Talangselektion under lupp

Tags:

Print Friendly, PDF & Email
Mette Krogh Christensen
Syddansk Universitet


Tomas Peterson

Talangutveckling eller talangavveckling?
147 sidor, hft.
Stockholm: SISU Idrottsböcker 2011
ISBN 978-91-86323-24-0


Talentudvikling er et buzzword i snart sagt alle områder af samfundet. Talent anses som en dyrebar ressource for samfundet – et råstof, som vi skal prioritere at identificere, udvikle og forfine, så det ikke går tabt. Derfor opbygger vi stadig mere strukturerede talentselektionssystemer inden for en række forskellige samfundsområder (idræt, uddannelse, erhvervsliv, kunst etc.), dels med henblik på at optimere de ’virkelige’ talentets vej til realisering af succes, og dels med henblik på at kunne være sikre på at den energi vi efter selektionsprocessen bruger på talentudvikling bliver brugt på de ’rigtige’ talenter. Men er disse selektionssystemer nu også de rigtige til formålet? Er det talentudvikling eller er det snarere talentafvikling vi skaber, når vi forsøger at strukturerer os til sportslig succes? I Tomas Petersons bog Talangutveckling eller talangavveckling? (2011) udfoldes dette spørgsmål inden for rammerne af svensk elitefodbold. Og lad det være sagt med det samme: Det gør Peterson på formidabel vis! Jeg slugte bogen som var den et lækkert stykke chokolade med en snært af djævelsk stærk chili. For Peterson er ikke bange for at gå til biddet. I sin søgen efter at forklare, hvordan fodboldeliten skabes og hvorfor den skabes på denne måde, ender Peterson med at konkludere, at svensk elitefodbolds talentudviklingssystem i bedste fald ikke skader nogen, og i værste fald er kontraproduktivt og irrationelt i forhold til hvad både idrætten og samfundet vil opnå med talentudvikling.

Bogen udmærker sig ved at være mere end 10 års forskning og 10 omfattende datamaterialer kogt sammen til ca. 150 læsevenlige sider, hvor samfundsforskning på højt niveau formidles på sober og indsigtsfuld vis, så den når ud til de læsere, som virkelig har brug for det, nemlig alle dem, der er engagerede i svensk ungdomsidræt på organisationsniveau og på praksisniveau. En af grundene til læsevenligheden er den logiske opbygning af bogen. Faktisk ligner strukturen en klassisk opgave med elementære kapitler i form af indledning, tidligere forskning, teori, metode og datamateriale, tre resultatafsnit, analyse og konklusion. Strukturen understøttes af et ligefremt sprog og en fortællende stil i først person, som inviterer læseren til at følge med forskeren på denne rejse igennem en mængde interessante data om talentudviklingssystemet i svensk fodbold.

Drivkraften i bogen – og hos Peterson selv, der meget sympatisk skriver om sine egne begrundelser for at give sig af med forskning i talentselektionssystemet – er to grundlæggende antagelser:

  1. At der i fødselsøjeblikket ikke findes nogen som helst sammenhæng mellem et individs potentielle talent for at udvikle sig til elitefodboldspiller og hvilken dag på året han/hun bliver født.
  2. At der ikke findes nogen sammenhæng mellem fødselsdag og tilbøjelighed til at begynde at spille fodbold i en forening, hvilket i fodboldens tilfælde indebær at de fleste begynder som 5-7-årig.
Jeg vil gerne fremhæve teoriafsnittet, som i al sin enkelthed er en smuk indføring i, hvorfor teori er nødvendig for at forstå samfundsmæssige strukturer.

Som de grundlæggende antagelser signalerer, er omdrejningspunktet for Petersons forskning den relative alderseffekt (Relative Age Effect – RAE), dvs. begrænsningerne for en atlets kortsigtede deltagelse og langsigtede kompetenceudvikling i idræt som følge af dels kronologisk alder (fødselstidspunkt på året) og associerede fysiske forskelle, og dels en systematisk selektionspraksis, der baseres på kohorter af årgange. Konsekvensen af RAE er en entydig og regelbunden overrepræsentation af fodboldspillere født i det første kvartal, og at det er mere sandsynligt at man bliver udvalgt i selektionssystemet jo tidligere på året man er født (hvis startdatoen er 1. januar). Uden at blive for teknisk opsummerer Peterson tidligere RAE-forskning, som bekræfter effektens stadige udbredelse. Samtidig dokumenters det, at lignende effekt ses i skolefaget Idrott och hälsa: jo tidligere på året man er født, desto højere gennemsnitskarakter har man. På den baggrund argumenterer Peterson for, at RAE er et idrætspolitisk problem, fordi svensk idrætspolitik indeholder et dobbeltsidet  mål med de statslige støttemidler, som er forbundet med tydelige forventninger om 1) at børne- og ungdomsidrætten skal udformes med udgangspunkt i børn og unges egne interesser, behov og forudsætninger,  og 2) at eliteidrættens virksomhed skal styrke atleternes internationale konkurrencekraft. Men idrættens selektionssystem understøtter i bedste fald kun punkt 2, er påstanden. Og resten af bogen dokumenterer på overbevisende vis, at Peterson altovervejende har ret.Jeg vil gerne fremhæve teoriafsnittet, som i al sin enkelthed er en smuk indføring i, hvorfor teori er nødvendig for at forstå samfundsmæssige strukturer, og hvordan samfundsvidenskaben hjælper med at tegne forståelige billeder – ofte i form af dualistiske og spændingsfyldt begrebspar – af komplekse samfundsforhold. Petersons fokus ligger på begrebsparret  ”föreningsfostran” og ”tävlingsfostran” (foreningssocialisering og konkurrencesocialisering). Foreningssocialisering handler om, at det overgribende politiske mål er at styrke og udvikle demokrati gennem deltagelse i en idrætsforening, mens konkurrencesocialisering drejer sig om at lære hvordan man håndterer konkurrence – at bliver et, to eller sidst, at vinde og tabe, at forholde sig til medspillere og modstandere etc. Konkurrencesocialisering vedrører idrættens essens og indre logik, nemlig at vinde og dermed at skabe elite. Disse to socialiseringsformer har en indbygget spænding, og når idrætten lykkes med at håndtere denne spænding bliver resultatet ofte både godt og fremgangsrigt. Underliggende anvender Peterson et Bourdieu-inspireret feltbegreb og distinktionen mellem ”föreningsfostran och tävlingsfostran” som analyseredskaber inden for idrætsfeltets virksomhedslogik, dog uden at det Bourdieuske udgangspunkt på noget tidspunkt bliver ekspliciteret. Det kunne jeg som forsker og ’connaisseur’ godt savne, men er overbevist om, at det for de vigtigste læsere af bogen (idrættens organisationer, trænere og beslutningstagere) er uden betydning. For studerende (og for forfattere af lærebøger til studerende) er dette afsnit i bogen et skoleeksempel på formidling af selve kernen i god samfundsforskning, nemlig tydelig udpegning af det relevante begrebspar og udpræget fokus på dets anvendelse i studiet af hvordan elite skabes igennem selektionssystemet.

De konkrete resultater, der anvendes som bevisførelse for de to grundlæggende antagelser, hentes fra ti empiriske hovedmaterialer, hvoraf syv er kvantitative, to er kvalitative og et er både kvalitative og kvantitativt. Den definition, som har afgrænset det strategiske udvalg i alle ti hovedmaterialer, er, at spillerne i fokus for studierne i en alder af 25 år i 2009 havde udenlandske kontrakter, spillere i Allsvenskan eller i Superettan. Om begrundelsen for dette valg skriver Peterson: ”Dessutom antas att en elitfotbollsspelare vid 25 års ålder kan användas som eksempel på en individ som tidigt har valt en yrkesbana och som under många år investerat i praktisk og teoretisk utbildning för detta yrke, men som också har valts av yrket – det vill såga att om man vid 25 års ålder spelar elitfotboll är det en tydlig bekräftelse på att man anses tilhöra fältet, att man är etablerad” (p.39). Denne begrundelse synes rimelig og afspejler en hensyntagen til både gængse anbefalinger inden for talentudvikling (bl.a. 10 års regel, deliberate plactice og nødvendigheden af specialisering ved ca. 15 års alderen) og det valgte teoretiske udgangspunkt: den Bourdieu-inspirerede forståelse af sammenhængen mellem agency og struktur.

Den meget omfattende empiri lader sig ikke retfærdigt gengive i korte træk i en anmeldelse og måske heller ikke i en bog på 150 sider. Men jeg vil understrege, at databehandlingen af de mange kvantitative studier, der bl.a. består af beregningen af et diskrimineringsindex, hvor 0 = ingen RAE og 1 = total RAE, præsenteres troværdigt og gennemskueligt. Ligeledes er beskrivelserne af det 18 kvalitative interviews med elitespillere, hvoraf syv fandt vej til elite indenfor det etablerede selektionssystem og 11 spillere fandt vej til eliten udenom systemet, mættede med velvalgte citater, der på sympatiske vis lader spillerne komme til orde. Det unikke ved Petersons studie er imidlertid ikke den store og forskelligartede mængde data, men det stringente fokus på en bestemt kohorte: fodboldspillere født i 1984, og den systematiske analyse af sammenhænge indenfor den selekterede gruppe (årgang 1984) ogmellem den selekterede gruppe og hele populationen. Det kan man som forsker godt være imponeret af.

Konklusionerne i bogen er yderst tankevækkende, og her skal nævnes tre af dem. For det første, den afgørende inklusion og eksklusion i fodboldforbundets selektionssystem sker i 13-års alderen som følge af RAE  (se f.eks. diagram 4, p. 52). Det betyder at foreningssocialiseringen har trange kår for fodboldspillere allerede i 13-15 års alderen, hvor de ellers kunne begynde at engagere sig mere aktivt og involverende i foreningens aktiviteter – stik imod statens målsætning om at børne- og ungdomsidrætten skal udformes (demokratisk) med udgangspunkt i børn og unges egne interesser, behov og forudsætninger.

For det andet, resultaterne viser tydeligt, at selektionssystemet frem til og med 19 års alderen systematisk stiller spillere født i anden halvdel af året, og i særdeleshed spillere født i sidste kvartal, ringere end andre spillere (se f.eks. diagram 7, p. 56). Der er næsten fire gange så stor chance for at tilhøre ungdomslandsholdsgruppen hvis man er født i første kvartal sammenlignet med sidste kvartal. Hvis vi godtager antagelserne, at der i fødselsøjeblikket ikke findes nogen som helst sammenhæng mellem et individs potentielle talent for at udvikle sig til elitefodboldspiller og hvilken dag på året han/hun bliver født, og at der ikke findes nogen sammenhæng mellem fødselsdag og tilbøjelighed til at begynde at spille fodbold i en forening, hvilket i fodboldens tilfælde indebær at de fleste begynder som 5-7-årig, så må vi konkludere, at selektionssystemet fuldstændig irrationelt og kontraproduktivt ekskluderer mulige talenter.

For det tredje, i årene fra 19-års alderen til 25-års alderen forsvinder halvdelen af de talent, som faktisk blev identificeret af systemet, og denne halvdel er ved 25-års alderen erstattet med spillere, der har været udenforselektionssystemet på foreningsniveau (se f.eks. diagram 12, p. 63). Samtidig er disse spillere kendetegnet ved at de fleste er født i sidste halvdel af året, og netop fravalgt i de afgørende år (13-15 års alderen) på grund af RAE. Som interviewmaterialet viste, er der tilsyneladende både en ’motorvej’ (selektionssystemet) og en ’bjergsti’ til toppen. Samlet viser bogen, at træfsikkerheden i selektionssystemet er lavere en 50%, og at der findes mange andre veje fra talent til ekspert end via det officielle selektionssystem.  Svensk fodboldelite skabes altså mere på trods, og ikke takket være, selektionssystemet.

Jeg vil ikke tøve med at anbefale Talangutveckling eller talangavveckling? til kolleger, studerende og især idrætsfeltets aktører. Den er velskrevet, den en veldokumenteret, den er kritisk og vigtigst: den bygger bro mellem forskning og praksis inden for talentudvikling. Selvom Petersons bog baseres på svenske studier, er idrætssystemerne i de nordiske lande så sammenlignelige, at der sandsynligvis er flere fællesnævnere end nationalspecifikke kendetegn. Med mit kendskab til talentudvikling i dansk fodbold (både som forsker og som mor til fodboldspillende børn på 13-16 år) kan jeg umiddelbart genkende bogens problemstillinger. I den almindelige diskurs i dansk fodbold og i den mere overordnede logik indenfor det danske sportsfelt gives der ikke mange valgmuligheder for den unge atlet: enten vælger du systemet (rettelig: systemet vælger dig) eller også har du ikke en chance. Trods de dystre undertoner i Petersons bog, især RAE’s stadige udbredelse, er der et positivt og forfriskende budskab: vejen til eliten er langt mere nuanceret end selektionssystemet kan rumme! Derfor skal vi ikke være bange for at trodse det officielle selektionssystem og understøtte alle de atleter, der på deres egen måde finde vej til eliten. Og med tiden kan vi jo overveje, om ikke systemet i dets nuværende form skal afskaffes – det synes i hvert fald at være Petersons morale.

 

© Mette Krogh Christensen 2012.


Köp Talangutveckling eller talangavveckling? från Adlibris.se
Kjøp Talangutveckling eller talangavveckling? fra Adlibris.no
Køb Talangutveckling eller talangavveckling? fra Adlibris.dk
Submit your comment

Please enter your name

Your name is required

Please enter a valid email address

An email address is required

Please enter your message