Hen imod beruselsens fænomenologi – ’sund’ idræt med ’usund’ alkohol? Om en ph.d.-afhandling fra Århus

Tags:

Print Friendly

Henning Eichberg
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet


Solveig Skovmose Vinther Alkohol i den danske idrætsverden – mellem vision og virkelighed 190 sidor, . Århus: Aarhus Universitet 2011

Solveig Skovmose Vinther
Alkohol i den danske idrætsverden – mellem vision og virkelighed
190 sidor
Århus: Aarhus Universitet 2011

Forholdet mellem idræt og alkohol er præget af et paradoks. Den danske Forebyggelseskommission lige som mange andre myndigheder anbefaler en styrket forebyggende indsats ved satsning på den frivillige idræt, mens der i forbindelse med idrætten drikkes en del alkohol – og dette mere end på andre samfundsområder. Alkoholforbruget regnes ud fra den samme folkesundheds- og forebyggelsespolitik som usund. Alkohol udgør en central del af risikofaktorerne, som samles under stikordet KRAM (kost, rygning, alkohol, motion). ”Sund” idræt og ”usund” alkohol modsiger altså hinanden – og hænger dog samtidig sammen.

Forundring som udgangspunkt

Denne indre modsigelse er udgangspunkt for en ph.d.-afhandling, som Solveig Skovmose Vinther fremlagde på Aarhus Universitets Sektion for idræt (som nu er en del af universitetets Institut for folkesundhed), og som hun forsvarede i januar 2012. Afhandlingen er det første forsøg på at kortlægge alkoholkulturen i dansk idræt.

På baggrund af det indledende nævnte paradoks vil afhandlingen analysere de kulturelle træk, der ligger til grund for den interessekonflikt, der udspiller sig i bindingen mellem idræt og alkohol. Afhandlingen ønsker at besvare spørgsmålet:

Hvilke kulturelle karakteristika kan forklare relationen mellem idræt og alkohol i en dansk kontekst?

Spørgsmålet knyttes til to hypoteser:

  1. Der eksisterer en bemærkelsesværdig diskrepans mellem idrættens sundhedsmæssige idealer og den alkoholpraksis, der finder sted i idrætten.
  2. Alkohol er så solidt indlejret i idrættens fundament, at man ved at virkeliggøre en sundhedsretorik og fjerne al alkohol i idræt vil risikere en mærkbar (og ikke nødvendigvis positiv) ændring af den danske idrætsverden.

Kulturanalytisk søgen

I kapitel 1 starter forfatteren ved at undre sig over den nævnte modsigelse og præsenterer tre tematiske undersøgelseskategorier, der skal bruges til kulturanalytisk at “problematisere det indlysende”. Det drejer sig om alkohol som

  • arv,
  • nødvendighed og
  • gavn.

Alkoholforbrug regnes som “arv”, da naturalisering af alkoholen er indlejret i skikke og traditioner fra dansk foreningsidræt, som også er blevet overført til eliteidrætten. Alkoholforbrugets ”nødvendighed” forstås på en individ-orienteret måde, hvor man betragter det som ventil over for eliteidrættens mentale belastning. Og alkoholens “gavn” ses ofte i muligheden for at fremme det sociale fællesskab.

I kapitel 2 præsenteres de fire hovedkategorier for analysen, som afhandlingen kalder for “idrættens systemer”.  Det drejer sig om

  1. Visioner og værdier
  2. Foreningsidrætten
  3. Eliteidrætten
  4. Kommercielle interesser.

Visioner og værdier finder udtryk i den politiske eller statslig-offentlige verden, hvor man formulerer en alkoholpolitik. Kommercielle interesser er virksomme i markedssektoren, mens foreningsidrætten og til dels også eliteidrætten står for det, man ellers kalder for det civile samfund. ”Systemerne” kan altså ses i sammenhæng med den sociologiske differentiering mellem stat, marked og civilsamfund. Desuden referer afhandlingen til Anthony Giddens’ analyse af aktør-struktur problematikken, og systemteorierne af Niklas Luhmann og Gregory Bateson – de to sidste lægges der imidlertid afstand til. I stedet er hovedreferencen den svenske kulturanalyse, som Billy Ehn og Orvar Löfgren har udviklet.

Danmarks særlige vej

Kapitel 3 giver en forskningsoversigt, som redegør for danske, nordiske og internationale studier om alkoholforbrug. Danmark adskiller sig fra andre lande, ved både at have en beruselses- og en hverdagsorienteret tilgang til drikkeriet. Dette beskrives også som en national-kulturel naturalisering af alkoholbrugen, der gør det vanskeligt at stille kritiske spørgsmål til denne brug. Den fuldskabsorienterede livsstil har desuden nogle analogier til de karakteristika, der motiverer folk til idræt. Her bliver især litteratur om alkohol- og festkulturens historie i Danmark inddraget. Nordisk forskning bidrager med analyser af alkoholkultur i mere restriktive lande. Her henvises desuden til alkoholkulturens på en gang homosociale og homofobiske dimensioner og til forskelle mellem de forskellige idrætsgrenes alkoholkulturer. Den internationale litteratur belyser, at den særlige relation mellem idræt og alkohol også udfolder sig under andre kulturelle vilkår – i den britiske pub-kultur, i den amerikanske high school-sport og i australsk idrætsdrikkeri.

I det metodeteoretiske kapitel 4 eksplicerer forfatteren, hvorfor og hvordan hun vil bruge kulturanalysen. Hun vil noget andet end den gængse danske alkoholforskning, som er præget af en forebyggelses-bias. Udover Ehn og Löfgren refererer hun også til kulturanalysen hos C. W. Mills og Verner Møller.

Dernæst præsenteres i kapitel 5 det teoretiske bagland, som skal bruges til forståelse af alkohol-idræts-kulturen. Det består af fem teoretiske kategorier:

  1. ”søgen efter nydelse”
  2. ”stræben efter glemsel”
  3. ”ventilfunktion for hele følelsesregisteret”
  4. ”socialisering” og
  5. ”maskulinitet”.

De tre første begreber er rettet mod individet, mens de to sidste har med sociale processer at gøre.

Efter forfatteren i kapitel 6 har redegjort for, hvordan hendes empiri er indsamlet, og også har peget på sine egne personlige erfaringer med idræt og alkohol, der danner baggrund for hendes videnskabelige forundring, gennemgår de følgende fire kapitler empirisk de fire nævnte “systemer” og fremlægger de materialer, cases og eksempler, der kaster lys på problematikken mellem idræt og alkohol.

Alkohol og idræt i statens, markedets og civilsamfundets sfærer

Kapitel 7 behandler alkoholpolitikken i de “officielle” visioner, i forskellige alkoholpolitiske dokumenter og initiativer inden for hhv. staten, kommunerne, idrætsorganisationerne og idrætsforeninger.  Her bliver det tydeligt, at man i den danske idrætsverden ikke betragter alkohol, til forskel for doping og pædofili, som et kritisk og vigtigt emne.

Kapitel 8 beskriver og diskuterer “Markedsføring og kommercielle interesser”. Her bliver interesseorganisationer som GODA (God Alkoholkultur, også: Forening Gode Alkoholholdninger) og Alkoholreklamenævnet beskrevet, som – med repræsentation af alkoholindustrien – skal regulere alkoholbruget på en “forsvarlig” måde, mens Alkoholpolitisk Landsråd repræsenterer den alkoholkritiske opposition. Klagesager i 2009-2011, ofte fra idrættens område, viser dilemmaet, når alkoholindustrien skal behandle klagesager mod markedsføring af alkohol i idrætssammenhæng – og således i konflikt med industriens egne interesser. Carlsbergs reklamer og sponsorater spiller en særlig rolle for idrætten, og reklamebillederne har ofte undertoner af maskulinitet og homosocialitet.

Kapitel 9 om alkohol i foreningsidrætten knytter den specifikt danske sammenhæng mellem idræt og alkohol sammen med bevægelses- og festhistorien. Dansk idræt som folkelig bevægelse med grundtvigske rødder etablerede specielle former for traditioner, skikke og vaner. Den religiøse vækkelse i Danmark havde anderledes liberale træk end i andre nordiske lande, hvor afholdsbevægelserne stod stærkere. I Danmark dannede idræt og fest, glæde og alkohol en enhed, hvilket åbnede for indflydelse fra alkoholindustrien, og Carlsberg især. Eksempler fra lokale klubber viser foreningers økonomiske afhængighed fra alkoholsalg. Dette kapitel lægger i særlig grad op til en komparativ, differentiel fænomenologi af (nordiske) alkoholkulturer.

Kapitel 10 om alkohol i eliteidrætten præsenterer eksempler især fra fodbold og håndbold, men også fra brydning, ishockey og cykelsport. Her understreges mediernes rolle, hvor alkoholrelaterede excesser bliver dramatiseret, humoristisk kommenteret – og hurtigt glemt igen. Atleten som rollemodel diskuteres i spændingsfeltet mellem Pierre de Coubertins olympisk-sportsreligiøse visioner, sundhedspolitiske ønskeforestillinger og enkelte atleters selvforståelse som “helt normale mennesker”. Dionysisk nydelse af sejren, frustration over tabte konkurrencer, maskulint fællesskab og alkoholindustriens sponsorering bidrager til billedet af den “rigtige mand”, der drikker øl og præsterer i sporten. Homofobi forstærker dette image.

I Danmark dannede idræt og fest, glæde og alkohol en enhed, hvilket åbnede for indflydelse fra alkoholindustrien, og Carlsberg især.

I kapitel 11 samles trådene under spørgsmålet “Alkohol og idræt – to sider af samme sag?” Her vender afhandlingen tilbage til de tre analytiske begreber, som blev introduceret i begyndelser: arv, nødvendighed og gavn. Hver for sig bliver de nu med de empiriske fortællinger som grundlag knyttet sammen med de teoretiske kategorier: socialisering, ventil, nydelse, glemsel og maskulinitet, og desuden med: elite og økonomi. Afhandlingen søger her efter “forklaring”, alkoholens “funktionalitet” og påvirkende “faktorer”, hvilket fører til ganske komplekse modeller. Fra dette mere abstrakte niveau tages skridtet til “kulturelle karakteristika”, som identificeres som: fællesskab, behov for frirum, og markedsvilkår.

Alt i alt ses her afhandlingens første hypotese bekræftet, at der eksisterer en diskrepans mellem vision og virkelighed. Derimod er der “ikke fundet evidens for” den anden hypotese, at en udelukkelse af alkohol fra idrætten ville forandre dansk idræt mærkbar og positivt. Det indrømmes imidlertid, at dette kunne “der dog kun gisnes om”.

Konklusionen i kapitel 12, sammenfatter kulturanalysen med begrebssekvenser “nydelse, glemsel, ventilfunktion, identitet og socialisering”, “arv, nødvendighed og gavn”, og “fællesskab, behov for frirum og markedsvilkår”. Og afsluttende peger perspektiveringen på behovet om at differentiere analysen af alkoholkulturen i forskellige idrætsgrene. Dette er særligt tydeligt, når det for eksempel gælder Tai-chi eller Yoga.

Kulturanalyse? Systemanalyse? Eller fænomenologiens nødvendighed?

Afhandlingen bidrager med mange interessante observationer og selvstændige refleksioner til et forholdsvist ubearbejdet felt. Alligevel forbliver flere spørgsmål af metodisk og teoretisk art endnu åbne og kræver en bredere fremtidig diskussion.

De fire valgte “systemer” har mange berøringsflader med den efterhånden veletablerede sociologiske sektoropdeling mellem den offentlige sfære, markedet og det civile samfund, uden at der refereres til denne rige sociologiske litteratur. (Afhandlingen bruger overvejende begrebet “officiel”, hvor der med større gevinst kunne tales om det “offentlige”.) Set på en positiv måde kan man sige, at afhandlingen bekræfter den nævnte tredeling som en betydningsfuld kulturel differentiering i samfundet.

Man kan imidlertid betvivle, om begrebet “systemer” er velvalgt i forhold til den kulturanalytiske ramme – på trods af distanceringen fra Luhmann. Hvordan forholder “system” og “kultur” sig til hinanden? Hvor går grænsen mellem systemisk sammenhæng og den kulturrelativitet, der præger den danske alkoholkultur i idrætten?

Af de fem kategorier, der præsenteres i kapitel 5 (nydelse, glemsel, ventilfunktion, socialisering og maskulinitet), er de tre første begreber rettet mod individet, mens de to sidste har med sociale processer at gøre. I analyserne anvendes imidlertid også en række andre begreber, for at belyse de sociale processer. Det indikerer, at de opstillede kategorier ikke er præcise nok til at gribe kompleksiteten i de sociale processer, der foregår i og mellem systemerne. Forholdet til de andre to begrebssekvenser “arv, nødvendighed og gavn”, og “fællesskab, behov for frirum og markedsvilkår” forbliver på trods af modeldannelsen i kapitel 11 uskarp. Begreberne betegner en større kulturel sammenhæng – men hvordan?

Forklaring og forståelse er imidlertid, videnskabsteoretisk set, to vidt forskellige procedurer.

Det er her, at man kunne ønske sig en mere afklaret fænomenologisk tilgang. Fænomenet, som vækker forundring, er alkoholforbrug i dansk idræt. Sammenligning – mellem de forskellige nordiske lande, men også mellem forskellige idrætsgrene – nuancerer billedet, og man havner i en differentiel fænomenologi. Hvordan kan man forstå de opdagede forskelle? Her kunne man trække linjerne til de nævnte begrebssekvenser – og eventuelt andre? Det er også fristende, at bruge legenes fænomenologi til denne analyse. Roger Caillois har i sit klassiske værk Les jeux et les hommes (1958) gjort opmærksom på beruselseslege som en af fire hovedtyper i legenes univers – ved siden af agon, maskering og lykkespil. På denne grundlæg kunne man spørge, om der er dybere sammenhæng mellem idrættens konkurrence- og legeverden på den ene side og beruselsen på den anden.

At kulturanalysen i den form, som Solveig Vinther anvender, på trods af sin kompleksitet uden kritisk-fænomenologisk refleksion forbliver metodisk uklar, viser sig også, hvor afhandlingen – helt fra problemformuleringen til modeldannelsen i kapitel 11 – søger efter “forklaringer”. Forklaring og forståelse er imidlertid, videnskabsteoretisk set, to vidt forskellige procedurer. Forklaringsbegrebet er knyttet til “faktorer”, “funktioner” og kausalitet (Hvis A, så B), mens forståelsesbegrebet er knyttet til sammenhæng, mønstre og kultur. Blandt disse to veje har afhandlingen rent praktisk valgt forståelsesvejen. Derfor virker det inkonsistent at bruge begreberne “forklaring”, “forklaringsfaktorer”, ”system” og “funktion”.

Med andre ord, Solveig Skovmose Vinthers afhandling stiller gennem sin styrke, men også gennem sine begrænsninger spørgsmål ved den nordiske kulturanalyse. Skal den teoretisk-metodologisk genovervejes? Lægger kulturanalysen måske – hvis man ikke passer på – op til en slags hybrid mellem model- og systemtænkning og til stræben efter forklaring gennem ”faktorer” og ”funktioner” på den ene side – mens man søger efter forståelse af fænomeners sammenhæng og mønstre på den anden? Måske har kulturanalysen mere bredt et behov for at skærpe sin fænomenologiske selvrefleksion (lige som fænomenologien har behov for en kulturanalytisk selvrefleksion)?

Copyright © Henning Eichberg 2013

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message