om turisterne. På grundlæg af tidligere erfaringer typiserer guiderne de tilmeldte turister som f.eks. ”professoren”, ”vennegruppe”, nørdegruppe”, ”firma-gruppe”, ”den gamle”, ”råkørere” og ”legegutter”. Typeinddelingen bygger på hidtidige erfaringer og er cirka-skøn, der sigter på praktiske tiltag, f.eks. hvem der sover hvor og sammen med hvem? I en forberedende præsentationsrunde, briefing, konkretiserer guiderne typiseringen. Herefter skal turisterne og deres faktiske evner i forhold til deres selvpræsentation testes, de skal ”afklædes” og skal vise, ”hvem de er”. Guiderne foretager en vis praksis-orienteret reificering af personer. Alt dette problematiseres med Schutz-begreber som ”typikalitet og individualitet”, ”konsociater”, ”at engagere sig i hinandens biografi” og ”vi-forhold”, samt med Berger/Luckmanns begreber ”eksternalisering”, ”objektivering”, ”internalisering”, ”institutionalisering” og ”receptkundskab”.

”At få til gruppen”: Turen lægger nu op til en bevægelse ”fra Du til Vi”. Fra det første møde med guiden sker der en rolleafklaring. Her er køn vigtigt, da guiderollen er stereotypiseret som maskulin. Rolleafklaringsprocessen mellem guiden og turisterne er asymmetrisk, men gensidig. Afhandlingen retter opmærksomheden også på nationale forskelle – mellem skandinaviske og amerikanske turister – og på ”kupmagerne”, altså turister der tenderer til at overtage styringen. Der kan opstå konflikter mellem ønsker om at køre stærkt versus om at komme nærmere på naturen. Men gennem praktisk gøren – i stedet for at turisterne bare serviceres – formes der en vi-gruppe.

Resultatet af gruppedannelsesprocessen er ”En fælles vision”, hvor turisterne bliver aktive med-skabere af turen. Morgen- og aftensamlinger omkring et bål bidrager til afstemningen af forventningerne. Turen, turisterne og guiden danner en større enhed. Dette bliver fortolket med Schutz’ ord som ”den generelle tese om perspektivers gensidighed” og ”idealiseringen af relevanssystemets overensstemmelse”.

I voksende omfang bestemmer nemlig en samfundsmæssig produktionsorientering rejselivet, under stikord som ”markedsføringsstrategier” og ”mærkevaren Norge”.

”At komme i turmodus”: I turens forløb overskrides rollerne, og turens deltagere bliver til ”venner”. Turisterne udvikler et ejerskabsforhold til turen. Bjørnevagt, oplevelse af stilheden i naturen, leg og slåskamp i sneen – her træder Svalbard-turens særlige arktiske karakter frem. Men analysen fokuserer mest på begreber, som er lånt fra Schutz, som ”handling”, ”projekt”, ”motiv”, ”action” og ”act”, ”for-at-motiver” og ”fordi-motiver”, ”idealisering af motivers gensidighed” og ”relevanssystem” – som abstraherer fra den konkrete polare livs- og omverden. Afslutningen af turen nærmer sig, og dermed kommer ”venskabet” i klemmen mellem ferie-virkelighed og hverdagslivets virkelighed.

Analysen afsluttes med et kapitel om det ”At skabe interesse”. Hvilke sider af naturen udvælger guiderne for at tilbyde Svalbard-turismen som attraktion? Den arktiske vildmarks fascination og fare fremtræder i guidernes fortællinger, hvilket afhandlingen pynter med begrebet ”påtvunget tematisk relevans” (efter Schutz; men også ”frivillig tematisk relevans” og ”hypotetisk tematisk relevans” spøger her gennem analysen). Nedsat sigt og stilheden i det arktiske snelandskab skaber billedet af noget ”urørt” og ”vildt”, af ”ødemarken”. Menneskene kommer f.eks. tæt på søfugle. Guiden kan nu indtage en mere tilbagetrukket rolle, da det ikke så meget gælder om at skabe opmærksomhed på isbjørne, Svalbard-rensdyr, fossiler og søfugle, men om at undgå at ødelægge oplevelsen. Dette kontrasteres med britiske busguider, som ”missionerer” turisterne. Samtidig skaber den voksende masseturisme stadig større problemer for oplevelsen af den arktiske verden, og vildmarken bliver mere og mere præget af ”highways”, som guiderne prøver at undgå.

I den fjerde del diskuteres resultaternes reliabilitet, kommunikativ validitet, pragmatisk validitet, kredibilitet og analytiske generalisering. I forhold til disse ret abstrakte anstrengelser er den substantielle konklusion snarere enkelt: Guidernes kundskab i samvirke med turisterne er afgørende for turens udformning og turisternes oplevelse. Det er ikke særligt overraskende, men lyder snarere banalt. Heldigvis tilføjer afhandlingen dog nogle problematiserende bemærkninger om naturoplevelsen som ”produkt”. I voksende omfang bestemmer nemlig en samfundsmæssig produktionsorientering rejselivet, under stikord som ”markedsføringsstrategier” og ”mærkevaren Norge”. Dette kunne godt kritisk blive fordybet, men bruges kun som afsæt til at tilbyde afhandlingens ”resultater” til Nærings- og Handelsdepartementet som en ”opfordring til at øge kvaliteten på norske rejselivs-’produkter’ gennem rekruttering og uddannelse af guider” (264).

Metodologiske kunstigheder

Afhandlingen refererer til den metodologi, som Steinar Kvale og Svend Brinkmann har lagt navn til, og som er udbredt i nordiske akademiske kredse. Dens nytte kan man imidlertid godt betvivle – og Svalbard-fortællingen ”glemmer” den heldigvis undervejs. Ifølge denne metodologi skal en oplysende samtale mellem mennesker erstattes gennem en formaliseret interview-procedure, som gør sin metodiske grundlæg ”eksplicit”. Menneskenes fortællinger skal igennem en ”meningskondensering” og skal vurderes i forhold til deres ”reliabilitet”, ”validitet”, ”kredibilitet” og ”analytisk generalisering”. Proceduren tenderer til at spænde ben for det nysgerrige møde mellem mennesker, hvor man lytter til folks fortællinger, prøver at forstå deres mening, at sammenligne ord med observationer, opdager modsigelser og forholder sig kritisk. Metodologien har derimod den uheldige trang til at underkaste den humanvidenskabelige forståelse (understanding) visse skemaer, som er afledt fra naturvidenskabelig kausal-forklaring (explanation).

Problemet bliver især tydeligt, hvor afhandlingen diskuterer resultaternes ”overførbarhed” (eller på nynordisk: ”analytisk generalisering”). Hvorfor og hvorhen skal den fænomenologiske analyse af Svalbard-turen overføres – til færdslen i en indonesisk regnskov? Til naturvejledning i Danmarks grønne hede-landskab? Til busguidning i Berlin? Er der overhovedet en dybere mening i, at guidernes turpraksis på Svalbard skal generaliseres? Skal casen almengøres som empirisk resultat: Sådan gør guiderne det, efter social lovmæssighed? Eller skal casen normativt almengøres som turisme-pædagogisk vejledning i regi af Handelsdepartementet: Sådan skal man…!?

Begrebet livsverden blev udviklet i kontrast til systemverden, og derfor er det en indre modsigelse, at et system nu skal dukke op i livsverdenen.

Overførbarheds-begrebet stammer fra fysikkens verden og indvandrede derfra til biologien, hvor et laboratoriums-forsøg skal kunne gentages af andre forskere med andre rotter, idet man tester generelle lovmæssigheder. I humanforskningen og især i fænomenologien, som ikke tester lovmæssigheder, rettes blikket derimod imod konkrete fænomener fra livsverdenen. For at forstå menneskene generelt, har ethvert enkelt fænomen betydning, også det enestående, også den ekstreme case og det statistisk in-signifikante. Enhver konkret case belyser nemlig, hvad mennesker er i stand til. Den har dermed en eksistentiel betydning, som går langt over det partikulære. Hvad er det almene, der skal fremtræde i guidernes praksis på Svalbard?

I stedet for at teste og generalisere kunne afhandlingen med gevinst have anvendt den komparative metode. Sammenligningen strejfes i afhandlingen imidlertid kun perifert, hvor der henvises til busguider i London. Denne sammenligning ligger imidlertid så langt væk fra afhandlingens emne natur-guidning og naturoplevelse, at den for friluftslivet næppe er oplysende.

Teori: Hvordan kan man bruge fænomenologien?

Problemerne med den metodologiske kunstighed skyldes overvejende visse etablerede akademiske sædvaner, som hænger sammen med rigtighedskrav, magt, bureaukratisk kontrol – og angst. Lignende problemer viser sig også på teori-plan.

Svalbard-afhandlingen sætter nogle opstyltede teoretiske begreber, som er lånt fra Schutz, ovenfra på det levende empiriske materiale. Komplicerede kunstord udtrykker, når det kommer til stykket, ofte banaliteter: at guider ved første møde med turisterne ”tager stemmen, kroppen og rummet i brug”, at det er vigtigt at guiden hilser på hver især, og at der gennem håndtryk etableres et personligt forhold, at guiderne udveksler erfaringer med hinanden, at nye guides lærer fra erfarne guides etc. Nogle gange kobles de banale handlinger og de fænomenologisk-sociologiske begreber på en kortsluttet måde, f.eks. at turister og guider ved første briefing ”deler både tid og rum” og dermed bliver ”konsociater”, som er ”gensidigt engageret i hinandens biografi, bliver ældre med hinanden og lever i et rent Vi-forhold” (130-131). Det er i sin overdrivelse ufrivilligt komisk – og ligefrem forkert. Det er tvivlsomt at anvende venner-begrebet uden dybere problematisering på guide-turist-forholdet.

Et andet eksempel er brugen af ordet ”relevanssystem”. Begrebet livsverden blev udviklet i kontrast til systemverden, og derfor er det en indre modsigelse, at et system nu skal dukke op i livsverdenen. Dette vidner om en ukritisk omgang med ordet ”system”.

Svalbard-afhandlingens brug af fænomenologien er desuden ubalanceret, ved at den prioriterer sociale interaktioner – typisering, rollespil, gruppeprocesser – over for forholdet til naturen. Naturen udgør ganske vist en kerne i afhandlingens emne ”naturguidning”, men den tematiseres kun i to kapitler, hvor den arktiske turs specifikke karakter underordnes guidernes intention om ”at skabe interesse”. Det er alt for fattigt i betragtning af, at den arktiske verden er en enestående vildmark. Set ud fra friluftsliv som forskningskontekst drejer det sig om en hvid natur, altså i kontrast til den grønne natur, som vi kender f.eks. fra Danmark som given ramme for friluftslivet. Valget af den sociologiske fænomenologi kan således ganske vist oplyse om guidning, men næppe tilstrækkeligt om naturguidning. Teorivalget viser sig som barriere.

Fænomenologi som kritisk videnskab – eller som produktionens hjælpedisciplin?

Disse problemer berører det mere grundlæggende spørgsmål, hvad fænomenologi er, og hvorfor det er så vigtigt at udfolde fænomenologisk tænkning.

  • Skal et fænomenologisk studie bare bekræfte de fænomenologiske teoretikeres abstrakte begreber?
  • Skal studiet gennem abstrakte labels, som er opfundet af fortidens teoretikere, pynte på praksissens common sense og stejle banaliteter op til filosofisk visdom?
  • Eller indeholder det fænomenologiske studie et kritisk potentiale, hvor teori og praksis gensidigt udfordrer hinanden – og samtidigt stiller spørgsmål ved den politiske virkelighed? Har fænomenologi altså et kritisk potentiale?

Svalbard-afhandlingen antyder enkelte steder en mulig fænomenologisk kritik, hvor turen, naturen og naturoplevelsen problematiseres som ”produkt”. Her tager analysen afstand fra produkt-orienteringen, da guidernes praksis og sociale relationer udfordrer produkt-tænkningen. Denne produktionskritik er tankevækkende, men den berøres kun kort. Og afhandlingen afslutter med overvejelser, som selv er grundlæggende produktivistiske: Afhandlingens ”resultater” (?) skal belyse ”faktorer” (?), der bestemmer ”oplevelsesværdi i turismeprodukter” (?) og vise, hvordan man producerer ”gode” (?) oplevelsesprodukter som markedsvare. Til Nærings- og Handelsdepartementet sendes en ”opfordring om at øge kvaliteten på norske rejselivs-’produkter’”. Dette må fremkalde kritiske spørgsmål:

  • Må man i et humanistisk studie overhovedet anvende testvidenskabens resultatbegreb?
  • Kan fænomenologisk forskning overhovedet benytte sig af faktorbegrebet, som har sine rødder i matematik og fysik?
  • Kan vi analytisk bruge begrebsparret ”god” og ”dårlig” – for andet end markedsføring?
  • Hvorfor falder et humanistisk studie tilbage til produkt-tænkning?

Med andre ord, sproget er en vigtig medspiller i et fænomenologisk studie. Sproget koloniseres tendentielt gennem netop den positivisme, imod hvilken fænomenologien engang er blevet udviklet.

Alt i alt kaster Thomas Volds Svalbard-studie altså lys på et bemærkelsesværdigt fænomen fra livsverdenen: turisme i den arktiske natur og naturguidningens praksis. Men afhandlingen kunne være langt mere spændende – lige som den hvide natur er det. Skal vi ikke opmuntre unge forskere til et opgør med de akademiske uvaner omkring metodologi og teori, der spænder ben for en fænomenologisk fordybelse?

Copyright © Henning Eichberg 2016

1 comment on this postSubmit yours
  1. Jo, Henning. Vi bør oppfordre unge forskere til å ta et oppgjør med akademiske uvaner i metode og teori. Dessverre er vel også mange av oss som veileder unge forskere, fanget i metodenes og teorienes ‘jernbur’. Ditt innlegg motiverer i hvertfall meg til å utfordre både meg selv og kommende studenter til en grundigere refleksjon over de mange ‘krav’ og ‘prosedyrer’ som lukker for innsikt og forståelse. Takk for innlegget!

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message