Sportens individ, moralens individ – og mennesket? En ph.d.-afhandling fra Århus om moralens fænomenologi

Tags:

Print Friendly

Henning Eichberg
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet


Rasmus Bysted Møller Sport og etik: En moralfilosofisk analyse af sporten 234 sidor, . Århus: Aarhur Universitet 2013 ISBN n/a

Rasmus Bysted Møller
Sport og etik: En moralfilosofisk analyse af sporten
234 sidor,
Århus: Aarhus Universitet 2013
Bilden är ett montage

Sportsidealismen udfordres

Det sker ikke alt for ofte, at en ph.d.-afhandling frontalt udfordrer grundantagelser af den gængse idrætsforståelse. Men det gjorde Rasmus Bysted Møller, da han i 2012 fremlagde og i marts 2013 forsvarede sin idrætsfilosofiske afhandling i Århus.

Afhandlingen belyser nemlig diskrepansen mellem sportive og moralske værdier. Den gængse sportsidealisme har gennem lang tid postuleret som sandhed, at sporten bidrager til at fremme moralske værdier. Møller stiller grundlæggende spørgsmål ved dette..

Diskrepansen tilbagefører Møller til modsætningen mellem sportens og moralens egenlogik samt mellem egoisme og altruisme. Dette er tankevækkende – men implicerer også et filosofisk problem.

Diskrepans mellem sportive og moralske værdier

I en oversigtsdel formulerer afhandlingen den overordnede hypotese om, ”at der hersker en diskrepans mellem sportive og moralske værdier, som beror på modsatrettede elementer i hendholdsvis sportens og moralens egenlogik.” Dette begrundes kort, men i første omgang diskuteres filosofiske og videnskabsteoretiske spørgsmål af mere generel art. Der argumenteres imod den udbredte anti-cartesianisme, imod skepticismen, relativismen og kulturanalytiske ”fejlopfattelser”, mens afhandlingen tilslutter sig Descartes’ ontologiske krop-sjæl-dualisme og en ”absolutistisk metaetik” i forlængelse af filosoffen Erich Klawonn (som engang lærte i Odense). Sporten strejfes her kun kort.

Herefter følger tre artikler, af hvilke de første to er blevet offentliggjort i det filosofiske tidsskrift Res Cogitans. Den første artikel udvikler en ”kvantitativ hedonisme” på grundlæg af 1700-tallets filosof Jeremy Bentham. Her er der ikke tale om emnet sport. – Den anden artikel diskuterer viljens frihed. Her tematiseres sporten heller ikke. – Den tredje artikel går til det egentlige emne, sport og moral. Efter en længere indledning af generel-filosofisk art, diskuteres forskellige definitioner for sport. Her citeres og diskuteres forskellige forskeres stemmer om sportens moralske værdi. Det konkluderes, at afhandlingens hypotese er blevet bekræftet – sportens logik går på egoisme, mens moralens logik går på altruisme.

Det er altså bare den sidste artikel, som på 50 sider har centralt med sporten at gøre og dermed forsvarer afhandlingens titel.

Kritiske spørgsmål til sport og moral: Positivisme? Empiri? Sportens universalitet?

Lad os læse afhandlingen kritisk og børste pelsen imod Møllers egen streg, nemlig nedefra-og-op fra fænomenet sport til de mere abstrakte filosofiske overvejelser.

1. Det meget relevante problem om forholdet mellem sport og moral åbner afhandlingen ikke med et åbent spørgsmål, men med en lukket ”tese”, der til sidst ses ”bekræftet”. Dette giver afhandlingen en skær af naturvidenskabelig positivisme, som jo har normsat rækkefølgen fra hypotese til test til evaluering. Dette kan læses i sammenhæng med afhandlingens hyppige brug af positivistiske ord som ”faktor”, ”funktion”, ”årsag”, ”forklaring”, ”fakticitet” og ”kvantitativ” (hedonisme). Da afhandlingen imidlertid netop ikke bygges på en naturvidenskabelig-positivistisk test – hvor resultatet også kunne være negativt – er resultatet her meget forudsigeligt, for ikke at sige lidt kedeligt.

2. Afhandlingen kritiserer med rette den gængse sportsfilosofiske debat for at ”tage udgangspunkt i en given normativ etik og applicere denne på sporten selv”. Det er imidlertid netop dette, som afhandlingen selv gør, når den nærmer sig sporten først på de sidste 50 af 230 sider. Sporten bliver heller ikke analyseret empirisk bottom-up, og referencerne til empirisk litteratur er sparsommelige. Sporten bruges snarere som eksempel, delvist endog som virkelighedsfjernt tankeeksperiment. Referencerne er ofte meningscitater – typisk fra angelsaksiske sportsfilosoffer eller tyske sportspædagoger. At andre filosoffer deler ens mening eller også har andre meninger, er ganske vist interessant, men som argumentation ikke særligt overbevisende.

3. Sportsbegrebet er ikke et universelt begreb, som er uafhængig af sprog, historie og kultur. I det gamle Grækenland talte man ikke om ”sport”, men om atletik, og op til 1600-tallet var engelsk ”sport” endnu et overbegreb for jagt, fiskeri og falkoneri, altså adelens forlystelser med at dræbe dyr. I denne forstand findes der ingen ”sportens natur”, som den bliver postuleret, men kun sportens kultur. Når afhandlingen går nærmere på fænomenet sport, erkendes der også væsentlige sproglige forskelle mellem sportsbegrebet på engelsk (hvor sport betegner først og fremmest konkurrenceorienterede bold-holdspil), på tysk (hvor sport indbefatter fitness-sport) og på skandinavisk (hvor idræt betegner et langt bredere aktivitetsspektrum). Afhandlingen undviger imidlertid konsekvenserne, ved at forfatteren subjektiverer sin tilgang: Han ”føler sig fristet til…” og begrunder dermed sin begrebsessentialisme.

Denne historisk-kulturelle relativering af sporten udelukker ikke en moralfilosofisk analyse med abstrakte termini, men kræver nøje mellemregninger.

4. Et grundlæggende spørgsmål tematiserer afhandlingen overhovedet ikke: om sporten er så ældgammel og universel-menneskelig, at den overhovedet kan analyseres med en erklæret ukulturel begrebslighed, der føres tilbage til de antikke grækere og Descartes. Der fandtes ingen ”sport” i de antikke grækers eller i Descartes’ verden. Kan man tale om noget med et sportsbegreb, der går forud for det historiske fænomen sport? I den nyere kulturhistorieskrivning har man dokumenteret, at sporten er et moderne kulturfænomen. Den er godt 200 år gammel, i England lidt ældre, og dermed en del af den fremvoksende moderne industrikultur. Alt andet, som den sportsidealistiske sportshistorie plejer at inddrage, er øvelser, lege og ritualer af anden slags.[1] Denne historisk-kulturelle relativering af sporten udelukker ikke en moralfilosofisk analyse med abstrakte termini, men kræver nøje mellemregninger. Ved at afhandlingen går uden om dette problem, bevæger den sig så selv i banerne af den sportsidealisme, som den vil kritisere?

Kritiske spørgsmål til filosofien. Ud fra spørgsmål? Fænomenologisk empiri? Ud fra sprog?

Emnet sport og moral leder hen til afhandlingens filosofiske overvejelser. Her optræder de skitserede konkrete problemer og modsigelser i mere abstrakte former. Dermed lægger afhandlingen op til en mere grundlæggende debat og afklaring om, hvad filosofi er, og hvordan filosofien forholder sig til empiri og til kulturanalyse. Da Møller vedkender sig den fænomenologiske tradition, rejser sig dermed også kritiske spørgsmål om, hvad fænomenologi er for noget.

1. Filosofi kan enten opfattes som en måde at stille spørgsmål på – spørgsmål ved gængse antagelser og begreber – ved at bevæge sig fra fænomenerne op på et mere abstrakt begrebsniveau. Eller filosofien kan opfattes som en samling af – argumentativt sammenhængende – meninger, apodiktiske udsagn og postulater om sandheden og om, hvordan verden virkelig hænger sammen. Afhandlingen tager eksplicitte afstand fra spørgefilosofien og vil sige noget om ”sandheden”, og hvad der er ”i virkeligheden”. Man kunne dette altså kalde for postulatfilosofi.

2. Filosofi kan ses som baserende på konkret empiri, hvorfra filosoffen ad forståelsens vej bottom-up bevæger sig hen imod mere abstrakte koncepter. Sådan kan man forstå fænomenologien appel, at gå ”til tingene selv”. Eller filosofien kan omvendt starte i idéernes rige for top-down at konkludere noget om den empiriske virkelighed eller (re-) konstruere den. Her er den empiriske virkelighed kun tilstede i form for udvalgte eksempler, der passer til teorien, eller i form for ”tankeeksperimenter”. Det er denne anden vej, som afhandlingen går. Derfor skal man gennem fire almen-filosofiske dele for at nå frem til det valgte faglige emne, sport. Undervejs møder man i stedet for konkrete erfaringer ganske luftige tankeeksperimenter som: Hvilken værdi har en vase i et univers blottet for bevidste vurderende væsener? Og hvis man nu i fremtiden konstruerer en oplevelsesmaskine for med elektroder at stimulere hjernen til behagelige oplevelser, hvad så? Var Hitlers grusomme handlinger givet ved universets begyndelse? Må man dræbe en uskyldig person for at redde fem ukendte andre?

3. Filosofi kan ses som afledt af menneskenes sprog – og dermed af sprogenes mangfoldighed, etymologi og flertydighed. Eller filosofi opfattes som noget, der uafhængigt af sprog afledes af abstrakte idéer, som fra en slags platonsk idéhimmel hentes ned på jorden gennem den geniale filosof, der står hinsides sprog og kultur. Afhandlingen går denne usproglige vej. Den ser ordenes flertydighed snarere som en forhindring for vor viden end som kilde for filosofiens centrale rigdom. Manglen på sproglig sensibilitet fører nogle gange til sproglige nykonstruktioner, som stiller krav på en meta-sproglig gyldighed. De er ofte bombastiske ismer såsom ”absolutistisk metaetik”, ”kvantitativ hedonisme”, ”non-kognitivisme, ”indeterministisk reconcilisme” eller ”kontrakausal frihed”. Manglen på sproglig følsomhed giver problemer, så snart sagen bliver konkret, her altså når det drejer sig om sportsbegrebets mangfoldighed.

Filosofi og historisk-kulturel relativitet? Det åbne menneske? Processer og relationer?

4. Filosofien kan opfattes som en del af menneskenes idéhistorie med al den historiske og kulturelle relativitet, der følger med. Eller filosofien opfattes som kontekstløse, absolutte idéer, som står uden for historisk forandring og kulturel diversitet. Afhandlingen placerer sig bevidst i denne anden tradition og argumenterer for filosofisk ”absolutisme”. Den karakteriserer sin egen holdning desuden som ”realisme”, ”objektiv virkelighedserkendelse”, ”almengyldig normativ”, ”korrekt teori” og ”begrebsessentialisme”. Denne selvforståelse vendes polemisk imod idéhistorien og historiseringen generelt, imod ”tidsånden”, kulturel relativisme og ”flygtige kulturfænomener”. Det sker især i polemikken imod Michel Foucault og Thomas S. Kuhn. En ”sand teori” retter fokus på metafysiske emners ”tids- og kulturuafhængig egen-logik”.

Afhandlingens opfattelse af den transkulturelle filosofi gør det muligt at springe gennem årtusinder fra Platon til Descartes, Bentham og videre til Klawonn uden at problematisere deres kulturelle og historiske kontekster. – I visse andre polemiske situationer bliver dilemmaet imidlertid bemærket. F.eks. betegnes ”afstanden mellem Ayn Rand og Aristoteles både i tanke og tid” som problematisk. Der polemiseres også imod ”tidsåndens anti-cartesianske modestrømninger”, og dermed bruges tidsånden alligevel som argument.

Afhandlingen er desuden ind på, at begrebet ”moral” har vidt forskellige betydninger i den græske antikke og i moderne moralfilosofi. Det antikke moralbegreb handlede om ”det gode liv”. Det moderne moralbegreb handler om det etiske ”rigtige” eller ”forkerte”, nu gerne med subjektivitetens skarphed – som i spørgsmål om sportens doping. Altså tæller historisk og kulturel kontekst alligevel…

Postulatet om det rationelle værdiforvaltende individ bliver især problematisk, så snart man overvejer den rolle, som intuition og common sense spiller.

5. Filosofien kan forstås som overvejelser om mennesket som et åbent væsen, med alle dets indbyggede modsigelser og paradokser. Eller mennesket kan på forhånd defineres som noget bestemt – f.eks. et ”bevidst værdiforvaltende fornuftvæsen”. Dette rationelle ”individ” er afhandlingens centrale postulat. Skønt individbegrebet i dag er et modebegreb, er det problematisk at betegne mennesket som individ.[2]  ”Individ” betyder ”in-divid”, udelelig. Kan man filosofisk uden videre tage for givet, at mennesket er udelelig? Så har man nok ikke forstået ret meget om psykologien…

Postulatet om det rationelle værdiforvaltende individ bliver især problematisk, så snart man overvejer den rolle, som intuition og common sense spiller. På den ene side polemiserer afhandlingen imod visse tanker som bare intuition eller bare common sense. Men på den anden side bruger den selv ”basal common sense” og ”vore intuitioner” flere gange som positivt argument.

6. Filosofien kan ses som eftertanke om processer og relationer og derfor prøve at gøre begrebsdannelsen smidig. Eller filosofien kan håndtere forholdene i form af begrebskasser, hvor f.eks. bevidsthedsprocesser – som hos og efter Descartes – bliver til ”res cogitans”, altså en sag. Afhandlingen har valgt denne tingsliggørelsens vej. Selvet bliver således til en ”kerne”, til ”mighed” og ”selvgivethed”. Mennesket som kompleks person bliver kassefilosofisk reduceret til ”individ”. Afhandlingen må imidlertid indrømme, at det såkaldte ”rationelle individ” lever med en tidsdimension, altså med forandring. Individets kassebillede og menneskebiografiens forandringsbillede strider imod hinanden.

Filosofi of forundring?

7. Filosofien kan undre sig over det, som normalt tages som givet, og i sin praktiske begrebshåndtering prøve at nuancere, historisere og relativere det givne. Eller filosofien kan bedrevidende og bedømmende sortere mellem ”rigtig” og ”forkert” og søge definitive ”løsninger”. Dette er afhandlingens valg. Visse tanker vurderes som enten ”korrekte” – eller ”fejlagtige”, ”videnskabeligt uinteressante”, ”begrebsforvirring”, ”misforståelser”, ”manglende blik for…”, ”vildfarelser”, ”groteske”, absurde” og ”ren nonsense”. Tanker skal enten ”tilbagevises” eller ”forsvares”, og dermed fremtræder filosofi som en slags ”højesteret”, der har et ”gyldigt domsgrundlag”. Denne bekendelsesholdning udtrykkes ofte med bastant bekræftende formuleringer som: ”naturligvis”, ”uvægerlig”, ”indlysende”, ”ganske enkelt” og ”selvsagt”.

I kontrast til dette bastante bedømmelsessprog anvender afhandlingen dog også udtryk af subjektiv-personlig art som: ”efter min mening”, ”jeg opfatter”, ”jeg foretrækker”, ”jeg tilslutter mig”, ”jeg føler mig fristet” og ”jeg er sympatisk stemt”. Denne eksplicitte subjektivitet lyder modsigende i forhold til afhandlingens rigide objektivitetskrav. Hvem er det subjektive Jeg, der taler her?

Dette Jeg giver det selvvalgte begreb ”absolutisme” en overraskende og kulturelt skarp mening, da begrebet ”absolutisme” normalt står for enevældens magtkultur. I overensstemmelse med dette ser man her altså filosoffen som en slags 1600-tallets Solkonge vandre gennem idéernes rige hvor han fordeler sine likes… og dislikes.

Hen imod sportsmoralens fænomenologi

Kritikken af afhandlingens filosofimønster skal ikke forstås, som om afhandlingens projekt som sådan er ”forkert”. (Dette ville svare til den her kritiserede højesterets-filosofi.) Men der fremtræder en bestemt filosofisk subkultur, der fortjener kritisk analyse, nuancering og debat. Dens dualistiske begrebskonstruktioner – sport eller moral, egoisme eller altruisme, smerte eller lyst, objektiv eller subjektiv, realisme eller relativisme… – kan der godt stilles spørgsmål ved. Måske er deres erkendelsesværdi i det substantielle meget begrænset.

Men den bastante ”absolutisme” har klart også en provokationsværdi. Paradoksalt nok åbner den netop som ikke-forundret og ikke-spørgende filosofi op for vigtige spørgsmål, der samlet udgør en slags trialektisk sammenhæng:

(1.) At sport går sammen med moral, er den sportsidealistiske tese. Den stiller afhandlingen kritiske spørgsmål ved. Og tak for det.

(2.) At sport og moral er diskrepante, på grund af deres hhv. egoistiske og altruistiske egenlogikker, er en antitese. Det er afhandlingens postulat. Men det forudsætter, at der overhovedet eksisterer sådan noget som abstrakte egenlogikker. Her kan man godt stille sig tvivlende. Og afhandlingens henvisning til filosofiens autoriteter som Descartes, Bentham og Klawonn forbliver autoritetshenvisninger, mere ikke.

(3.) Når man derimod accepterer ”sportens” mangfoldige logikker (elitesportens, idrættens, friluftssportens, gymnastikkens, fitnesssportens, motionssportens etc.) og stiller deres værdier over for hinanden i deres kulturelt distinkte kontekster – hvor fører det så hen? Kommer man så til en slags differentiel fænomenologi?

Filosofien kan provokere

Afhandlingen belyser altså et interessant, relevant og komplekst emne – forholdet mellem sport og moral. Den udfordrer dristigt den dominerende sportsidealisme. Dette sker på en selvstændig måde, hvor der tegnes en imponerende filosofisk horisont. Afhandlingens fortjeneste er desuden, at den lægger op til at drøfte filosofiens grundlæggende dilemmaer – netop også der, hvor man kan være ganske uenig.

Det er forfriskende, at se filosofien i rollen af en provokatør. Filosofien er alt for ofte fraværende i nutidens idrætsvidenskab. Men som sagt, det er ikke uproblematisk, hvordan filosofien og hvilken slags filosofi der inddrages.

Afhandlingen burde i hvert fald gerne fremkalde en bredere debat.

Copyright © Henning Eichberg 2014


[1] For diskussionen og kontroversen se: Marshall Carter & Arnd Krüger (eds.): Ritual and Record. Sports Records and Quantification in Pre-Modern Societies. 1990.

[2] Eichberg, Henning 2007: ”Glem det ’enkelte individ’ – glem Giddens! Om en stor fortælling i effektiviseringssamfundet.” In: Dansk Sociologi, 18, 3: 91-108.

Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message