Tilbage til fænomenerne (i sporten) – eller tilbage til fænomenologerne? Hen imod fænomenologiens fænomenologi

Tags: ,

Print Friendly

Henning Eichberg
Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet


Irena Martínková & Jim Parry (red) Phenomenological Approaches to Sport 179 sidor, inb. Abingdon, Oxon: Routledge 2012 (Ethics and Sport) ISBN 978-0-415-69710-1

Irena Martínková & Jim Parry (red)
Phenomenological Approaches to Sport
179 sidor, inb.
Abingdon, Oxon: Routledge 2012 (Ethics and Sport)
ISBN 978-0-415-69710-1

Idrætsstudier er på en vis måde et laboratorium for, hvad der foregår i humanistiske, kulturelle og sociale studier mere generelt. Den scientistiske mainstream pålægger dem alle et sæt af reduktionistiske teknikker for at konkludere fra menneskenes erfaring og praksis til teoretiske modeller og videre til prognose og intervention. Ved at bruge den positivistiske version af fysikken som paradigme, tenderer forskningen til at reducere menneskers ord og handlinger til simple “data” for at måle dem, sætte dem i kontekst af abstrakte “modeller” og – gennem randomiseret kontrol – at oversætte dem til “evidensbaseret” intervention.

Denne reduktionisme er trin efter trin blevet opbygget gennem hele den moderne videnskabsudvikling og fulgte succesen af den moderne fysik, men også af den moderne medicin. Siden omkring 200 år har den fysikalistiske reduktion imidlertid mødt opposition. Menneskenes praksis viste sig at være langt mere kompleks, og dens indre modsigelser kunne ikke bare håndteres på linje med fysikkens tests eller med rotteeksperimenter i laboratoriet. Alternativet imod den fysikalistiske reduktionisme fik navnet “fænomenologi”, og det er disse oppositionelle undertoner, der har givet fænomenologien dens attraktivitet.

Læser man nyere studier, der vedkender sig “den fænomenologiske skole”, forbliver spørgsmålet imidlertid ofte uklart, om fænomenologien er en metode eller en filosofi (af “ontologisk” karakter). Dette problem kan diskuteres mere konkret ud fra den nye filosofiske antologi Phenomenological Approaches to Sport af Irena Martínková og Jim Parry, som sætter fokus på sportens fænomenologi.

Fænomenologisk metode eller eksistensfilosofi? – Bogens indhold

Fænomenologiens grundlæggende kald er: “Tilbage til fænomenerne!” For denne bogs vedkommende er fænomenet sport. Hvordan handler bogens 12 kapitler denne sportens fænomenologi?

Det indledende kapitel af Irena Martínková og Jim Parry prøver at “skitsere fænomenologiens natur, metoder og centralbegreber og dermed adskille den filosofiske fænomenologi fra dens empiriske anvendelser”. Her understreges det, at “fænomenologi er ikke bare et studie af empiriske fænomener”. Dette illustreres gennem en kritisk gennemgang af nogle nyere (andenrangs?) “fænografiske”, “fænomenalistiske” and “fænomenologiske” studier (Berry et al., Brown & Payne, Giorgi & Giorgi, Hochey & Allen-Collinson, Kerry & Armour, Marton, and Willig), hvilke delvist bliver karakteriseret som “unclear”, “misleading”, “confusing” eller fuld af “errors”. Det lyder som en ret snæver familiestrid. Fænomenologi er, som kapitlet fastslår, mere end bare empirisk eller kvalitativ forskning, men burde følge en vis filosofi, som på linje med Edmund Husserl, Martin Heidegger og Maurice Merleau-Ponty fortolker fænomenologien som eksistentialisme og ontologi. Dette markerer imidlertid også denne bogs grundproblem lige som større dele af de nyere fænomenologiske skriverier, som engagerer sig mere for en bestemt filosofi end for en metode (f.eks. Zahavi 2003).

I kapitel 2 skitserer Arno Müller på en klarere måde fænomenologiens historie og typologi. Begrebets tidlige historie begyndte – lidt famlende – mellem Johann Heinrich Lambert (1764), Johann Gottfried Herder, Immanuel Kant og Georg Wilhelm Friedrich Hegel (Phänomenologie des Geistes, 1807) og fik senere en psykologisk drejning med Franz Brentano. Brentanos elev Husserl blev efter 1900 “grundlæggeren af den transcendentale fænomenologi”. Müller understreger forskellen mellem fænomenologi som metode og som filosofi. Den fænomenologiske metode spørger på en radikal måde ud over horisonten af videnskaben og er blevet central for krops- og bevægelsesforskningen, med Merleau-Ponty som højdepunkt. Fænomenologisk filosofi er derimod et andet navn for eksistensfilosofien, forberedt gennem Husserl og så videreført fra Heidegger til Karl Jaspers, Jean-Paul Sartre, Merleau-Ponty (hvor den for et øjeblik mødtes med den metodologiske fløj) og Paul Ricœur. Der er altså ved nærmere betragtning to forskellige veje, som bærer navnet ”fænomenologi”.

Bogens følgende kapitler går typisk den filosofisk vej oppefra og ned. De begynder med nogle abstrakte begreber opfundet af autoritative fænomenologer, men mangler enhver empirisk forankring eller dybere studier af kropslige forhold. I kapitel 3 tager Irena Martínková udgangspunkt i Heidegger og Jan Patočka for at ende i en ontologi af menneskelig bevægelse, som hun opdeler i bevægelser for accept, forsvar eller sandhed; det lyder lommefilosofisk. – I kapitel 4 begynder Leon Culbertson med Sartre og ender med nogle idéer om menneskets natur og transhumanismen. – I kapitel 5 undersøger Bryan Hogeveen først Husserls, Heideggers og Merleau-Pontys arbejder for at konkludere, at de kunne have betydning for studier i sportslige færdigheder (sport skills). – I kapitel 6 afleder Øyvind F. Standal og Vegard F. Moe fra Merleau-Pontys gestaltbegreb nogle ideer om sportens ”søde spænding af usikker udgang” (the sweet tension of uncertainty of outcome). Kapitlets resultat er, at der er forskel på hverdagslivets coping skill (som at gå eller åbne en dør) og sport skills. Det lyder mere banalt end overraskende. – I kapitel 7 vender sig Douglas W. McLaughlin og Cesar R. Torres også hen til sportens “søde spænding” og forbinder begrebet med “intersubjektivitet” og “horisont” ved at citere Husserl, Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas and Maxine Sheets-Johnstone såvel som Kretchmar, Russon, Searle, Young og andre. Beskrivelsen af et konkret fænomen mangler. – I kapitel 8 gentager Mark Nesti den velkendte appel om, at sportsstudier burde opponere mod “den aktuelle besættelse med måling og forudsigelse” og i stedet burde sætte fokus på mening og væsen. Ved at referere – på en selvpromoverende måde – til sin egen psykologisk rådgivning for elite-fodboldfolk fra Premier League, undgår forfatteren imidlertid at fremlægge noget konkret fænomen fra angst, som han har valgt som sit emne. I stedet henviser han til Heideggers begreb om “ikke at være hjemme”, til Martin Buber, Rollo May og andre. – I kapitel 9 tegner Jacquelyn Allen-Collinson en linje fra Husserl til Simone de Beauvoirs feministiske fænomenologi. Dette anvender hun på den kvindelige langdistanceløbers angst, som hun dokumenterer med en kort autofænomenographisk tekst.

Dette leder her til fænomenologiske overvejelser med reference til Merleau-Ponty og Sartre, Søren Kierkegaard og Jean Baudrillard.

Mere konkret i sit udgangspunkt er kapitel 10 med Gunnar Breiviks overvejelser om risikosport. Skydivere, white-water-kayakere og klatrere oplever risiko og fare, leg og udfordring af lykke, temporalitet og spatialitet, følelse af frygt derinde og brug af udrustning derude. Breivik forbinder dette med begreber fra Heidegger, Merleau-Ponty, Hans-Georg Gadamer og Arne Næss. – En anden ansats fra sportens praksis vælger Seth Vannatta i kapitel 11: Hjælper videooptagelser dommeren til korrekte afgørelser? Med reference til Husserl mener han, at en statisk analyse kan have gavn af videoteknologien, men i et genetisk perspektiv kan den forstyrre sportens livsverden. Men han kommenterer også Husserl ved spørgsmålet: “Hvordan kunne dette ret abstruse sprog af fænomenologien have betydning for videoteknologiens brug?” Dette er sandelig et godt spørgsmål.

Slutkapitlet 12 af Kenneth Aggerholm, Ejgil Jespersen og Lars Tore Ronglan begynder nu virkeligt med en konkret fænomenologisk situation, en finte, som Diego Milito brugte imod forsvareren Daniel van Buyten i Champions League finale i Madrid 2010, da Inter Milan vand imod Bayern München. Hvad er en finte? Og “hvordan kan man ud fra egen intention overskride andres forventninger?” Dette leder her til fænomenologiske overvejelser med reference til Merleau-Ponty og Sartre, Søren Kierkegaard og Jean Baudrillard. Ganske vist sniger sig enkelte positivistiske begreber ind, hvor kapitlet taler om “funktion” og “system” (i stedet for sammenhæng og relationer), om “agent” (i stedet for mennesket) og “definition” (i stedet for dyb beskrivelse). Men ellers går analysens vej konsekvent hen imod en fænomenologisk forståelse af krop og duel, flirt og forførelse, fake (snyd, at gøre som om) og bedrag, gestalt og flow, spilkonfiguration og spilkreativitet, med korte sammenligninger med tango og tyrefægtning – hen imod det at forstå legen.

Hvilken sport?

Hvis fænomenologiens vej er “Tilbage til fænomenerne” – så må de betydningsfulde spørgsmål have deres rødder i fænomenernes livsverden. Her er det sporten. Men hvilken sport taler vi om? Under aspektet af fænomenologisk konkrethed er dette spørgsmål afgørende. De fleste af artiklerne går som selvfølgelighed ud fra, at sport handler om atleternes færdigheder og sport skills. “Sport skill” er imidlertid et fattigt begreb og lige så tynd som den reduktion, som den kvantitative og målende positivisme bruger. Desuden forbliver begrebet – hvis man ikke kommenterer det nærmere – tæt knyttet til elite- og konkurrencesporten.

Samtidigt er ordet “skill” (færdighed) måske alt for bredt. Nogle af de “fænomenologiske” overvejelser om sport skill kan lige så godt anvendes på håndværkerens færdigheder.

Mere udfordring ligger i “den søde spænding af usikker udgang”. Det kan også gælde for den brede folkelige idræt. Men på den anden side kan det også læses som alt for tæt knyttet til resultatet, som er typisk for angelsaksisk sport, men ikke for den skandinaviske idræt, som har sine rødder i den ikke-kompetitive gymnastik.

Også “den søde spænding af usikker udgang” kan være mindre specifik for sporten, end det i bogen antages. I mange former for leg og spil spiller denne usikkerhed også en vigtig rolle. Spændingen virker også i børnelegen tagfat eller du-kan-ikke-fange-mig såvel som i voksnes lykkespil, i kortspil som kabale alene og rommy i gruppen. Ingen af disse er sport, og alligevel er deres tidskonfiguration bestemt af en dynamik hen imod den usikre udgang, som vi kalder spænding og som gør, at legen fortsætter. Det samme kan godt gælde for børsspekulationen, som nogle bankfolk betragter som spil. Efter legen er udgangen imidlertid hurtigt glemt – modsat sporten og finansspekulationen, hvor udgangen har langfristede konsekvenser.

Fænomener er konkrete. Dette kræver konkrethed også i beskrivelse og sammenligning.

Hvis råbet “Tilbage til fænomenerne!” tages alvorligt, kan man endog spørge, om det giver mening at tale om sportens fænomenologi generelt. Sport er et komplekst overbegreb for så forskellige fænomener som ski og bordtennis, fodbold og maratonløb, bjergklatring og skak, falkejagt og det at skyde krokodiller. Sport kan også – i forbindelse med nordisk idræt – omfatte friluftsliv, gymnastik og dans og i tysk sammenhæng betegne fitnesssport. Fra disse forskellige rødder såvel som fra folkelige lege og festligheder har “Sport for alle” udviklet sig, som jo også er “sport”.

Fænomener er konkrete. Dette kræver konkrethed også i beskrivelse og sammenligning. Denne bog viser dette (kun) i ansatser – med klatring og fodboldfinten. Men det er kun på basis af denne slags konkrethed, at fænomenologen kan vende sig til filosofierne, som udvælges som nyttig for forståelsen.

Top-down eller bottom-up?

Dette er en advarsel imod overbetoning af metaniveauet både af filosofi og af den konventionelle sportsterminologi. Typiske trin på en fænomenologisk vej er følgende:

  1. Forskeren vælger en betydningsfuld case og fortæller en “god historie”, helst som ”tyk beskrivelse” (thick description).
  2. Forskeren undrer sig over fænomenet, da nogle af dets aspekter er svært at forstå. Forundrede spørgsmål rejser sig og udgør problemformuleringen.
  3. En passende vej vil være sammenligningen. Thi en anden case belyser den oprindeligt udvalgte case.
  4. Materialet fra disse beskrivelser og sammenligninger kan nærmere analyseres med reference til eksisterende filosofier, som man udvælger på basis af det fænomenologiske materiale som oplysende for en dybere forståelse.

Dette udgør altså en kontrast til den måde, som mange studier fra den “fænomenologiske skole” kultiverer – også i denne bog:

  1. Forskeren foreslår nogle abstrakte begreber.
  2. Disse forankres i skolastiske autoriteters skrifter.
  3. Fra denne luftige højde af ideer og meninger bevæger man sig ned til en eller anden kropslig-empirisk evidens, enten i generelle begreber (som “sport skill”) eller i form af eksempler (som ofte forveksles med cases).

Hovedforskellen er således mellem (fænomenologisk) nedefra-og-op og (“ontologisk”) oppefra-og-ned. Dette forhold er en smule forvirrende, da mainstream-positivismen fremfører sig selv også som bottom-up og empirisk. Ved nærmere betragtning beskriver dette imidlertid ikke den “empiriske” positivistiske metode, som den reelt foregår.

Mainstream-reduktionismen arbejder på en mere kompleks måde:

  1. Forskeren beslutter sig for en vis model for forklaring og definition. På denne basis formuleres en hypotese – dvs. ikke et åbent spørgsmål, men et lukket udsagn, som kan testes som rigtigt eller forkert.
  2. Ud fra denne antagelse konstrueres en test eller et testbatteri.
  3. Dette gør det muligt at måle resultaterne.
  4. Således kan den oprindelige hypotese evalueres som enten rigtig eller forkert. Den valgte model bliver enten bekræftet eller skal revideres.
  5. Hvis studiet er randomiseret, regnes resultatet som “evident” og egnet til anvendelse i interventionspraksis.

Tyk beskrivelse eller tynd eksemplificering?

Den positivistiske vej og den eksistentialistisk-ontologiske vej har altså mere til fælles, end ontologen nok ville indrømme. Begge to fremskrider top-down fra abstrakte begreber og definitioner til den konkrete livsverden. Og i begge to er den levende virkelighed med dens diversitet og modsigelser kun tilstede i tynd form, som reduktionens “data” eller som filosofiske “eksempler”. (Eksempler vælges med formålet om at illustrere en forklaringsteori på en tynd måde, således at de ”passer”, mens cases på grund af deres indre mangfoldighed, som aldrig passer helt, åbner op i forskellige retninger af forståelse.) Til forskel for dette stræber fænomenologien hen imod en tyk beskrivelse nedefra-og-op. Desuden er den “fænomenologiske skole” ikke så langt fra den dualisme mellem krop og ånd, som den gerne vil kritisere. Den bekræfter dualismen netop gennem sin gentagne polemik – og ved at tage sit eget udgangspunkt i begreber, teorier, diskurser, ideer – i abstrakte bevidsthedsprodukter. Fænomenologien prøver at gå en anden vej.

Fra oppositionel metode til den fænomenologiske “skole” – Fænomenologiens historie

Råbet “Tilbage til fænomenerne!” kontrasterer således med den etablerede “fænomenologiske skole”, som snarere råber: Tilbage til fænomenologerne! Baggrunden for denne modsætning er historisk.

Ser man nærmere på fænomenologiens historie – ikke som en vej af filosofisk (selv-) refleksion (som Arno Müller gør i denne bog), men som metode – møder man en parallel, men alligevel lidt forskellig historie. Det er ikke en historie om, hvordan man filosoferer om fænomenologien, men om hvordan man gør fænomenologi.

Lys og mørke har forskellige kvaliteter. Farver kan også dukke op for vores lukkede øjne, og de har æstetiske og emotionelle betydninger.

Gennem cirka 200 år har forskere kigget ud efter alternative veje, som kunne kontrastere den fysik-orienterede ansats. Denne søgen fandt et tidligt udtryk, da Johann Wolfgang von Goethe i 1777-1810 udviklede sin Farbenlehre (Farvelære) (1958-1973). Hvad betyder rød og grøn, blå og gul, sort og hvid for menneskene? – spurgte han.

Newton havde givet et brillant svar fra siden af den eksperimentelle fysik, som snart dominerede den optiske videnskab og også overlevede Goethes kritik. Farver kan forklares gennem optisk reduktion, hvor hvid lys ledes gennem et spektrum og brydes med forskellige vinkler således, at det resulterer in regnbuens farver.

spectral-analysis

Illustration af spektralanalysen ved Castel 1740

 

Goethe ville ikke acceptere denne reduktion af farve til målbar vinkel eller – som vi siger i dag – frekvens. Rød og grøn er mere og andet end resultatet af den brydning, der sker gennem et prisma. Lys og mørke har forskellige kvaliteter. Farver kan også dukke op for vores lukkede øjne, og de har æstetiske og emotionelle betydninger. Farve er noget andet end det, der sker i spektralanalysen. Goethe brugte f.eks. et helt bind på håndværkerens farveproduktion gennem historien.

Goethe udtrykte en mere generel pointe af sin fænomenologi i aforismen: ”Nur nichts hinter den Phänomenen suchen; sie selbst sind die Lehre” (Prøv ikke at søge noget bag fænomenerne; de er fortællingen selv). Goethe betragtede sit bidrag til naturvidenskaben som mere betydningsfuld end hele sit litterære værk. Denne anerkendelse fik han imidlertid aldrig. Til manglen af anerkendelse bidrog Goethe self gennem sin polemik mod Newtons optiske tilgang. Han prøvede at bevise, at Newton tog fejl. Men det gjorde Newton jo ikke. Med sin argumentation var det Goethe, der tog fejl og ikke kun dette – han bevægede sig over i det naturvidenskabelige felt, hvor der var tale om “rigtigt” og “forkert”, i stedet for at holde sig til fænomenologiens vej, hvor farvernes betydning for menneskene er på dagsordenen.

En anden fænomenologisk tilgang åbnede den tysk-jødiske filosof Martin Buber i 1923, da han fremlagde sit filosofiske hovedværk Ich und Du (Jeg og Du). Hvad sker der, når et menneske møder et menneske – eller en hest, eller et træ? Dette kan ikke bare beskrives ud fra forholdet mellem Mig og Det, men gør en filosofi af Jeg-Du-relationen nødvendig. Bubers „dialogiske princip“ blev sammenfattet i sætningen: „Die Wahrheit beginnt zu zweit“ (Sandheden begynder to og to).

Igen en anden fænomenologisk tilgang kom fra kemien, da Gaston Bachelard i 1938 fremlagde sin Psychanalyse du feu (Ildens psykoanalyse). Gennem kemiske studier havde han opdaget og undret sig over, at ilden, som man gennem årtusinders havde betragtet som et af de fire grundlæggende elementer, var helt forsvundet fra den moderne kemis elementtavle. Baseret på historiske materialer, poetiske tekster og psykologi byggede Bachelard ildens fænomenologi på en helt ny plan. Dette var udgangspunktet for, hvad man på fransk kalder ”épistemologie”. Senere studier i de klassiske elementer – ild, vand, luft og jord – viste den dybere kulturelle og historiske betydning af disse elementer (Böhme & Böhme 2004).

Det skete ud fra den samme opposition mod reduktionismen og positivismen, mod målingens og kvantificeringens kult, men på en anden plan af akademisk refleksion, at den “fænomenologiske skole” eller “bevægelse” voksede frem i det tidlige tyvende århundrede. Den blev lanceret af Edmund Husserl omkring 1910. Husserl blev ikke kendt for noget studie af et konkret fænomen, men han ønskede at lave filosofi om fænomenologien, om menneskenes opmærksomhed og bevidsthed i mødet med fænomener. Derfor adopterede denne type af studie navnet ”transcendental fænomenologi”.

Et nyt trin gjorde Husserl’s student Martin Heidegger, da han opfandt en Værens filosofi, også kaldt for ontologi. Heidegger betragtes som en af hovedautoriteterne af den “fænomenologiske skole”, hvilket også fremgår af den foreliggende bog. Men Heidegger bidrog aldrig med noget som helst studie af et konkret fænomen. Væren (Sein, Dasein, Sosein), som hans værk kredser omkring, er intet fænomen, men en substantivering af verbet “at være”. Man kan med barnets logik spørge: Hvor er Væren, når den ikke er? (Hvor er vinden, når den ikke blæser?)

Væren (Sein, Dasein, Sosein), som hans værk kredser omkring, er intet fænomen, men en substantivering af verbet “at være”.

Der er god grund til at se Heideggers værensfilosofi i forbindelse med samtidens dadaisme (Safranski 1994). Dadaismen var en litterær tendens, som bevidst producerede sproglig nonsense. Mens den dadaistiske nonsense imidlertid var satirisk og oppositionel, tog Heidegger sin ontologi dyb alvorligt og tilbød den til naziregimet som statens og Führer’ens officielle filosofi. Denne anerkendelse fik han ikke. Hvad ontologi så end er, som videnskab om Væren er den grundlæggende forskellig fra fænomenologien (og snarere beslægtet med teologien).

Heideggers ontologi ville måske være forsvundet i post-nazismens “sorte hul” (sammen med Heideggers uklædelige naziuniform), hvis ikke Jean-Paul Sartre i Frankrig havde adopteret filosofien – og Sartre havde jo en solid anti-nazi reputation fra resistancen. På denne vej fik ontologien også indflydelse på Maurice Merleau-Ponty, som med sin Phénoménologie de la perception (Phenomenology of Perception, 1945) blev hovedreferencen af den aktuelle kropsfænomenologi.

Sektopdelinger, mangel på historie og fænomenologiens fænomenologi

Skoler og sekter har en tendens til at dele sig op og udforme undersekter, som følger forskellige andenrangs autoriteter og guruer. Dette skete også for Husserls og Heideggers “fænomenologiske bevægelse”. Den frembragte et bemærkelsesværdigt spektrum af konkurrerende tendencer, blandt disse en “livsfænomenologi” (Michel Henry), en “strukturfænomenologi” (Heinrich Rombach), en “dybdefænomenologi” (José Sánchez de Murillo) og en “Ny fænomenologi” (Hermann Schmitz) samt en ”fænografi” og en ”fænomenalisme”.

Dilemmaet, som den fænomenologiske sekt producerer, bliver i den foreliggende bog synligt. Skønt indledningskapitlet går kritisk på distance mod det at bruge Husserl, Heidegger og Merleau-Ponty på en skolastisk måde (s.11), er bogen gennemgående karakteriseret gennem autoritetshenvisninger: Hvis man forbinder A med B… Ifølge C’s værk… Følger man D’s fortolkning… E argumenterer… og andre fænomenologer har videreudviklet… Den skolastiske fænomenologi viser sig i form af meninger om meninger.

Til forskel for denne akademiske praksis af at gå tilbage til fænomenologerne, går fænomenologien, som sagt, tilbage til fænomenerne, hvad end de så kan være. Det kan være tilbage til farverne (Goethe), til mødet (Buber) eller til ilden og andre elementer (Bachelard) – tilbage til disciplinen (Foucault), til det globale rum (Sloterdijk) eller til sport og leg.

Fænomenologer uden for “skolen” har altså igen og igen sat historiske materialer og historisk forandring i analysens centrum.

Karakteristisk for den skolastiske fænomenologis argumentationsstil er desuden, at begreber, ideer, meninger og diskurser håndteres i et historieløst vakuum. Lærde meninger diskuteres som “korrekt” eller “ukorrekt”, “rigtig” eller “forkert” og ikke som relative i deres skiftende kulturelle kontekster. Og fænomenerne, hvis de kommer til tale, analyseres som universelle, ikke i forhold til deres foranderlige historisk-kulturelle sammenhæng. Som Arno Müller noterer, betragtes fænomenologien som “uegnet til at analysere historie” (s. 29). Det passer faktisk for denne bog (med undtagelse af selve Müllers kapitel). Men Goethe skrev for sin Farvelære et helt historisk bind, Bachelard’s Ildens psykoanalyse præsenterer rige historiske materialer, Michel Foucault beskrev i Disciplin og straf panoptikonets, fængslets og den militære eksercits’ historie, og Peter Sloterdijk’s Sfærologi (1998-2004) prøvede at tegne en monumental historie af ”glober” og ”skum”. Fænomenologer uden for “skolen” har altså igen og igen sat historiske materialer og historisk forandring i analysens centrum.

En anden vigtig bemærkning af Müller er også en eftertanke værd, nemlig at der ikke eksisterer en “fænomenologiens fænomenologi” (s. 29). Det er rigtignok overraskende. Den dominerende diskurs om fænomenologi er om fænomenologien i singularis. Der findes kun én fænomenologi – og ikke flere? Ad denne vej undgår man spørgsmålet: Hvilken fænomenologi? Et første skridt gøres i denne bog, som sagt, ved at differentiere mellem fænomenologi som enten eksistentialistisk-ontologisk filosofi eller som empirisk metode. Men der er flere betydningsfulde forskelle.

Hvilken fænomenologi – væsen eller forskel?

En anden vigtig differentiering af fænomenologien vil jeg i det følgende beskrive med fokus på leg, som har spillet en vigtig rolle for fænomenologer som Johan Huizinga, Roger Caillois og Hans-Georg Gadamer. Ved nærmere betragtning bliver legens fænomenologi nemlig behandlet på meget forskellige måder: leg som det ene og hele, leg som det andet af ikke-leg, og leg som de mange.

Den filosofiske fænomenologi af legen er til store dele organiseret omkring to overordnede antagelser, som man kan betragte som tese og antitese. Som tese kan man se antagelsen, at alt er leg. Al kultur har sine rødder i legen, dette var Huizingas (1938) centrale tese. Alle mennesker leger rollespil – dette er en tankefigur af sociologien (Erving Goffman). Sprog er et spil, hvor vi leger med ord – her er vi i linguistikkens rige. Det samme gælder semantikken, hvor vi leger med binære forhold (”vi” og ”de andre”, inde og ude, ja og nej) de være af symmetrisk eller asymmetrisk art, med trialektiske forhold (fortid, nutid, fremtid) og andre legemønstre (Junge & Postoutenko 2011). Økonomi kan forstås og praktisk håndteres som konkurrencespil. Valgkampagner er former for politisk leg eller konkurrencespil – legende demokrati. Endog kan krig betragtes som leg eller (computer) spil (fra Huizinga til Baudrillard). Performancestudier har også understreget denne altomfattende dimension af leg (Schechner 1988). Findes der overhovedet noget i menneskenes liv, som ikke er leg? – Dette kan vi kalde legens monistiske fænomenologi.

Fænomenologien har imidlertid også tænkt en antitese: Leg er det andet. Legens historie blev ofte skrevet som en forfalds- og degenerationshistorie. Leg kan forsvinde, og der er store områder af ikke-leg i menneskenes liv. Den moderne voksne leger ikke længere, siger man. Leg blev tabt i moderne sport, mente Huizinga (1938). Kulturkritikken sætter leg “i de gode gamle dage” overfor: “men idag…”, hvor leg som levende praksis kun er tilbage blandt børn og eksotiske såkaldte “naturfolk”. På en anden måde har Gregory Bateson trukket en linje mellem ”Dette er leg” og ”Dette er ikke leg”. – Dette er den dikotomisk fænomenologis diskurser. Deres centrale spørgsmål er, hvad leg grundlæggende er, i sammenligning med ikke-leg.

I nogle sprog, skønt ikke i alle, gør man forskel på play og game som på engelsk, på dansk mellem leg og spil, på svensk mellem lek og spel.

Begge to fænomenologier, den monistiske og den dikotomiske, søger altså hen imod legens “væsen”, dens grundlæggende essens, som skal defineres enten som det hele eller som det andet. Der findes imidlertid også en tredje vej for fænomenologien, som undgår denne definitions stress. Legestudier har opdaget og sammenlignet mange forskellige måder og former for at lege på.

Sproget kan være et udgangspunkt. I nogle sprog, skønt ikke i alle, gør man forskel på play og game som på engelsk, på dansk mellem leg og spil, på svensk mellem lek og spel. Caillois (1958) oversatte dette til en filosofi af paidia, den spontane leg (som f.eks. børneleg), og ludus, regelsatte spil (lige som sport). På koreansk bruger man også forskellige ord for leg og spil, og på kinesisk har man – ikke helt forskelligt fra de nordiske sprogs idræt – forskellige ord for sport (Tang 2012).

Lad os se nærmere på nogle differentielle fænomenologier af leg og sport, som viser det rige potentiale, der ligger i sammenligningen.

  • Caillois (1958) differentierede ikke kun mellem paidia og ludus, men udviklede også den efterhånden klassiske opdeling mellem fire typer af leg: agon (kamp og konkurrence), alea (lykkespil), mimicry (imitation og maskering) og ilinx (beruselse og ekstase).
  • Harmløs leg versus mørk leg er en anden vigtig differentiering, hvor den glæde, muntre leg, som pædagogerne elsker, konfronteres med farlige, risikable eller endog krigslignende lege (Schechner 1988; Sutton-Smith 1997). I sit tidligere værk i 1970’erne havde Brian Sutton-Smith desuden differentieret mellem behændighedsleg (skill), lykkespil og strategileg, som han mente var den kulturelt højest udviklede.
  • Forskellen mellem det at lege alene og det at lege sammen med andre førte Pierre Parlebas (1999) til en systemdannelse af pædagogisk art.
  • På en anden måde er lege, der sigter på menneskets perfektion, som i sporten, forskellige fra lege, der udstiller det uperfekte menneske, som i karneval (Eichberg 2010, kap. 10). Fuldkommen præstation kræver beundring – den ufuldkommene krops groteske sider fremkalder latter og grin.
  • I danske idrætsstudier har man stillet den præstationssøgende kropskultur (som i konkurrence- og topsporten) overfor den disciplinerende kropskultur (som i gymnastikkens tradition) og overfor det folkelige møde som i traditionelle lege og festligheder. De tre typer udgør den moderne kropskulturs trialektik (Eichberg 2004).
  • Analysen af dansen har ført til vigtige fænomenologiske forskelle mellem renæssancetidens dans og baroktidens geometrisk formaliserede dans (zur Lippe 1974).
  • Skønt Foucault (1975) havde ikke megen leg og sport med i sine materialer – dog en del eksercits og gymnastik – kan hans studier om fængslets historie godt regnes med i denne sammenhæng. Her er udgangspunktet forskellen mellem præmoderne kropsstraf og moderne straf som disciplinering, altså straffens differentielle fænomenologi.
  • Kigger man i en helt anden retning, alkoholforbruget i idrættens verden, har man med gevinst sammenlignet den mere liberale danske idrætskultur med andre nordiske landes idrætskulturer, der følger mere restriktive linjer (Vinther 2012). Dette lægger op til en beruselsens fænomenologi.
  • Stemninger, atmosfærer og bevægelsens energier af forskellig art kan også blive et vigtigt felt for fænomenologiske studier af komparativ art (Bollnow 1956; Böhme 1995; Karoff 2010; Eichberg 2010, kap. 7-8).
  • I forhold til friluftslivet har man i norske studier fordybet en differentiel forståelse for vejen på den ene side og stien på den anden. Og stien ”ud” til havet opleves forskelligt fra stien ”ind” mod skoven (Bischoff 2012).
  • I forhold til den urbane omverden af “folkelig” bevægelseskultur blev man opmærksom på differentieringen mellem de forskellige ”folk”, der bevæger sig gennem byen: byens folk, arbejderklassens folk, etniske folkegrupper, ”masserne”, de sociologisk klassificerede socialgrupper og de “alle”, der er målgruppen af “Sport for alle” – hvem er folket? (Borgogni 2012). Dette lægger op til “folkets” fænomenologi.
  • En differentiel fænomenologi af rum og sted kan få betydning for faciliteternes praktiske planlægning og udformning, for gestaltningen af bevægelseslandskaber, og arkitekturer for idræt og andre bevægelseskulturer (Tuan 1977; Sloterdijk 1998-2004; Bale 1983 og 1984; Roessler 2007).

I forlængelsen af den komparative fænomenologi har der lagt sig forsøg på mere analytisk at nærme sig fænomenernes mønstre i sammenligningsprocessen. Konfigurationsanalysen blev brugt i bl.a. følgende studier:

  • Sportens oprindelse i 1700/1800-tallet viser en overgang fra de adelsmæssige eksercitiers koreografiske, socialgeometriske øvelser til sportens tidsdynamiske konfiguration af præstation, spænding og hurtighed (Eichberg 1978).
  • Organiseret fodbold, håndbold og de mere spontane folkelige fodboldspil viser forskellige mønstre og sociale relationer (Mindegaard 2010 og 2013).
  • I friluftslivet er der forskel mellem det nordisk ”primitive friluftsliv” og nyere former for adventure race (Andkjær 2008 og 2013).
  • Sundhedskulturerne, som i folkeskolen siden 1970’erne er blevet propaganderet for, kan differentieres som hygiejnekultur, forbrugskultur, selvrealiseringskultur og mobiliseringskultur (Svendsen 2009).
  • Studier i smerte har gjort opmærksom på forskelle mellem smerte i hverdagen, blandt musikere og blandt sportsfolk. I hverdagslivet prøver man at fjerne smerten. Professionelle koncertmusikere tenderer til at udholde smerte som del af deres kunstneriske identitet. Sportsatleter kan ligefrem opsøge smertesituationer – “no pain, no gain!” (Roessler 2002 og 2006; Andersen 2009).
  • Forskellige konfigurationer har karakteriseret de socialistiske bevægelsers massespil i 1920/30’erne, det fascistiske masseteater og de opvisningslege, der udgør det olympiske ceremoniel (Eichberg 2013).

Alle disse studier fokuserer ikke på et fænomens – legens, idrættens eller bevægelsens – væsen ved bare at stirre på et punkt. De handler om forskel. Og ingen af disse differentieringer er “rigtig” eller “forkert”, ”korrekt” eller ”ukorrekt”, som foreliggende bog diskuterer fænomenologiske ideer. Alligevel beriger forskellen vor viden og forståelse.

Mellem idealistisk og materialistisk filosofi

Baggrunden for forskellen mellem fænomenstudierne på den ene side og den skolastiske fænomenologi på den anden kan forstås i forlængelse af den ældre europæiske modsætning mellem materialistisk og idealistisk filosofi. Den fænomenologiske vej nedefra-og-op kan ses i den materialistiske tradition, som går fra “basis” til “overbygning”.

Denne fænomenologiske materialisme er imidlertid  hverken fysikalsk orienteret, som hos 1700-tallets Encyclopædister, eller produktivistisk orienteret som den ældre Karl Marx’ økonomiske determinisme. Men den fænomenologiske materialismes basis er kropslig praksis og erfaring. “Das Sein bestimmt das Bewusstsein” (Væren bestemmer bevidstheden), som den unge Marx formulerede det.

Den filosofiske idealisme argumenterer derimod oppefra-og-ned. Den går ud fra filosoffernes ideer.

Bevægelse er hverken en konstruktion af ideer eller en materiel substans i traditionel filosofisk forstand.

Man kan ganske vist mellem materialisme og idealisme også se en tredje position, hvor man har med menneskenes bevægelser at gøre. Bevægelse er hverken en konstruktion af ideer eller en materiel substans i traditionel filosofisk forstand. Det samme gælder for energier, stemninger og atmosfærer. Men alligevel kan man næppe forstå bevægelse eller stemning uden om deres materielle virkelighed?

Disse spørgsmål diskuteres ikke i bogen Phenomenological Approaches to Sport. Skønt der er enkelte antydninger af, at fænomenerne ligger forud for bevidstheden og refleksionen, har bogen valgt en overvejende idealistisk fremgangsmåde, top-down fra filosofiske ideer og begreber til (sportens) praksis. Dette har meget lille værdi for forståelsen af sporten såvel som af fænomenologien.

I stedet dokumenterer bogen, hvordan den fænomenologiske skolastik nærmer sig sportens felt. Dette kan læses som problematisk i en tid, da positivistisk reduktionisme tenderer til at blive mainstream også i humanistisk-samfundsmæssige studier, og der trænges til et fænomenologisk alternativ. Desværre tilbyder bogen ikke en passende vej ud af dette problem.

Men udfordringen er der. Og debatten er åben.

Copyright © Henning Eichberg 2014

Referencer

  • Andersen, Lotte Nygaard (2009) Betydninger for smerte som kropskulturelt fænomen hos professionelle musikere i symfoniorkestre. Odense: Syddansk Universitet, speciale
  • Andkjær, Søren (2008) Friluftsliv i Danmark. Unges deltagelse i organiseret friluftsliv set i kulturelt perspektiv. Syddansk Universitet, ph.d.
  • Andkjær, Søren (2013) ”På jagt efter kroppen i friluftslivet.” In: Henning Eichberg et al. (red.): Tæt på kroppen. Malmö: Idrottsforum, 182-197
  • Bachelard, Gaston (1938) La psychanalyse du feu. – På engelsk 1964: Psychoanalysis of fire. Boston: Beacon
  • Bale, John (1993) Sport, Space and the City. London: Routledge
  • Bale, John (1994) Landscapes of Modern Sport. Leicester: Leicester University Press
  • Bischoff, Annette (2012) Mellom meg og det andre er der stier. En avhandling om stier, mennesker og naturopplevelse. Ås, ph.d. – Anmeldelse: ”Stiens fænomenologi – friluftsliv mellem natur og kultur.”In: drottsforum.org, 12.2.2013. http://idrottsforum.org/eichen_bischoff130212/
  • Böhme, Gernot (1995) Atmosphäre. Essays zur neuen Ästhetik. Frankfurt/Main: Suhrkamp
  • Böhme, Gernot & Böhme, Hartmut (2004) Feuer, Wasser, Erde Luft. Eine Kulturgeschichte der Elemente. München: C.H.Beck
  • Bollnow, Otto Friedrich (1956) Das Wesen der Stimmungen. Frankfurt/Main: Klostermann. 4. udg. 1968. Først 1941
  • Borgogni, Antonio (2012) Body, Town Planning, and Participation – The Roles of Young People and Sport. University of Jyväskylä. PhD. – Anmeldelse: “Phenomenology of ‘the people’ – the body goes to town.” In: idrottsforum.org, 7.3.2013. http://idrottsforum.org/eichen_borgogni130307/
  • Buber, Martin (1923) Ich und Du. – På dansk 1992: Jeg og Du. København: Hans Reitzel
  • Eichberg, Henning (1978) Leistung, Spannung, Geschwindigkeit. Stuttgart: Klett-Cotta
  • Eichberg, Henning (2004) The People of Democracy. Understanding Self-Determination on the Basis of Body and Movement. Århus: Klim
  • Eichberg (2010) Bodily Democracy. Towards a Philosophy of Sport for All. London & New York: Routledge
  • Eichberg (2013) “Das Fest der Bewegung. Arbeitermassenspiel und NS-Thingspiel.“ In: SportZeiten. 13, 1: 7-44
  • Foucault, Michel (1975) Surveiller et punir. La naissance de la prison. Paris: Gallimard. – På dansk 2002: Overvågning og straf. København: Det lille Forlag
  • Goethe, Johann Wolfgang von (1958-1973) Schriften zur Naturwissenschaft. Hrsg. Rupprecht Mathaei et al. Weimar: Böhlau, bd. 3-7
  • Junge, Kay & Kirill Postoutenko, eds. (2011) Asymmetrical Concepts after Reinhart Koselleck. Historical Semantics and Beyond. Bielefeld: Transcript
  • Karoff, Helle Skovbjerg (2010) Leg som stemningspraksis. Aarhus Universitet, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, ph.d.
  • Mindegaard, Peter (2010: Boldspil under kulturel og samfundsmæssig forandring. Syddansk Universitet, ph.d.
  • Mindegaard, Peter (2013) ”Towards new forms of popular football?” In: Henning Eichberg et al. (red.): Tæt på kroppen. Malmö: Idrottsforum, 171-181
  • Parlebas, Pierre (1999) Jeux, sports et sociétés. Lexique de praxéologie motrice. Paris : INSEP
  • Roessler, Kirsten Kaya (2002) Når idræt gør ondt – skader, smerter, stress. Århus: Klim
  • Roessler, Kirsten Kaya (2006) “Sport and the psychology of pain.” In: Sigmund Loland, Berit Skirstad & Ivan Waddington (eds.): Sport and Injury in Sport: Social and Ethical Analysis. London: Spon, 34-48
  • Roessler, Kirsten Kaya (2007) Environmental Psychology and the Sporting Space. Malmö: idrottsforum.org
  • Safranski, Rüdiger (1994) Ein Meister aus Deutschland. Heidegger und seine Zeit. München: Hanser
  • Schechner, Richard (1988) “Playing.” In: Play and Culture, 1: 3-19
  • Sloterdijk, Peter (1998-2004) Sphären.  Vol.1-3. Frankfurt/Main: Suhrkamp
  • Sutton-Smith, Brian (1997) The Ambiguity of Play. Cambridge, Mass. & London: Harvard University Press
  • Svendsen, Annemari Munk (2009) Fra legemets pleje til viljens styrke – sundhedskulturer i den danske folkeskole gennem 30 år belyst gennem læremidler til sundhedsundervisningen. Syddansk Universitet, ph.d.
  • Tang, Chih-Chieh (2010) “Yundong: One term for two different body cultures.“ In: East Asian Sports Thoughts, Taiwan, 1: 73-103.
  • Tuan, Yi-Fu (1977) Space and Place. London: Arnold. 2. udg. 1979
  • Vinther, Solveig Skovmose (2012) Alkohol i den danske idrætsverden – mellem vision og virkelighed. Aarhus Universitet PhD. – Anmeldelse: ”Hen imod beruselsens fænomenologi ’sund’ idræt med ’usund’ alkohol?” In: idrottsforum.org,  22.3.2013. http://idrottsforum.org/eichen_vinther130322/
  • Zahavi, Dan (2003) Fænomenologi. København: Samfundslitteratur
  • Zur Lippe, Rudolf (1974) Naturbeherrschung am Menschen. Frankfurt/­M.: Suhrkamp, bd.1-2
Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message